Mere information er ikke nødvendigvis løsningen

Af Anders Ladekarl
Generalsekretær i Røde Kors

Vejen fra en meningsmåling til en forhastet konklusion er nærmest ufatteligt kort. Og uden at drage paralleller mellem opbakning til udviklingsbistanden og politiske meningsmålinger i øvrigt kan man i det politiske liv se en tendens til, at dårlige meningsmålinger som regel bortforklares med, at "vi har været for dårlige til at forklare vores politik".

Omvendt er det klart, at spørger man hos de politiske modstandere, er sagen en anden: Så er det substansen i politikken, den er gal med.

Det er snublende nærliggende og fristende, når man beskæftiger sig med udviklingsbistand, at forklare vigende folkelig opbakning med, at vi ikke kommunikerer tilstrækkeligt eller ikke kommunikerer rigtigt. Jeg synes, at vi i udviklingssektoren skal være varsomme med at falde i den fælde, mange politikere sidder og basker i.

Undervurderer befolkningen
Hvis opbakningen til udviklingsbistanden er dalende, er den mest sandsynlige forklaring ikke, at befolkningen får for lidt information, men snarere, at befolkningen rent faktisk mener, at vi griber tingene forkert an.

Det er selvfølgelig trygt og rart at forsikre hinanden og omverdenen om, at vi gør alting på den klogest tænkelige måde, men i længden risikerer det bare at øge skepsis og mindske opbakning.

Hvis vi fastholder over for os selv, at den manglende opbakning kan løses med kommunikation, siger vi jo sådan set samtidig, at danskerne er for dumme til at forstå det geniale i vores arbejde.

Anders Ladekarl
Generalsekretær i Røde Kors

Med Verdens Bedste Nyheder som frontløber har vi vel næppe nogensinde brugt så mange kræfter på at fortælle om, hvad vi gør og om alt det gode, det medfører. Alligevel daler opbakningen, som vi kan se.

Jeg tror ikke, at mere af det samme løser den udfordring. Og jeg kan frygte, at der bag det hele ligger et helt andet problem: Nemlig, at vi undervurderer den almindelige læser og lytter. Måske synes danskerne simpelthen, at vi skal gribe tingene anderledes an? Der er mange elementer - men lad mig for denne debat fremhæve tre:

For det første: Hvis vi fastholder over for os selv, at den manglende opbakning kan løses med kommunikation, siger vi jo sådan set samtidig, at danskerne er for dumme til at forstå det geniale i vores arbejde - for allerede i dag fortæller og fortæller og fortæller vi alt, imens opbakningen viger. Vi skal være varsomme med at undervurdere befolkningen på den måde.

Fokus på vækst
Med krisen tæt inde på livet i Europa har de fleste set konsekvenserne af stagnation og behovet for vækst. Det har mange bevidst eller ubevidst koblet til netop udviklingsarbejdet.

Men hvor meget fokus har vi på vækst? Og hvor meget snakker vi om vækst? Hvis vi indretter bistanden efter, hvordan høvdingen siger, samfundet skal hænge sammen, så både gør og siger vi noget, som fremmedgør mange danskere i forhold til udviklingsarbejdet.

Og hvis behovet er investeringer, vækst, teknologioverførsler og arbejdspladser, er det måske snarere i den retning, vi skal trække både indsatsen og selvfølgelig også kommunikationen. Når det er sagt, er det selvfølgelig altid en balancegang mellem forskellige hensyn – men det ved alle, som er kommet hertil i teksten.

Troværdige historier
For det andet: Hvis vi diskuterer opbakning, er vi også nødt til at se på troværdighed. Vi er dygtige til at fortælle den lille historie om det enkelte projekt - og gør det med stor troværdighed.

Vi er sådan set også gode nok til at fortælle den store historie - som for eksempel historien om opfyldelse af 2015-målene. Men spørgsmålet er, om vi i lidt for høj grad smykker os med lånte fjer?

Ja, vi har bekæmpet fattigdom og har nået det mål, vi satte os, og det er fremragende. Men nej, det er ikke først og fremmest en følge af udviklingsbistanden.

I Kina (og i andre BRIC-lande) er millioner og atter millioner af mennesker gået fra fattigdom til relativ velstand uden, at det egentlig kan tilskrives udviklingsbistand. På den måde kommer vi til at tage æren for noget, som vi i hvert fald kun delvist har æren for... og det, tror jeg, kan få mange til at sætte spørgsmålstegn ved vores troværdighed.  

Indsats skal kunne mærkes i Danmark
Men - for det tredje - er der selvfølgelig også kommunikationsmæssige håndtag, vi kan trække i: Krisen har sandsynligvis gjort os mere indadskuende - vi er optagede af vores egne problemer og derfor mindre optagede af andres. Det vil i sig selv kunne påvirke opbakningen til, at vi hjælper andre steder i verden.

Jeg tror, det er vigtigt, at vi i vores kommunikation også har fokus på de positive følger af indsatsen, som rent faktisk kan mærkes her i Danmark og hos det enkelte menneske. Det kan være i forhold til handel og økonomi, i forhold til migration, i forhold til stabilitet og egen "feel good". Vi gør det i nogen udstrækning, men de fleste synes, at det er lidt umoralsk.

Er det fattigt, at det også skal handle om os selv? Det synes jeg egentlig ikke. Opbakningen til at bruge mange milliarder hvert år på udvikling rundt om i verden skal komme fra mange steder.

Selvfølgelig er der den ægte altruist, der gerne giver og deler. Men der er også ham, der ser verden som en helhed, hvor netop fattigdom og nød er med til at skabe usikkerhed og ustabilitet... også i Danmark. Den tankegang skal der også være plads til i logikken bag ulandsbistand.