KU-professor bliver udnævnt til Unesco Chair

Professor på Københavns Universitet, Helle Porsdam er udnævnt til Unesco Chair, der er et internationalt samarbejde mellem universiteter og netværk med henblik på at skabe god forskning gennem videndeling og samarbejde.

Kristian Tolbøll

Det er første gang i Københavns Universitets historie, at en forsker udnævnes til Unesco Chair. Professor Helle Porsdam er udnævnt Unesco Chair i kulturelle rettigheder for en 4-årig periode.

Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

Unesco-Chair-programmet har eksisteret siden 1992 og har til formål at fremme internationalt samarbejde mellem universiteter og netværk med fokus på at skabe bedre forskning gennem videndeling og samarbejde. 

"Hvis vi på globalt plan kan begynde at tale om kulturelle rettigheder inden for en fælles diskurs, så vil det være et stort skridt mod et mere fredeligt internationalt samfund," udtaler professor Helle Porsdam ifølge pressemeddelelsen.

Med udnævnelsen vil Helle Porsdam skulle arbejde for at sætte fokus på kulturelle rettigheder såsom retten til uddannelse, kultur og videnskab. Hun vil særligt beskæftige sig med kønsproblematikker, retten til videnskab samt forholdet mellem videnskab, samfund og politik.

Helle Porsdam er ansat på det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet. Hun er uddannet cand.mag. i engelsk og idræt fra Københavns Universitet i 1983, Ph.D. i amerikanske studier fra Yale University i 1987 og Dr.phil. fra Syddansk Universitet i 1999.

"Det er en ære og glæde for Det Juridiske Fakultet, at professor Helle Porsdam skal bestride en UNESCO Chair i Cultural Rights. Med tildelingen af en Unesco Chair i Cultural Rights får Helle Porsdam og fakultetet fornem anerkendelse samt en perspektivrig opgave med at promovere kulturelle rettigheder forsknings- og undervisningsmæssigt," siger Jacob Graff Nielsen, dekan på Det Juridiske Fakultet ifølge pressemeddelelsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00