Ngo: Danske virksomheder skal i dialog med Afrikas oprindelige folk

REPLIK: Virksomheder bag store vindmølleparker, motorveje og minedrift overser, at savanne og bjergområder er hjem for tusinder af oprindelige folk. De bliver ofte tabere i vor tids "Kapløb om Afrika", skriver Marianne Wiben Jensen fra Ngo'en IWGIA.

Af Marianne Wiben Jensen
Programkoordinator, landrettigheder, IWGIA

I Altingets interview med vicepræsident i IFU bragt 23. august fremgår det, at målet for investeringer i udviklingslande er bundlinjer og økonomiske afkast. For oprindelige folk som masaier, ogiek- og twa-folket, der bor i Afrika, er målet at sikre et værdigt liv. 

Og de to interesser kan ikke altid forenes.

Pensionskassernes investeringer risikerer at sande til i langvarige retssager, konflikter og føre til social marginalisering af oprindelige folk, hvis ikke processen med frit, forudgående og informeret samtykke står højt på to-do-listen.

Lad os se nærmere på, hvad det betyder.

Afrika er ikke et ingenmandsland
Flere og flere virksomheder og investeringsselskaber retter i disse år blikket mod Afrika. Mærsk, Investeringsfonden for Udviklingslande og PensionDanmark har millioner af danske kroner klar til at investere i infrastruktur og energiprojekter mellem Sahara i nord og Kalahari-ørkenen i syd.

Det ligner et ingenmandsland derude. De store vidder lover plads til mere grøn energi, udvidelse af transportnettet og udnyttelse af landbrugsjord. De mange kvadratkilometer jord er en drøm for investorer og virksomheder.

Men flere virksomheder har måttet sande, at der faktisk var nogen, før de rykkede ind med bulldozere, kranvogne og maskiner. I Afrika alene bor der anslået 50 millioner oprindelige folk. Mange af dem er kvægnomader, der lever i pagt med naturen langt fra storbyerne. 

Og hvad gør man så, når ens investerings-drøm støder ind i nogens landsbyer, græsningsarealer og forfædres grave?

Drab og kriminalisering af oprindelig folk
Lad os starte med at fortælle, hvad man ikke bør gøre. De værste konflikter mellem stater, pengestærke virksomheder og oprindelige folk finder sted i lande som Brasilien, Kenya, Nepal, Etiopien og Tanzania. Konflikterne opstår, når investerings-iveren overstiger tid og lyst til at gå i dialog med de oprindelige folk.

Og konflikterne eskalerer, når fredelige protester bliver slået ned af militærfolk, private vagtværn og myndigheder. Det har ført til en alarmerende stigning i menneskerettighedskrænkelser og mord på oprindelige folk, der har stået på deres ret til jord og et værdigt liv.

Alene i 2017 er over 117 mennesker ifølge Global Witness blevet slået ihjel for at beskytte deres jord og de naturressourcer, de lever af.

Andre steder har retssager mellem oprindelige folk, stater og virksomheder trukket byggeri og projekter i langdrag. Det koster både tid og penge for investorer og virksomheder.  

Dialog med oprindelige er nøglen
Investeringer i Afrika og andre steder i verden er underlagt internationale menneskerettighedsforpligtigelser og FN’s retningslinjer for erhvervsliv og menneskerettigheder. De skal overholdes, hvis ikke et investeringsprojekt skal tvinge oprindelige folk på flugt og føre til konflikter.  

International menneskerettighedslov kræver dialog og høring, inden for eksempel en firesporet motorvej dirigeres hen over oprindelige folks hellige jord og levebrød.

Skal et storskala-projekt iværksættes, kommer man ikke uden om det internationale princip om frit, forudgående og informeret samtykke, der er cementeret i FN’s Erklæring for oprindelige folks rettigheder. Det går i grove træk ud på, at oprindelige folk skal høres, informeres udførligt og i sidste ende utvungent give deres samtykke til at afgive jord til en ny investering – til gengæld for økonomisk kompensation, der kan skabe et nyt livsgrundlag.

Ikke flere David mod Goliat-kampe 
Vi hører desværre alt for sjældent om succesfulde høringsprocesser mellem stater, virksomheder og oprindelige folk. Alt for ofte hører vi, hvordan oprindelige folk bliver kuet, truet og kørt over, så de prestigefulde projekter, som både stater, virksomheder og stor-investorer har interesser i, hurtigt kan sættes i gang. Det ligner en David mod Goliat-kamp.

Danmark skal nødig bidrage til de kedelige statistikker over menneskerettighedskrænkelser mod oprindelige folk og langtrukne retssager. For at sikre det, må princippet om frit, forudgående og informeret samtykke stå højt på to-do-listen, når en ny investering planlægges, og budgetterne lægges.  

Forrige artikel Venstre: Sådan sikrer vi etiske investeringer Venstre: Sådan sikrer vi etiske investeringer Næste artikel EL: Danske Bank bruger etiske regler som dække over grådighed EL: Danske Bank bruger etiske regler som dække over grådighed