National lerdueskydning – eller en ny globalpolitik?

Af Uffe Torm
NGO-konsulent

De olympiske lege i Brasilien nærmer sig. En af de olympiske discipliner er lerdueskydning.

Måske ikke den mest kendte men ofte en spændende disciplin, som Danmark har vundet flere medaljer i. Og desuden har Danmark i de senere år udviklet en særlig politisk udgave af lerdueskydning.

Det synes at være en ny nationalsport blandt politikere, forskere og interesseorganisationer at nedskyde ideer og anbefalinger fra nedsatte kommissioner og udvalg mv.

Jo hurtige, jo bedre og gerne baseret på plantede, udvalgte forhåndslæk af indholdet, før man selv har set, endsige nærlæst og seriøst overvejet de pågældende rapporters grundige overvejelser, konklusioner og anbefalinger.

Det vigtigste er åbenbart at præge mediebilledet, før de politiske modstandere og konkurrenterne kommer på skydebanen.

Sjældent er så mange politikere, organisationer, forskere, politiske kommentatorer m.fl. på så kort tid kommet med så mange – ofte ret så skråsikre – meninger, dårligt nok før rapporten var udkommet.

Uffe Torm
NGO-konsulent

Modtagelsen af den af statsministeren bestilte udredning om Danmarks fremtidige udenrigs-, sikkerheds-, forsvars-, handels- og udviklingspolitik udarbejdet af ambassadør Peter Taksøe-Jensen er ingen undtagelse.

Rapporten har påkaldt sig en stor interesse både i politiske, forskningsmæssige, erhvervsmæssige kredse og folkelige organisationer, som beskæftiger sig med Danmarks globale interesser og relationer.

Det er der bestemt grund til at glæde sig over.  Men sjældent er så mange politikere, organisationer, forskere, politiske kommentatorer m.fl. på så kort tid kommet med så mange – ofte ret så skråsikre – meninger, dårligt nok før rapporten var udkommet. Men udredningen fortjener en bedre skæbne.

Udenrigspolitik handler om interesser
Udenrigspolitik har altid primært handlet om at varetage landets og befolkningens sikkerhedspolitiske, økonomiske og handelsmæssige interesser.

Værdipolitiske overvejelser om fremme af demokrati, menneskerettigheder, og bekæmpelse af global fattigdom er relativt nye træk i dansk udenrigspolitik.

De kom først til efter anden verdenskrig med oprettelsen af FN i 1945, vedtagelsen af FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder i 1948 og Den europæiske Menneskerettighedskonvention i 1950.

Sikkerhedspolitiske interesser (bekæmpelse af kommunismen i Afrika og Asien) og økonomiske interesser (eksport/import og fremme af danske investeringer) har hele tiden luret under overfladen i dansk udenrigs- og udviklingspolitik.

Dansk udviklingsbistand var i 1960’erne og 70’erne mere erhvervsorienteret end i dag.

Statslån og eksportkreditgarantier bundet til indkøb af dansk udstyr, teknologi og tjenesteydelser medførte i bistandens første år et stort spild af danske bistandsmidler og mange fejlslagne udviklingsprojekter.

Statslånene blev senere afskaffet men afløst af andre erhvervsmæssige støtteordninger. I praksis har danske interesser – især økonomiske og handelsmæssige – altid vejet tungt, som det sidst er set i forbindelse med det nylige erhvervsfremstød i Saudi Arabien med royal opbakning.

Farvel til traditionel udviklingsbistand
Naturligvis fremkalder det stærke følelser, at den traditionelle, klassiske udviklingsbistand, som vi har kendt siden 1960’erne, nu endegyldigt helt opsluges af udenrigs-, sikkerheds- og handelspolitikken.

Men det burde ikke komme bag på nogen. Denne udvikling har været undervejs siden regeringsskiftet i 2001 og blev ikke for alvor udfordret af oppositionen, da den kom til i magten i 2011 (som jo den tabte igen i 2015).

Udredningen rejser imidlertid en række relevante spørgsmål og indeholder mange seriøse overvejelser, som fortjener at blive taget alvorligt, bearbejdet og drøftet med den fornødne om- og eftertanke. Det gælder især de tre centrale begreber i rapporten: Værdier, interesser samt prioritering/fokusering.

Dansk udenrigs- og udviklingspolitik har siden årtusindskiftet i højere grad end førhen været værdibaseret. Krigene i Afghanistan, Irak og Libyen vidner herom. Men de skabte flere problemer, end de løste.

Udviklingsbistanden har været baseret på en rettighedsbaseret tilgang med understregning af demokrati og menneskerettigheder med vægt på især kvinders og forskellige minoriteters rettigheder. Her er der opnået gode resultater. Men det er også skabt en modstand mod ”vestlige diktater”, som i voksende omfang bruges til at indskrænke civilsamfundets og både lokale og internationale NGO’ers råderum i Syd.

Hvilke værdier og interesser taler vi om?
Taksøe-Jensen bliver kritiseret for fremover at ville lægge mere vægt på danske interesser end danske værdier. Men ifølge Taksøe behøver værdier og interesser naturligvis ikke at være modstridende.

Det er muligt både at hjælpe udviklingslandene socialt og kommercielt og samtidig gavne vores egen udvikling.

Det er imidlertid uklart, både hvad Taksøe-Jensen selv og hans kritikere egentlig forstår ved danske værdier og interesser. Problemet er, at der jo ikke er og næppe heller bliver fuld politisk enighed om hvad, der i givet fald udgør (særlige?) danske værdier og interesser.

Sådanne værdier nævnes i øvrigt slet ikke i den nugældende enstemmigt vedtagne Lov om Internationalt Udviklingssamarbejde fra 2012 – kun interesser.

Hvilke værdier taler vi i givet fald om? Gamle ”Morten Koch-værdier” eller multikulturelle og multireligiøse værdier, som Danmark i en stadigt mere globaliseret virkelighed må prøve at finde sig til rette med.

Og hvilke interesser taler vi om? Kortsigtede, snævre danske interesser – eller mere langsigtede, bredere danske interesser, som den nugældende lov taler om med ordvalget ”en mere fredelig stabil, fredelig og lige verden”?

De interesser, der nu fremhæves i debatten, forekommer at være mere kommercielle.

Der vil altid være behov for at prioritere og fokusere uanset Udenrigsministeriets bemanding og størrelsen af udviklingsbistanden.  Der vil naturligvis være forskellige holdninger hertil. Men især i en nedskæringstid kan alle gode ønsker ikke tilfredsstilles.

Danmark bør derfor koncentrere de begrænsede ressourcer om aktive indsatser på områder, hvor Danmark har en reel mulighed for at gøre en mærkbar forskel til egen og fælles fordel – og ikke blot føre virkningsløs symbolpolitik.

En dansk globalpolitik efterlyses
Det er jo sådanne seriøse debatter og overvejelser om værdier, interesser og prioriteringer, Taksøes udredning lægger op til, selv om den mangler nogle klare visioner og ambitioner.

Danmark har imidlertid behov for som et nationalt projekt at prøve at formulere hvilke nye globale visioner baseret på FN’s globale bæredygtighedsmål for 2030, som landets politiske ledere, civilsamfundet og erhvervslivet og det øvrige samfund kan se sig selv i.

Dette er især en udfordring til det civilsamfund, som i 1960’erne med succes pressede på for at få etableret både et multilateralt og bilateralt dansk bistandsprogram til gavn for verdens fattigste lande.

Den danske traditionelle udviklingsbistand byggede på en balance mellem de forskellige interessegrupper i samfundet og holdt så længe, denne balance kunne opretholdes. Dette er desværre ikke længere tilfældet.

Men det bør tilstræbes, at en ny dansk globalpolitik baseres på en tilsvarende samfundsmæssig balance. Det er den udfordring, som politikerne og NGO’erne burde fokusere på fremfor nedskydning af lerduer.