Debat

Menneskeformet design kan løse verdens aktuelle problemer

DEBAT: Hvide tekopper og designertasker har verden nok af. Men design bidrager også til at nå verdensmålene og løse verdens aktuelle problemer – med mennesket i centrum, skriver Mikal Hallstrup, global CEO for Designit. 

Maria Bierbaum Oehlenschläger
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mikal Hallstrup
Grundlægger og global CEO for Designit Global og formand for jury af INDEX: Award

“Hvad har du egentligt tænkt dig at designe til de sidste par milliarder?”

Da jeg blev stillet det spørgsmål, ændrede jeg mit syn på design.

Som de fleste designere blev jeg uddannet til at forme ting og sager i tråd med den danske designtradition. Men i disse år breder design sig i disse år langt ud over sin gamle definition.

Design hjælper til at forstå, at fattigdom og sult ikke alene bekæmpes med penge og mad: Menneskeformet teknologi giver os magt, frihed og indflydelse på vores eget liv – og begrænser ikke vores potentiale, uanset hvem og hvor vi er.

Mikal Hallstrup, global CEO, Designit

At design kan gøre verden til et bedre sted, lyder som en floskel. Ikke desto mindre bidrager designere med løsninger, som faktisk gør verden til et bedre sted.

Design er langt mere end hvide tekopper og galanteri
Som Kigge Hvid, CEO for den danske globale non-profit organisation INDEX: Design to Improve Life, siger: ”Verden har nok hvide tekopper og stole.”

Det er svært at være uenig med hende. For design har langt større forandringskraft end til at skabe den næste kollektion af designertasker eller andre galanterivarer, som verden ikke har brug for. Lad os i stedet fokusere på, hvad 90 procent af verdens befolkning har brug for.

Der er stadig milliarder af mennesker, som har brug for alt — ikke blot fysiske ting, men også digitale løsninger. Og netop design er et eminent værktøj, når det handler om at finde nye løsninger på store men oversete problemer.

Et kig på INDEX: Design to Improve Life’s hjemmeside giver en god idé om, hvad design er, hvad design kan, og hvordan designere og kreative tænkere i stigende grad er med til at løse verdens aktuelle problemer.

Efter et par klik og kig på nogle af prisvinderne, står det klart, at design ikke længere kun er noget, man køber, men en måde at løse problemer på — uanset skala og kompleksitet.

Design er verdens kreative enzym
At designere er med til at forandre, kan også aflæses i, at verdens største og mest indflydelsesrige institutioner i disse år investerer massivt i design-kreativitet.

En bred vifte af de største globale spillere inden for alt lige fra velgørenhed til teknologi og globale services køber nu op i designindustrien. Ligesom mange af verdens ledere er de på udkig efter nye idéer til løsninger på nye udfordringer.

Og design er det kreative enzym, som mange af verdens største virksomheder investerer i for at stå stærkt i en ny verdensorden, hvor bæredygtighed og business er to sider af samme sag. Og hvor FN’s verdensmål er lig med verdens største fremtidige markeder.

Vi er selv et af disse designfirmaer, som nu er en del af et stort teknologifirma. Vi mener, at vi på den måde får langt større indflydelse og adgang til at påvirke beslutninger, som har betydning for millioner af mennesker.

Mennesket først i aktuelt design
Vores vision er at skabe en mere menneskeformet verden, skabt for mennesker, af mennesker.

Det betyder, at design som profession i stigende grad skal være med til at påvirke underliggende strukturer, som har afgørende indflydelse på menneskers muligheder og livskvalitet.

Tag for eksempel verdens store 'usynlige' IT-systemer inden for bank- eller teleindustri. Vi skal som designere være med til at give det menneskelige touch og sikre, at systemerne skabes med mennesket først og ikke teknikken.

Design handler om at sætte menneskets behov før teknikken. Når vi gør det, så bliver der skabt et andet grundlag for at levere fantastiske løsninger, som radikalt forbedrer menneskers muligheder for trivsel, succes, demokratisering og udvikling.

Tag smartphones eller nye betalingsløsninger som eksempel på teknologi, som er menneskeformet. Design hjælper til at forstå, at fattigdom og sult ikke alene bekæmpes med penge og mad: Menneskeformet teknologi giver os magt, frihed og indflydelse på vores eget liv og begrænser ikke vores potentiale, uanset hvem og hvor vi er.

Behov for flere kreative strategier
Så design handler altså ikke længere alene om at forme ting og sager, men om at udvikle idéer og strategier.

FN's 17 verdensmål for bæredygtig udvikling opsummerer det ret præcist. Alle er mål, som på én gang repræsenterer store udfordringer, men som også rummer enorme muligheder for både industri og samfund.

Fordi verdens udfordringer er sammenhængende, komplekse og ‘langhårede’ er verdens designere og kreative uundværlige som det kreative enzym, der sikrer, at vi tænker på tværs af gamle siloer og ser problemerne i en ny helhed.

I en tidsalder, hvor vi i stigende grad lever, oplever og overlever gennem ny teknologi, er der et et enormt behov for at gøre verden mere menneskeformet og designe produkter, services og systemer, som hænger bedre sammen og sætter mennesker, uanset hvor i verden, i centrum.

Det syttende og sidste mål handler om måden, vi gør det på: Ikke solo, men i partnerskaber. Med andre ord: Ingen halve og hurtige løsninger, men hele og bæredygtige løsninger.

Mål 18: Et fuldt liv i trivsel
Vi mener, at der mangler et attende mål, nemlig at gøre det hele på en mere menneskeformet måde, hvor vi sigter højere i behovspyramiden.

På lang sigt handler målene ikke kun om overlevelse, men om at leve et fuldt liv.

Som nu afdøde forfatter og professor John Heskett engang sagde: "Design er menneskets evne til at skabe løsninger på måder, der giver mening for os og bringer glæde i vores liv."

Lad os sammen sigte højere og tænke mere kreativt, når vi arbejder på at løse verdens problemer og skabe et bæredygtigt fundament for en mere menneskeformet verden, hvor vi ikke blot overlever, men trives.

Dokumentation

Debat: Verdensmål og vejen til en bedre verden

SDG'er, bæredygtighedsmål og verdensmål. Alle betegnelser dækker over de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, som blev vedtaget af alle verdens lande i september 2016.

Verdensmålene er blevet kaldt den mest ambitiøse plan for klodens fremtid nogensinde. For de lægger op til at løse mange af klodens største problemer inden 2030 og kræver en fælles indsats fra virksomheder, ngo’er, filantroper, forskere, politikere, ledere og befolkninger.

Altinget: udvikling har derfor inviteret 17 forskellige debattører til at give hvert deres bud på, hvordan vi når verdensmålene og skaber en bedre verden. Debatten løber fra 17. november til 8. december.

FN's 17 verdensmål

#1: Afskaf fattigdom
#2: Stop sult
#3: Sundhed og trivsel
#4: Kvalitetsuddannelse
#5: Ligestilling mellem kønnene
#6: Rent vand og sanitet
#7: Bæredygtig energi
#8: Anstændige jobs og økonomisk vækst
#9: Industri, innovation og infrastruktur
#10: Mindre ulighed
#11: Bæredygtige byer og lokalsamfund
#12: Ansvarligt forbrug og produktion
#13: Klimaindsats
#14: Livet i havet
#15: Livet på land
#16: Fred, retfærdighed og stærke institutioner
#17: Partnerskaber for handling.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mikal Hallstrup

Grundlægger og global adm. direktør, Designit Global, juryformand, INDEX: Award
arkitekt (Aarhus Arkitektskole 1991)

0:000:00