Debat

MS savner global bevidsthed i valgkamp

DEBAT: Danske embedsmænd har en central rolle i udviklingen af nye globale verdensmål. Derfor er det paradoksalt, at mange danske politikere glemmer de globale perspektiver i valgkampen, skriver Helle Munk Ravnborg, forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke.

2015 bliver et vigtigt år, fordi det giver muligheder for at tænke og handle globalt og stemme på danske politikere, som vil en bedre verden, skriver Helle Munk Ravnborg, forkvinde, Mellemfolkeligt Samvirke.
2015 bliver et vigtigt år, fordi det giver muligheder for at tænke og handle globalt og stemme på danske politikere, som vil en bedre verden, skriver Helle Munk Ravnborg, forkvinde, Mellemfolkeligt Samvirke.Foto: Pressefoto, Mellemfolkeligt Samvirke
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Helle Munk Ravnborg
Forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke

Når verdens ledere til september i år vedtager et sæt globale verdensmål, som alle lande skal leve op til, kommer det ikke som en overraskelse for os, at vores liv i lille Danmark hænger uløseligt sammen med andres liv i andre lande.

Fred, krig, vækst, krise, fattigdom, ulighed, forurening, klima, terror og kærlighed respekterer ikke landegrænser. De ting, vi gør herhjemme og uden for landets grænser, er med til at skabe hele den verden, som vi og andre lever i.

De nye globale verdensmål er en enestående mulighed for, at alle i Danmark – politikere, virksomheder, foreninger, forbrugere, brancheorganisationer, fagforeninger og helt almindelige danskere – kan bidrage til, at den verden vi lever i, bliver en bedre og mere retfærdig verden. En mere bæredygtig verden, hvor vi ikke underminerer kommende generationers livsbetingelser.

Vi lukker os om os selv, og “dansk” bliver pludselig noget, som begrænser.

Helle Munk Ravnborg
Forkvinde, Mellemfolkeligt Samvirke

Der er brug for, at alle, og især de politikere, vi vælger nu, bidrager til det arbejde. Ingen danske politikere kan længere lukke sig om sig selv uden at blive en del af problemet snarere end løsningen på de globale udfordringer, vi har sat os for at løse.

”Danskheden” begrænser

Danmark er et lille land, men har gennem tiden gået forrest på mange områder og påtaget sig et internationalt ansvar, som langt overgår sin relative størrelse. Vi har nogle af verdens højeste miljøstandarder og kæmper for, at de også skal gælde internationalt.

Vi prøver ambitiøst at afkoble økonomisk vækst fra udledning af klimagasser og skubbe verden frem mod en global klimaaftale. Vi kæmper for menneskerettighederne og har i årtier haft en førerposition, når det gælder om at hjælpe verdens fattigste og mest marginaliserede mennesker. Herhjemme og ude i verdens brændpunkter hjælper vi ofre for krige og katastrofer.

Men det globalt ansvarlige Danmark, vi kender, sættes betydeligt under pres i øjeblikket. Økonomisk krise og misforstået nationalisme reducerer vores ambitioner om at bidrage til en bedre verden, selvom det er præcis det modsatte, som vil bringe os fremad. Vi lukker os om os selv, og “dansk” bliver pludselig noget som begrænser.

Forskellige dagsordener

Det er et paradoks, at verden står over for at skulle vedtage en meget ambitiøs dagsorden, som det danske embedsværk er med til at formulere og drive frem, mens mange danske politikere har en helt anden dagsorden. For desværre fortrænges de globale perspektiver ofte i en valgkamp.

2015 bliver et vigtigt år, fordi det giver muligheder for at tænke og handle globalt og stemme på danske politikere, som vil en bedre verden. Der er brug for, at alle i Danmark står sammen om og presser på for et globalt ansvarligt Danmark.

Et globalt ansvarligt Danmark er et Danmark, hvor vores politikere viser lederskab og vejen hen mod det samfund, vi gerne vil give videre til kommende generationer. Hvor de tør søge væk fra laveste fællesnævner, seneste meningsmåling og tale politik til deres vælgere ud fra både hjertet og fornuften. Hvor de hæver blikket og kigger ud over Danmarks grænser og ser de løsninger, som bringer kloden, og dermed også Danmark, videre. De løsninger, der gør, at vi med sindsro kan se os selv, vores børn og børnebørn, og ikke mindst vores medmennesker andre steder på kloden, i øjnene, både i dag og i år 2030.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Munk Ravnborg

Seniorforsker, DIIS, forperson for Initiativgruppen for Bornholms Havvindmøllepark, kommunalbestyrelsesmedlem, Bornholms Regionskommune, forperson, Bornholms Energi og Forsyning (BEOF)
ph.d. (RUC 1993)

0:000:00