Hegelund og Mose: Sig SIRI til din fremtid

KLUMME: Mens regeringens disruptionsråd har ladet vente på sig, har Ingeniørforeningen vist, hvordan en interesseorganisation kan udnytte ventetiden til selv at sætte sig for bordenden af en vigtig samfundssamtale – sammen med en MF.

”Hej, det er Troels. Du inviteres med i disruptionsrådet”. En stribe organisationstopfolk og mere skæve innovationstyper fik i sidste uge en opmuntrende opringning fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), da regeringens nye råd skulle besættes. Det er gerne en ministers privilegium at være en slags julemand, der i egen høje person uddeler den glade besked, når nye navne til udvalg og kommissioner, der skal sætte aftryk på Danmarks fremtid, udnævnes.

Efter at overenskomstresultatet blev godkendt ved en urafstemning forleden – regeringens afgørende hurdle for endelig at kunne komme i arbejdstøjet – har mange spændt ventet på en opringning fra regeringen, der i denne uge ventes at offentliggøre navnelisten og kommissoriet. Nogle er blevet glædeligt overraskede, andre har måttet vente forgæves på at komme til højbords.

Eget disruptive party
Men når man ikke er blandt dem, der nærmest pr. automatik kan regne med at få invitationen til den officielle Oscar-fest, kan man jo holde sit eget disruptive party, og det har Ingeniørforeningen, IDA, gjort lige siden august sidste år, længe inden regeringen var begyndt at tænke i emner og navne til det over 30 personer store disruptionsråd, der i midten af maj indleder sit arbejde med det første af otte møder rundt i landet.

Hvor regeringen har måttet vente på at komme i gang med sit nye politiske projekt, har der været fuldt digitaliseringsblus på den såkaldte SIRI-kommission, som IDA sammen med den radikale politiker Ida Auken står bag: På torsdag holder kommissionen endnu en workshop om det digitaliserede fremtids-Danmark – denne gang om kunstig intelligens og dataetik. Det sker som led i, at IDA sammen med Auken har valgt selv at kortlægge, hvordan Danmark kan udnytte udviklingen inden for kunstig intelligens og den digitale disruption til vækst og flere jobs.

Officielt klingende navn
Smart har initiativtagerne kaldt deres udredningsprojekt for en ”kommission”, en officielt klingende betegnelse, som normalt kun regeringschefer bruger, når de sætter grundige kulegravninger i værk.

Selv DR’s journalistiske flagskib, 21 Søndag, lod sig i december medielobbyforføre af den officielle italesættelse og bragte et ti minutter langt indslag om ”den såkaldte Siri-kommission, som lige nu er i gang med at analysere, hvor godt eller dårligt vi danskere er rustet til den digitale fremtid”.

Kommissionen illustrerer, hvordan en organisation i stedet for at sidde og vente på en fin invitation selv sætter sig for bordenden og faciliterer en samfundssamtale, der ikke alene er vigtig for medlemmerne, men også har vidtrækkende betydning for en lang række brancher og fag herhjemme: Definer fremtiden, tag ejerskab til løsningerne.

Til trods for mere end 100.000 højtuddannede medlemmer har Ingeniørforeningen ikke en stærk tradition for at blive budt med i prestigefyldte regeringssammenhænge. Med en ny formand, Thomas Damkjær Petersen, i spidsen forsøger organisationen nu at komme længere ind i indflydelsesvarmen.

Regeringen har manglet en ny fortælling
Imens SIRI-folkene blandt andet har afleveret en analyserapport om mulighederne på det digitaliserede arbejdsmarked til regeringen, har Lars Løkke måttet lede efter en ny politisk fortælling funderet på en brændende platform for befolkningen: Digitalisering og automatisering vil vende op og ned på arbejdsmarkedet for hundredtusinder af danskere. Rigtigt grebet an i disruptionsrådet kan Danmark blive en international showcase som digital frontrunner.

I efteråret forsøgte regeringen at varme op til gennemgribende vækstreformer, men Danmarks Statistik tog næsten al luft ud af det regeringsprojekt, da folkestyrets øverste talnørder opjusterede dansk økonomi med adskillige milliarder. Det gik langt bedre med væksten end hidtil troet, så hvor var lige behovet for reformer, statsminister.

Sekretariatet for ”partnerskab for fremtidens arbejdsmarked”, som disruptionsrådet officielt hedder, er placeret i Beskæftigelsesministeriet. Det burde rettelig, vil nogen mene, være placeret i Erhvervsministeriet, men Troels Lund Poulsen (V) fik disruptions-ressorten med sig som et plaster på såret, da han i forbindelse med regeringsomdannelsen ikke bare måtte overlade posten som erhvervsminister til Brian Mikkelsen (K), men også røg ud af regeringens top-udvalg.

Aukens idé
Det utraditionelle samarbejde mellem Ida og IDA kom i stand, efter at Auken et stykke tid havde syslet med ideen om en Siri-kommission, men manglede en samarbejdspartner med tung analysekraft. Partisekretariaterne på Christiansborg har kun sjældent selv musklerne. IDA stod på det tidspunkt over for et formandsskifte, og ligesom det ligger i centraladministrationens DNA at have handlekraftige ideer liggende i skufferne til en kommende minister, ville IDAs sekretariat også gerne have noget klar efter formandsvalget.

En organisation, der arbejder politisk bredt, bør imidlertid overveje, hvor tæt et samarbejde man indgår med en politiker fra et bestemt parti – i det her tilfælde et folketingsmedlem fra oppositionen: Ville en forlovelse med Auken give bøvl i bagland, regering og offentlighed?

Når det blev et ja tak til samarbejde, skyldtes det en tiltro til, at Ida Auken med ingeniør-øjne har en bredere profil end bare at være radikal politiker. Hun forsøger at få nye internationale input via engagement i World Economic Forum og som ”Young Global Leader”, som Ingeniørforeningen fremhæver det på SIRI-kommissionens website.

Formands-egoer udfordres
Imidlertid kan en bremsende organisationsklassiker også være, om formanden overhovedet vil give plads til en politisk stjerne, der måske kan stjæle rampelyset for næsen af formanden selv. Egoerne i toppen af organisationsdanmark er ikke altid helt små.

SIRI-løsningen er blevet en tandemmodel: Damkjær Petersen og Auken deler formandskabet mellem sig. En dreven interessevaretager styrer sit ego og lader politikeren skinne. Det er da også det medievante folketingsmedlem, der nok tydeligst har tegnet SIRI i offentligheden, men Damkjær har også ladet ord falde i medierne.

Andre lobbyister kan måske lade sig inspirere af SIRI-konstruktionen – og versionere og tilpasse konceptet til det samfundsfelt, man selv ønsker at sætte mere fokus på.

Hovedgrebet er at sætte sig for bordenden – gerne som first mover før eksempelvis regeringen – og begynde at massere meningsdannelsen. SIRI-Kommissionen lover stribevis af analyserapporter, der med forskellige delvinkler på samfundsudfordringerne vil blive serveret til offentligheden med jævne mellemrum.

Kommissionen vil inden Folkemødet på Bornholm være klar med en rapport om transport og digitalisering. Siden vil man kaste sig over finanssektoren, deriblandt advokatbranchen. Et tredje samfundstema vil være mulighederne og udfordringerne i sundhedsvæsenet, herunder for lægerne herhjemme.

Hermed forsøger SIRI at imødegå risikoen for, at et initiativ går i glemmebogen, fordi man kun har ét skud i bøssen: Nyhedens interesse kan hurtigt forsvinde efter det første pressemøde og tv-indslag.

Endelig benytter ingeniørerne setuppet til at bygge nye relationer og alliancer op: Kommissionen har eksempelvis inviteret Dansk Psykolog Forenings fremadstormende formand med i kommissionsarbejdet. Det er vist det, man kalder at tænke ud af boksen i teknik-nørdernes højborg, hvor cand.psych.er normalt er fremmede fugle.

......

Rådgiver-og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver organisationer og offentlige og private virksomheder om strategisk kommunikation og indflydelse. De er forfattere til bøgerne ”Håndbog for Statsministre, ”Javel, hr. minister”, ”Lobbyistens Lommebog” og ”Flyt magten”. De har tidligere på året løst en mindre opgave for Ingeniørforeningen, hvor Peter Mose frem til 2010 var kommunikations- og analysechef. Se www.hegelundmose.dk.

Forrige artikel Hegelund og Mose: Find det dumme svin Hegelund og Mose: Find det dumme svin Næste artikel Hegelund og Mose: Skibet sejler under nyt navn Hegelund og Mose: Skibet sejler under nyt navn