Debat

Khader: Social og religiøs kontrol i muslimske miljøer

DEBAT: Social og religiøs kontrol er et udbredt problem i nogle muslimske miljøer i Danmark. Det kan og skal vi ikke tolerere, skriver Naser Khader (K).

Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Naser Khader (K)
Udenrigsordfører

”Tænk, hvis det var din mor eller søster.”

Sådan lyder ordene på en kampagne, der har kørt i Egypten. En kampagne, der handler om mænds syn på kvinder, og hvordan kvinder i nogle lande behandles nedværdigt, selvom vi skriver 2017 i kalenderåret.

Det er problematisk, når mænd mener, at kvinder ikke behøver give hånd, at arrangerede ægteskaber er vejen frem, og at tildækning af kvinder er normalt.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Dette syn på kvinder skal vi væk fra – og her skal Danmark hjælpe til – vi skal have en kraftig stemme i den debat, for muslimske kvinder skal selv bestemme over deres liv.

Social og religiøs kontrol
Alle, der mener, at social og religiøs kontrol er harmløs, skulle tage at læse Nawal El Saadawis fremragende bog ‘Evas Skjulte Ansigt’. En fantastisk bog, der skildrer problematikken på bedste vis, og som vil være en øjenåbner for de fleste. Forholdene og traditionerne i flere muslimske lande forarger mig – jeg forstår slet ikke, hvordan det syn på kvinder stadig eksisterer anno 2017.

Det er ubegribeligt, at man kan nyde Vestens frihed og samtidig være så uvidende og ligeglad med de søjler, som vores åbne, frie samfund hviler på.

Naser Khader (K)
Udenrigsordfører

Den egyptiske læge og feminist Nawal El Saadawi skriver blandt andet: “Det er stadig i mange landdistrikter i Mellemøsten skik, at det blodplettede lagen skal overbringes brudens svigermor, så hun kan vise hele nabolaget, at det er en ærbar og ren kvinde, der er blevet optaget i familien”.

Denne tradition er forkastelig. Hvis samfundet opdager, at bruden ikke er jomfru, så er helvedet løs, og bruden vil i flere muslimske lande blive straffet for sin ugerning. Dette på trods af, at en mødom kan briste af andre årsager, og at det ikke nødvendigvis betyder, at bruden har haft samleje med andre.

Ifølge Saadawi sker det også, at dem, der ikke har råd til en operation af ny mødomshinde, “snyder” brudgommen ved eksempelvis at stikke et stykke kyllingelever i skeden. Dette kan have uoverskuelige konsekvenser i form af infektioner og lignende. Eksemplet viser bare den frygt, som mange muslimske brude er nødt til at forholde sig til, for hvad nu hvis resultatet af bryllupsnatten ikke tilfredsstiller den nye svigerfamilie?

Danmarks stemme
Det er ikke kun i de muslimske lande, at social og religiøs kontrol praktiseres. I nogle muslimske miljøer i Danmark er det et udbredt problem, og det vil det blive ved med at være, så længe nogle danske muslimer insisterer på at dyrke de normer og traditioner, der hersker i deres oprindelige hjemlande. Her mener Det Konservative Folkeparti, at vi skal sætte ind for at kunne påvirke den sociale og religiøse kontrol.

Det er svært for os at diktere de muslimske samfund i de muslimske lande, men herhjemme kan og skal vi ikke tolerere sådan en social og religiøs kontrol.

Vi kan ikke tvinge forældre til at opdrage deres børn ud fra mere liberale idealer – men vi kan oplyse de unge mennesker om, at når man bor i Danmark, så har man ret til selv at bestemme, hvem man vil giftes med, at det er en selvfølge, at kvinder giver hånd, når de møder andre mennesker, og at tildækning af kvinder ikke kan accepteres.

Vi kan bruge milliarder på integration, men når børn og unge i ghettoerne opdrages af forældre, der sætter uudviklede kulturer over alt, så får vi elendigheden, også i Vesten. Det, som en diktator og hans magtapparat klarer i Mellemøsten og Nordafrika, det klarer forældrene i ghettoerne selv fint i Vesten.

Det er ubegribeligt, at man kan nyde vestens frihed og samtidig være så uvidende og ligeglad med de søjler, som vores åbne, frie samfund hviler på.

Retten til at bestemme over eget liv er essentielt – en frihed, som jeg og Det Konservative Folkeparti kæmper for, og en frihed, som vi skal prioritere højt på den politiske dagsorden.

For tænk nu, hvis det var din egen mor eller søster, det gik udover.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Naser Khader

Ejerleder, rejseselskabet Palmyra Rejser, senioranalytiker ved Middle East Forum
cand.polit. (Københavns Uni. 1993), master i teologi (Københavns Uni. 2015)

0:000:00