Debat

Ingen bæredygtighed uden åbne leverandørkæder

DEBAT: På trods af flere katastrofer er den danske modebranche stadigvæk meget bekymrende for at offentliggøre deres leverandørkæder. Det er bekymrende, mener Klaus Melvin Jensen, sekretariatsleder i Clean Clothes Campaign Danmark.

På trods af flere katastrofer er den danske modebranche stadigvæk meget tilbageholdende med at offentliggøre deres leverandørkæder. Det er bekymrende, mener Klaus Melvin Jensen, sekretariatsleder i Clean Clothes Campaign Danmark.
På trods af flere katastrofer er den danske modebranche stadigvæk meget tilbageholdende med at offentliggøre deres leverandørkæder. Det er bekymrende, mener Klaus Melvin Jensen, sekretariatsleder i Clean Clothes Campaign Danmark.
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Klaus Melvin Jensen
Sekretariatsleder, Clean Clothes Campaign Danmark

Den, der lever skjult, lever godt, siger man. Det synes at være et motto, som den danske modebranche lever efter. For hvor en lang række modevirksomheder i vores nabolande – bl.a. H&M, Helly Hansen og Gina Tricot – for længst er begyndt at offentliggøre deres leverandørkæder, så kniber det gevaldigt her i Danmark. Faktisk så nøjes den danske modebranche ikke med at undlade at gøre noget. Aktører som Dansk Mode&Textil, Bestseller og Coop afviser højlydt og offentligt mere åbenhed om leverandørkæderne.

Men åbne leverandørkæder er en helt nødvendig forudsætning for en bærdygtig udvikling i den globale mode- og tekstilindustri. Bangladesh er et åbenlyst eksempel på dette.

En forretningshemmelighed
Alle kender Rana Plaza-katastrofen, som i 2013 dræbte 1134 tekstilarbejdere og sårede flere tusinde. Men Rana Plaza var desværre kulminationen på et årti med en lang række katastrofer som Spektrum-fabrikkens kollaps i 2005 med 64 døde, eksplosionen på Eurotex Factory i 2011 med 64 sårede og branden på Tazreen Factory i 2012 med 112 døde og omkring 200 sårede.

Men åbne leverandørkæder er en helt nødvendig forudsætning for en bæredygtig udvikling i den globale mode- og tekstilindustri.

Klaus Melvin Jensen
Sekretariatsleder, Clean Clothes Campaign Danmark

Trods de systemiske og ekstremt alvorlige problemer med brand- og bygningssikkerhed på de bangladeshiske tekstilfabrikker, så var det stort set umuligt at få de enkelte modevirksomheder til at erkende, at der skulle være nogle alvorlige problemer på lige deres leverandørfabrikker. Det måtte være på konkurrenternes fabrikker, den var gal. Det var naturligvis en “forretningshemmelighed”, hvilke konkrete fabrikker der blev benyttet.

Efter Rana Plaza-katastrofen kom der så meget pres på branchen for handling, at "Accord on Fire and Building Safety in Bangladesh” blev oprettet (fremover refereret til som Accorden). Accorden er en juridisk bindende aftale, som skal sikre, at tekstilfabrikkerne inspiceres og gøres sikre. Accorden omfatter nu mere end 1600 fabrikker med mere end to millioner arbejdere. Accorden er underskrevet af mere end 190 internationale modevirksomheder, som får produceret i Bangladesh, herunder er 6 danske.

Desuden indeholder Accorden en meget høj grad af offentliggørelse af de inspektioner og opfølgningsrapporter, som foretages på fabrikkerne.

Mere åbenhed i leverandørkæder
Resultatet af Accordens inspektion er offentliggjort på Accordens hjemmeside. Den indledende inspektion fandt 84.174 sikkerhedsrisici. Efterfølgende blev der fundet yderligere 24.364; alt i alt intet mindre end 108.538 sikkerhedsrisici. Inspektionen har da også udpeget samtlige fabrikker som “High Risk”, og en række fabrikker blev lukket med det samme umiddelbart efter inspektion.

Diskussionen om problemets omfang er dermed afsluttet. Men det havde ikke været nødvendigt at vente på Accorden. Gennem årene er der foretaget hundredvis, hvis ikke tusindvis af inspektioner på fabrikkerne i Bangladesh. Inspektioner foretaget af organisationer og virksomheder som Business Social Compliance Initiative (BSCI), der bl.a. inspicerede Rana Plaza-fabrikken flere gange. Men disse inspektionsrapporter var og er naturligvis en “forretningshemmelighed” mellem fabrikken og de modevirksomheder, som har bestilt inspektionen.

Havde der været mere åbenhed i leverandørkæderne dengang, kunne Rana Plaza og en række andre katastrofer have været undgået, og mange live kunne være reddet.

Sikkerheden forbedres langsomt
Nu er sikkerheden i Bangladesh langsomt ved at blive bedre, og med offentliggørelsen af Accordens opfølgningsrapporter er det muligt for medier, NGO'er og politiske beslutningstagere at følge med i, om forbedringerne er tilstrækkelige, og om de kommer hurtigt nok. Der kan dermed lægges pres på konkrete modevirksomheder og fabrikker, hvis det skulle vise sig at være nødvendigt.

Det er helt uforståeligt, at den danske modebranche – i modsætning til deres udenlandske konkurrenter – afviser mere åbenhed i leverandørkæderne. Åbenhed er allerede og vil fremover være en essentiel del af de progressive modevirksomheders CSR-arbejde.

Hvis modevirksomhederne ikke selv kan finde ud af at være mere åbne omkring deres leverandørkæder, må politikerne hjælpe dem gennem lovgivning. Det vil både være til fordel for både arbejderne i leverandørkæderne og for modevirksomhedernes konkurrenceevne.

Dokumentation

Fra 4. maj og en måned frem sætter Udviklingsdebatten fokus på, hvilken rolle CSR skal spille i dansk udviklingspolitik og for danske virksomheders engagement i udviklingslande.

Følg debatten her.

Udviklingsdebatten på Altinget: udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget: udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected]


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Klaus Melvin Jensen

Kampagneleder, Aktive Forbrugere, medlem, MIljø- og Fødevarerklagenævnet

0:000:00