Debat

Grundfos: Sæt skub i den globale middelklasse

DEBAT: Vi kan glæde os over, at den globale middelklasse vokser i disse år, også i ulandene. Men vi skal arbejde for, at den vokser hurtigere end nogensinde, skriver Kim Nøhr Skibsted, kommunikationsdirektør i Grundfos.
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den danske stat, det danske civilsamfundet og villige private, danske virksomheder bør arbejde for, at udviklingslandenes forstandige og bæredygtige forbrug fortsætter med at vokse. Der er ikke ret mange andre, der kan eller vil.

Kim Nøhr Skibsted
Koncernkommunikationsdirektør, Grundfoss
Fakta

Fra 1. april og en måned frem sætter Udviklingsdebatten fokus på vækst gennem bistand.

Mød denne måneds debatpanel her.

Udviklingsdebatten på Altinget | Udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget l Udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til kafr@altinget.

Af Kim Nøhr Skibsted
Koncernkommunikationsdirektør, Grundfos

Flere hundrede millioner verdensborgere er blevet løftet ud af fattigdom igennem de seneste årtier. Flere kan med rette kalde sig tilhørende middelklassen.

Vores fælles udgangspunkt for at skabe bæredygtig vækst – til gensidig glæde for udviklingslandene og for den industrialiserede verden – er derfor bedre end nogensinde.

Nogle er bekymrede og leder efter hårene i suppen. Andre frygter udviklingen. Der er såmænd grund til at tænke os grundigt om, for med velstand følger forbrug. Og med den øgede urbanisering, der i disse år foregår, så er der brug for nytænkning. Og her er det, at privat foretagsomhed og innovation er afgørende.

Jeg vil derfor bruge mit sidste indlæg på at hylde udviklingen og slå til lyd for en acceleration gennem et endnu tættere samarbejde mellem den statslige nødhjælp, civilsamfundet og de private virksomheder. Jeg vil gøre dette ved at mane nogle af de værste myter i jorden.

Myte 1: Umoralsk at tjene penge på at hjælpe verdens fattige
Selvfølgelig er det ikke det. Almisser bliver ingen mere mætte, selvhjulpne eller lykkeligere af.

Private virksomheder skal være med til at skabe udvikling i verdens fattigste lande. Det afgørende er vel, at de mennesker, som har brug for hjælp, rent faktisk får den. De får vækst, og vi får vækst. Alle er glade. Og det skader jo nok heller ikke den folkelige opbakning til den danske udviklingshjælp, der heldigvis stadig hører til i blandt de højeste i verden.

For det andet vil der i verden kunne mobiliseres langt, langt flere ressourcer til at skabe udvikling, hvis vi giver plads til den private kapital, og at det ikke på forhånd er forbudt at tjene penge. Her skal vi vel ikke lade forældede principper og antagelser om private virksomheder stå i vejen for at bekæmpe fattigdom.

Læg her til, at udenlandske investeringer eksploderer i eksempelvis Afrika. Det er her, fremtidens kunder og forbrugere befinder sig. Det skal danske virksomheder også. Og det er ved at være nu, hvis vi skal nå at være med.

Myte 2: Klodens ressourcer kan ikke holde til ny global middelklasse
Jo, hvis vi gider tænke os om. Hvorfor er det forbeholdt vores del af verden med et moderne og komfortabelt liv? Dette menneskesyn er ikke alene urealistisk, det er en reminiscens af den (for nogle) gode gamle kolonitid, hvor vor tids menneskerettigheder ikke var slået helt igennem i alle dele af samfundet.

For det andet er der jo langt fra en entydig sammenhæng mellem vækst og rovdrift på naturen. Danske virksomheder kan med vores know-how, teknologier og produkter medvirke til, at denne udvikling sker på et begavet og bæredygtigt grundlag.

Vi skal netop samarbejde med udviklingslandene om ikke at gentage fejltagelserne fra vores del af verden. Vi skal samarbejde med udviklingslandene om at springe to eller tre teknologigenerationer over, så de får tilgang til det nye af det nyeste.

Hvorfor skal udviklingslandene genopleve vores forurenende og forældede fejl ved at bruge vores aflagte teknologier? For eksempel har de færreste borgere i Kenya nogensinde haft en fastnettelefon, men de fleste har en mobiltelefon.

Dette tog vi i Grundfos som en udfordring, da vi integrerede netop mobiltelefonen i en forretningsmodel, Grundfos Lifelink, der gennem årene har skaffet rent drikkevand til mere end 100.000 kenyanske medmennesker. En model, der baserer sig på at tjene penge – ikke udbytte - på fattige ved at give adgang til rent drikkevand der, hvor de bor.

Fremskynd global middelklasse!
Ergo opfordrer jeg til, at myterne pakkes væk, så vi sammen kan glæde os over, at den globale middelklasse vokser i disse år. Også i udviklingslandene. Lad os gøre vores til, at den vokser hurtigere end nogensinde.

Den danske stat, det danske civilsamfund og villige private, danske virksomheder bør arbejde for, at udviklingslandenes forstandige og bæredygtige forbrug fortsætter med at vokse. Der er ikke ret mange andre, der kan eller vil.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kim Nøhr Skibsted

Adm. direktør, Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden), bestyrelsesformand, Aarhus Teater, næstformand, Egmont Højskolen, bestyrelsesmedlem, Spar Nord Fonden, Aarhus Festuge
ba.phil. (Aalborg Uni. 1995)

0:000:00