Flygtningenævnet genoptager sag om asyl til lesbisk ugander

PÅ FALDEREBET: Få timer før sin udvisning til Uganda får en homoseksuel kvinde en ny chance for at blive i Danmark.

De to organisationer Welcome to Denmark og Ingen Udvisninger Uden Modstand arrangerede mandag morgen en aktion i Københavns Lufthavn mod udvisningen af tre lesbiske kvinder fra Uganda. 
De to organisationer Welcome to Denmark og Ingen Udvisninger Uden Modstand arrangerede mandag morgen en aktion i Københavns Lufthavn mod udvisningen af tre lesbiske kvinder fra Uganda. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Carsten Terp Beck-Nilsson

Få timer før sin udvisning til Uganda fik en lesbisk kvinde mandag formiddag besked om, at Flygtningenævnet har genoptaget hendes asylsag.

Kvinden er flygtet fra Uganda af frygt for at blive forfulgt på grund af sin seksualitet. Men ligesom to andre ugandiske kvinder har hun i første omgang fået afslag på asyl. Men på selve dagen, hvor kvinden skulle have været sendt tilbage til sit hjemland, har Flygtningenævnet meddelt hendes advokat, at hun kan blive i Danmark, mens hendes sag behandles på ny.

Advokaten, Jytte Lindgaard, vil ikke komme ind på, hvilke detaljer der ligger til grund for sagens genoptagelse.

”Hvis hun nu ikke får asyl, er det ikke så rart, at det kommer frem,” siger hun ifølge Berlingske.

DF: Hold lav profil
Enhedslisten har tidligere krævet, at udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) går ind i sagen om de tre udviste ugandiske kvinder. Partiet mener, det er grotesk at udvise kvinderne, når Danmark har stået forrest i fordømmelsen af landets forfølgelse af homoseksuelle.

Omvendt har Dansk Folkeparti kaldt det absurd at give asyl til alle påståede homoseksuelle, der måtte finde vej til Danmark. Partiets udlændingeordfører, Martin Henriksen, opfordrede i stedet de pågældende til ikke at gøre et stort nummer ud af deres seksualitet.

Advokaten forventer, at der vil være en endelig afgørelse på den ugandiske kvindes sag om tre til fire måneder. Det er endnu uvist, hvad der sker med de to andre kvinder fra landet. 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00