Forsker: Svært at leve op til verdensmålene

Af Adam Moe Fejerskov
Ph.d.-studerende, DIIS

Efter at have skrevet mit sidste indlæg om hvilke ingredienser, der er brug for, for at sikre en succesfuld dansk handlingsplan i opnåelsen af de 17 verdensmål, og det i en ret så konstruktiv tone, så er det her indlæg anderledes.

For selvom tanken om en national handlingsplan for SDG’ernes implementering i Danmark er så åbenlys, som den er nødvendig, så er det langt hen ad vejen urealistisk, at vi får en, der kan fastholde markant politisk ambition hele vejen til 2030, under de nuværende danske politiske og administrative omstændigheder.

Her følger nogle overvejelser om hvorfor de elementer, der er så nødvendige for at konstruere og implementere en succesfuld dansk handlingsplan, også vil kunne agere benspænd for netop denne ambition.

Brug for politisk opbakning
Det tværministerielle samarbejde: Verdensmålene er så brede, at stort set intet dansk ministerium kan sige sig fri for involvering i en national implementering. Det er et rigtig dårligt forhold, for dybdegående koordination er ikke ligefrem noget, der kendetegner det danske tværministerielle forhold (som det formentligt også er tilfældet i langt de fleste lande, verden over). Du-gør-det-og-jeg-gør-det arbejdsdeling, overfladiske møder, og tomme ord er formentligt det mest realistiske scenarie, vi vil komme til at se, men det er langt fra nok til at nå de trods ret så ambitiøse verdensmål.

Politisk opbakning på højeste niveau og tilstrækkelige midler: Der er brug for politisk opbakning på højeste niveau, men det er dybt urealistisk at forestille sig, at statsministeren skulle engagere sig i denne dagsorden. Mindre kan også gøre det, men det er svært at forestille sig, at det bliver til mere end tomme ord uden markant politisk handling.

Der er så mange mål at man ikke kan arbejde med dem alle, ligegyldigt hvor meget der råbes op om deres universalitet.

Adam Moe Fejerskov
Ph.d.-studerende, DIIS

Måske et initiativ hist og her, men ingen af de andre ministre vil formentligt være med til at afsætte midler i den størrelsesorden, der bliver brug for. Som nævnt skal langt størstedelen af danske tiltag på nationalt plan jo finansieres udenfor udviklingsbistanden (fordi de naturligvis ikke har noget med udviklingslandene at gøre), og det er svært at andre ministerier skulle lade sig styre økonomisk af Udenrigsministeriets planer.

Offentligt engagement i SDG’erne: Offentlighedens interesse og støtte til udviklingssamarbejdet og bistanden er utrolig vigtig i forsøget på at fastholde politikernes opmærksomhed og ambitioner. Men det er også exceptionelt svært, og verdensmålenes flotte og universelle karakter er potentielt set også deres død i offentlighedens øjne. For tiden er det desværre mere end almindeligt vanskeligt at overbevise danskere om, at de oprigtigt skal bekymre sig om verdens fattige, og om planetens tilstand og ressourcer. De nære værdier står endnu tydeligere i disse år, end de har gjort længe, ofte med et skær af selvcentrering.

Ting ændrer sig med tiden
Målenes samlede natur: I slutningen af sidste år havde Bill Gates inviteret en række mennesker til at snakke om SDG’erne. Her var der en enig kritik af målenes bredde, og der blev blandt andet refereret til deres næsten encyklopædiske natur, mens en af cheferne fra Gates’ fond sagde at det lignede et tilfælde af ’No targets left behind’ (hvilket naturligvis ironiserer budskabet om ’No one left behind’). Bill Gates sagde selv, at målene svarede til biblen, mens han havde foretrukket noget lidt mere begrænset, som de ti bud.

Jeg er ikke helt enig i kritikken, men den har sin berettigelse. Der er så mange mål, at man ikke kan arbejde med dem alle, ligegyldigt hvor meget der råbes op om deres universalitet. Den politiske og økonomiske virkelighed i mange udviklingslande er også bare, at der vil ske en benhård prioritering mellem dem med begrænsede midler og det åbenlyse faktum, at ikke alle udfordringer er lige så store alle steder in mente.

I en evaluering foretaget i Sverige fandt et forskningsinstitut at alle 17 SDG’er, og mindst 81 undermål ville kræve handling, hvis Sverige skal opnå verdensmålene. Det vil formentligt ikke se markant anderledes ud i Danmark, og skal vi leve op til SDG’erne, vil det derfor kræve markant politisk vilje og ikke mindst markante ressourcer, der på grund af deres nationale fokus ikke kan hentes på udviklingsbudgettet.

Det har jeg svært ved at se skulle ske i det nuværende politiske klima. Men tingene ændrer sig med tiden, og det tog jo som bekendt op i mod 10 år at for alvor få forpligtelserne og de nødvendige institutionelle forhold omkring MDG’erne på plads. Den slags tid har vi dog langt fra hvis SDG’erne skal opnås inden 2030, og vi skal ikke være forsinket med mange år, før det allerede vil være for sent at opnå målene.