Forsker: Dansk egeninteresse styrer udviklingsbistanden

Af Erik Lundsgaarde
Seniorforkser ved DIIS

Et markant træk i regeringens udviklingspolitik siden 2015 er et synligt fokus på at retfærdiggøre en prioritering af udviklingsbistand ud fra de nationale interesser, som regeringen fremmer. Denne tilgang udtrykkes på forskellige måder.

Eksempler omfatter dannelsen af partnerskaber, der skal udvide mulighederne for den danske privatsektor i udviklingslande, brugen af bistand som et instrument til at mindske migrationsstrømme og den øgede interesse i øremærket støtte til internationale organisationer.

Bistand fremmer danske interesser
At bruge bistand til at fremme et donorlands nationale politiske og økonomiske interesser er slet ikke et nyt koncept. Eksempelvis har der i dansk kontekst historisk set været tradition for at sikre, at bistandsudgifter omfatter en substantiel returprocent til danske virksomheder.

Dette har gjort det muligt for nogle virksomheder at udvide deres aktiviteter i udviklingslande, og det har samtidig skabt grundlaget for dansk erhvervslivs politiske opbakning til at bruge penge på bistand.

Over tid har den del af dansk bistand, som er knyttet sammen med forsyning af danske varer og tjenester (bunden bistand), mistet noget af sin betydning, hvilket afspejler en bevidsthed om, at denne protektionistiske tilgang reducerede værdien af den bistand, som blev overført til modtagerne – samt dens effektivitet.

Uanset er en vigtig bagside af en bistandspolitik, som fremmer egeninteresse som motivation, at den fremmer en forsimplet tilgang til, hvordan man adresserer udviklingsudfordringer, der er mangefacetterede af natur.

Erik Lundsgaarde
Seniorforkser ved DIIS

Mens flere nyere initiativer til at involvere danske virksomheder i udviklingssamarbejder tager en anden form, retfærdiggøres de med en lignende diskurs om at beskytte danske jobs og facilitere markedsekspansion.

Fremstillingen af bistandsprioriteter i lys af egeninteresse kan måske fortolkes positivt, hvis det skaber gennemsigtighed omkring de mål, der styrer brugen af udviklingspengene. For at vurdere et politisk tiltags effektivitet, er det en god idé at vide, hvad det er, det skal opnå. Fra dette perspektiv er en bistandspolitik, som erkender dens egeninteresse-baserede motiver, i det mindste en ærlig politik.

Egeninteresse-bistandspolitik er en forsimplet tilgang
Uanset er en vigtig bagside af en bistandspolitik, som fremmer egeninteresse som motivation, at den fremmer en forsimplet tilgang til, hvordan man adresserer udviklingsudfordringer, der er mangefacetterede af natur.

Når donorer uafhængigt vælger prioriteter ud fra deres egen forståelse af værdiskabelse, risikerer de at bidrage til fragmenteringen af bistandsaktiviteter og mangedoble indsatserne, som kræves fra andre aktører – eller at efterlade vigtige huller i ressourcefordelingen i bestemte sektorer eller lande. Derudover kan de måske gå glip af muligheder til at investere i komplementerende områder, der kan fremme opnåelsen af fælles mål yderligere.

Udviklingspolitik er et område, der længe har tjent forskellige interesser. Og selv når Løkke Rasmussens regering fremmer et rationale for at yde udviklingsbistand bygget på egeninteresse, bliver den ved med at støtte tiltag, der reflekterer en mere holistisk forståelse af, hvordan man skal fremme udviklingsmål i partnerskaber med aktører uden for Danmark.

I den sidste del af regeringsperioden burde regeringen styrke deres egne forpligtelser til initiativer, der omhandler kollektive mål.

For at gøre det, burde regeringen udvide narrativet om hvilke fordele, udviklingssamarbejder giver danske aktører ved at fokusere mindre på de direkte og synlige returns til enkelte interessegrupper og mere på værdien af at skabe rammer, der muliggør en bæredygtig udvikling, som gavner et bredere spektrum af modtagere – både i Danmark og globalt.