Af Holger K. Nielsen (SF)
Udviklings- og udenrigspolitisk ordfører

Skal vi bruge udviklingsbistand til flygtningemodtagelse i Danmark eller til at reducere fattigdommen i landlige områder i Afrika?

Skarpt sat op et tydeligt eksempel på, at prioriteringerne i dansk udviklingsbistand er politiske. Når staten hvert år allokerer mange milliarder kroner til at understøtte politiske processer og prioriteringer i andre lande, er det uundgåeligt ekstremt politisk. Og selvom der lige nu foreligger en udmærket aftale om de meget overordnede linjer for den danske udviklingsstrategi og med verdensmålene i centrum, ville en rød regerings udviklingspolitik da se anderledes ud i udmøntningen.

Vi vil til enhver tid kæmpe for en udviklingsbistand, der fokuserer på at skabe en mere lige, fredelig og grøn verden – og adresserer de strukturelle problemer, der ødelægger klimaet, skaber voldsomme migrationsstrømme og ekstrem ulighed, og det i et langt bedre samspil med andre politikområder.

Der er forskel på rød og blå blok – også selvom vi har en aftale om de overordnede linjer. 

Bistand i et spændingsfelt
Når det er sagt, må vi anerkende, at udviklingspolitikken bevæger sig i et spændingsfelt mellem danske værdier, et internationalt fællesskab og partnerlandes egne dagsordener. Udviklingspolitikken bliver til i et tæt forpligtende internationalt samarbejde om værdier, normer og fælles principper om, hvordan bistand skal ydes og implementeres. Og vi har langvarige forhold til andre nationer og store multilaterale organisationer.

Den fattigdomsorientering, der fra starten var helt central i dansk udviklingsbistand, er langsomt eroderet.

Holger K. Nielsen (SF)
Udviklings- og udenrigspolitisk ordfører

Der er derfor nødt til at være en høj grad af kontinuitet og forudsigelighed. Og der er nødt til at være et vist råderum til både ministeren og diplomatiet inden for rammerne af strategien.

Langsigtede relationer til partnerlande og organisationer kræver teknisk indsigt, tilstedeværelse, diplomati og viden om kontekst. Derfor er det også bekymrende, at Udenrigsministeriets udviklingsfaglighed er blevet skåret helt ind til benet. En stærk statslig bistandsfaglighed er ikke lig med embedsvælde, men bør derimod bruges til at sikre det bedste grundlag for vores bistand og til at sikre de diplomatiske og politiske relationer til vores partnere.

Udvikling under afvikling?
Jeg mener stadig, at det er vigtigt, at udviklingspolitikken er drevet af politiske valg og værdier. At der er et stort råderum for ministeren og diplomatiet er heller ikke bekymrende i sig selv, men det er bekymrende, når de beslutninger, der tages, i stigende grad river tæppet væk under den konsensus, der har eksisteret om de grundlæggende principper for den danske bistand.

Rød og blå blok er ganske ofte uenige om, hvad der reducerer fattigdom. Men hele grundlaget har været, at der har været enighed om, at bistanden skal gavne de fattigste i de fattigste lande. Den fattigdomsorientering, der fra starten var helt central i dansk udviklingsbistand, er langsomt eroderet – blandt andet til fordel for at dæmme op for flygtninge- og migrationsstrømme i nærområderne og finansiere flygtningemodtagelse i Danmark.

Oppositionspolitik
Sidste år indgik SF en aftale med regeringen og en række af de øvrige partier om at sætte verdensmålene i centrum med strategien ”Verden 2030”. SF var med til at give målet om større global lighed en mere fremtrædende plads, end hvis vi havde stået udenfor.

Det betyder ikke, at vi har deponeret al vores politiske handlekraft. Vi gjorde det tydeligt, at vi var uenige i regeringens besparelser på udviklingsbistanden, og vi havde gerne set, at verdensmålet om global lighed havde stået endnu tydeligere frem.

Vi stiller os løbende kritisk over for en række af regeringens beslutninger igennem det parlamentariske arbejde. Det når desværre ikke medierne særlig tit.

Det handler ikke altid kun om de danske bistandskroner. Det handler også om, hvorvidt samspillet med andre politikområder tilgodeser de fattige lande. Hvordan sikrer vi eksempelvis, at EU ikke dumper landbrugsprodukter på de afrikanske markeder – eller at skattely reelt dræner de afrikanske statskasser for flere midler, end de får i støtte fra de rige lande?

Folketingets oppositionspartier er jævnligt kritiske over for regeringens manglende evne til at sammentænke de forskellige politikområder, så vi kan skabe de globale og strukturelle forandringer, der skal til for at skabe en mere lige verden. Og der påhviler os politikere et ansvar for at sætte udviklingsbistand ind i mere politisk ramme og forklare, hvordan bistanden spiller ind i de store globale og aktuelle problemer som klimaforandringer, flygtningestrømme og konflikter.