Løkke vil tage imod 1000 ekstra flygtninge

HJÆLP: Danmark skal tage tusind flygtninge, hvis EU's øvrige lande kan enes om fælles fordeling. Det mener regeringen, der også er klar til at give 750 millioner kroner til flygtningeindsatsen. (Opdateret)

På sigt skal der komme færre flygtninge til Danmark. Derfor vil regeringen nu tage imod 1000 flygtninge, for at sætte skub i processen i EU, fortæller Inger Støjberg.
På sigt skal der komme færre flygtninge til Danmark. Derfor vil regeringen nu tage imod 1000 flygtninge, for at sætte skub i processen i EU, fortæller Inger Støjberg.Foto: Niels Ahlmann Olesen
Kasper Kaasgaard

Danmark skal stadig ikke være med i EU's fordeling af flygtninge. Men hvis de øvrige lande bliver enige om et fordelingssystem, vil Danmark frivilligt tage imod 1000 flygtninge.

Det vil Lars Løkke Rasmussen meddele, når han torsdag tager til Bruxelles for at mødes med Jean-Claude Juncker og Donald Tusk, formænd for henholdsvis Europa-Kommissionen og Det Europæiske Råd.

”Regeringen har i lyset af den helt ekstraordinære situation, som vi står overfor og midt i, tilkendegivet, at regeringen vil tilbyde frivilligt at tage imod et begrænset antal asylansøgere,” siger Inger Støjberg på et fælles pressemøde med hende og statsministeren.

Hun kalder det et forsøg på at skabe fremdrift i EU-forhandlingerne om at fordele flygtninge, som har vist sig meget vanskelige.

Enhver, der har fulgt med i udviklingen den seneste tid, kan se, at opholdsvilkårene har en betydning for, med hvilken attraktion Danmark fremstår som asyldestination.

Lars Løkke Rasmussen (V)
Statsminister

”Initiativet er selvfølgelig betinget af, at der opnås enighed om den fælles europæiske løsning, og at vi kan få opbakning fra Folketingets partier,” siger Inger Støjberg.

Mandag var hun i Bruxelles for at diskutere emnet med EU's indenrigs- og justitsministre. Tirsdag den 22. september skal de mødes til endnu et ekstraordinært møde.

Penge til fælles indsats
Tilbuddet er det et af tre initiativer, som regeringen har udarbejdet for at håndtere flygtningesituationen.

Ud over at tage mod et antal flygtninge vil Danmark også give et bidrag til den europæiske flygtningeindsats. Danmark giver 100 millioner euro, altså knap 750 millioner kroner.

250 millioner kroner skal gives med det samme til indsatsen i nærområderne til Syrien. Dermed vil Danmarks samlede indsats til nærområdeindsatsen nå 430 millioner kroner, fortæller Lars Løkke Rasmussen.

De resterende 500 millioner skal fordeles over de næste par år i samarbejde med EU-Kommissionen. De penge skal støtte EU's generelle indsats ved blandt andet at styrke grænsepatruljering og bedre registrering af mennesker, der kommer ind i EU.

”Det er en åben ramme på en halv milliard, som vi vil disponere i tæt dialog med Kommissionen for at understøtte alle fælles europæiske initiativer, som sikrer imod at bringe tilstrømningen under kontrol,” siger Lars Løkke Rasmussen.

Færre flygtninge på sigt
Han fastslår, at sigtet med regeringens politik fortsat er, at der kommer så få asylansøgere til Danmark som muligt.

”Det er mit ansvar som statsminister at lede landet her fra, hvor vi er. At bruge den tragiske situation, vi befinder os i, til at fremme en løsning, som er i Danmarks interesse. Og det er i Danmarks interesse, at Europa begynder at tage det her alvorligt,” siger Lars Løkke Rasmussen.

Det er også i det lys, at Danmark vil tage de 1000 flygtninge, lyder det fra hans integrationsminister.

”Det skal gerne føre til, at Danmark på sigt vil få færre asylansøgere hertil, så vi til gengæld får mere luft til at integrere de mennesker, der i forvejen er her,” siger Inger Støjberg.

På pressemødet fortalte Lars Løkke Rasmussen, at Danmark har fået omkring 1000 asylansøgninger siden 5. september. Han anser dog den seneste tids begivenheder som et bevis for, at regeringens politik virker.

”Enhver, der har fulgt med i udviklingen den seneste tid, kan se, at opholdsvilkårene har en betydning for, med hvilken attraktion Danmark fremstår som asyldestination,” siger Lars Løkke Rasmussen.

Møde med civilsamfundet
Det tredje og sidste initiativ fra regeringen i denne omgang er et møde med en række frivillige organisationer, virksomheder og kommuner.

”Formålet er at hente ny inspiration og udveksle idéer om, hvordan vi kan integrere de nye flygtninge i det danske samfund,” siger Lars Lykke Rasmussen.

Statsministeren vil selv deltage på det, som han kalder et civilsamfundstopmøde. Det samme vil integrationsministeren, beskæftigelsesministeren, undervisningsministeren og uddannelsesministeren.

”Vi har et ansvar for, at vi ikke gentager historiske fejltagelser, hvor vi ikke har magtet at integrere mennesker ordentligt,” siger statsministeren.

Mødet finder sted på Marienborg i næste uge.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00