Lykketoft efterlyser nye tiltag i kampen mod fattigdom

VISION: Mogens Lykketoft (S) skal snart lede FN's generalforsamling i New York. Han vil i højere grad samtænke kampen mod fattigdom, ulighed og klimaforandringer.

I et år skal den tidligere formand for Folketinget indtage formandsstolen for FN's generalforsamling i New York.
I et år skal den tidligere formand for Folketinget indtage formandsstolen for FN's generalforsamling i New York.Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Kasper Kaasgaard

Når Mogens Lykketoft om få uger starter som formand for FN's generalforsamling, vil han sætte sit præg på organisationens kerneopgave: bekæmpelse af fattigdom, ulighed og klimaforandringer.

Som noget af det første skal han være med til at vedtage FN's nye bæredygtighedsmål for 2030. De er næste skridt i arbejdet for at udrydde fattigdom.

Processen med målene er langt, og Mogens Lykketoft kalder arbejdets analyse og nye forslag revolutionerende.

Sådan lyder det torsdag på et pressemøde om hans forventninger og ambitioner til det nye job.

Der er nemlig brug for helt nye tiltag, hvis global fattigdom skal udryddes, siger Lykketoft. Den økonomiske model, verden har kørt efter de seneste 15 år, er ifølge ham ikke bæredygtig.

Også gamle løfter skal dog indfries.

”Vi er nødt til at holde de udviklede lande op på deres meget gamle mål, som langtfra er nået, om 0,7 procent af BNP i udviklingsbistand,” siger Mogens Lykketoft.

Klimaet i fokus
På Lykketofts vagt skal FN forhåbentlig vedtage en klimaaftale i Paris. Klimaforandringerne er det største, mest akutte problem, verden står over for. Det vil give flygtningestrømme på hundredvis af millioner, hvis der ikke handles, forudser Mogens Lykketoft.

”Forestil jer, at den nuværende flygtningestrøm, som vi ikke er i stand til at løse særlig godt, bliver 10-20 gange større,” siger han.

Folketingets tidligere formand er dog relativt fortrøstningsfuld forud for klimatopmødet i december.

”Det bliver næppe sidste ord i den sag. Men jeg tror, vi vil tage et godt skridt, når jeg lytter til meldinger fra præsident Obama og andre,” siger Mogens Lykketoft.

Bred indsats
FN's kerneopgaver er fred og sikkerhed, menneskerettigheder, udviklingsaktiviteter og humanitære indsatser. Lykketoft mener, at de skal forenes, så kampen mod fattigdom, ulighed og klimaforandringer betragtes som forbundne og kæmpes sammen.

Han anser også den private sektor som en vigtig partner i arbejdet.

Men virksomhederne skal påvirkes til at tage de rigtige valg. Nationale lovgivere skal lave regler og skatteordninger, der kan påvirke virksomhederne, mener Mogens Lykketoft.

”Der er en kæmpe opgave for nationale regeringer at lave rammerne, der gør det klart, at de bæredygtige investeringer er den bedste slags investeringer,” siger han.

Mogens Lykketoft tiltræder i sit nye job midt i september.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mogens Lykketoft

Formand, Energinet Danmark, fhv. formand for Folketinget, fhv. MF (S), fhv. udenrigs- og finans- og skatteminister, fhv. partiformand, fhv. formand, FN's generalforsamling
cand.polit. (Københavns Uni. 1971)

0:000:00