NGO-konsulent: Ny udviklingsstrategi mangler sammenhæng

Af Uffe Torm
NGO-konsulent

Hvis ikke man vidste bedre, kunne man godt læse regeringens udkast til en ny dansk udviklingsstrategi som et positivt oplæg til et øget globalt engagement. Det indeholder nemlig mange plusord, positive hensigtserklæringer og en række forslag til gode gerninger.

Men desværre tegner udkastet ikke et ærligt billede af dansk udviklingsbistand anno 2016. Det nævnes således ikke med et eneste ord, at den nye regering i 2015 reducerede den officielle udviklingsbistand med henved 20 procent – svarende til cirka tre milliarder kroner i 2016.

Desuden forbigås det i total tavshed, at Danmark i 2016 selv modtager cirka 4,4 milliarder kroner af den danske udviklingsbistand, svarende til godt 30 procent af det tilbageværende budget for udviklingsbistand. Det betyder, at Danmarks reelle udviklingsbistand næsten er blevet halveret.

Danmark er nu det suverænt største enkeltmodtagerland af dansk udviklingsbistand til glæde for Danmarks – åbenbart – fattige finansminister. Beløbet går blandt andet til dækning af asyl- og integrationsudgifter for de forholdsvis få – i forhold til det samlede antal flygtninge og migranter, der er nået frem til Europa – som søger ly i Danmark for krig, konflikter og forfølgelse.

Det står hen i det uvisse, hvordan Kristian Jensen vil forklare dette til sine kolleger i de afrikanske og mellemøstlige lande, som modtager langt flere flygtninge end Danmark, og som får en helt utilstrækkelig hjælp til at huse de mange flygtninge.

Det alvorligste er, at strategien, som påvist, er modsætningsfyldt og ikke hænger sammen med de gennemførte og bebudede nedskæringerne af udviklingsbistanden og andre globale indsatser.

Uffe Torm, NGO-konsulent

Klinger hult
Det klinger desuden hult, når strategien for eksempel understreger vigtigheden af støtten til FN, klima og miljø, civilsamfundet, kvinder, unge og forskning, samtidig med at der skæres kraftigt på støtten netop på hertil.

Her kommer bare nogle få eksempler på dette:

• på side 2 udtales det ganske bombastisk, at ”vi vil bekæmpe fattigdom”. Fint – men på samme side fremgår det, at fremover skal højst 0,2 procent af den danske bruttonationalindkomst (BNI) gå til de til mindst udviklede (dvs. fattigste) ulande. Det er mindre end en tredjedel af den reducerede danske udviklingsbistand på 0,7 procent af BNI. I praksis vil det betyde, at Danmarks bistand til direkte fattigdomsbekæmpelse i de kommende år vil blive mindre end i de senere år. Så viljen til bekæmpelse af fattigdom er i praksis begrænset.
  
  
• på side 12 nævnes det, at ”Danmark vil prioritere et aktivt partnerskab med de FN-organisationer […] hvor vi kan være med til at flytte en global dagsorden”. Men der følger ingen forklaring med på, hvordan en reduktion på 42 procent i den multilaterale bistand i år, herunder bidrag til FN-systemet, skal give sig udslag i større dansk indflydelse i FN. Læser man videre i teksten, er det desuden tydeligt, at Danmarks støtte til en global dagsorden reelt mest består i at varetage snævre danske interesser.
  
  
• på side 21 hedder det, at ”prioritet til piger, kvinder og unge er et godt udgangspunkt for inklusiv, bæredygtig vækst”. Helt rigtig – men er en reduktion på cirka 40 procent af støtten til sundhedsindsatser – primært gennem FN-organisationerne et godt udgangspunkt? Og er en reduktion på 36 procent til uddannelse gennem Global Partnership for Education (GPE) – især til gavn for både piger, drenge og unge kvinder – virkelig et godt udgangspunkt?
  
  
• på side 22 siges det, at ”forskningssamarbejdet […]  vil blive styrket”. Det kan åbenbart bedst ske ved at skære dybt i de efterhånden i forvejen ret beskedne midler, der er afsat til forskning. Det samme gælder støtten til kulturudveksling med udviklingslandene samt formidling og oplysningsarbejdet i Danmark.
  
  
• på side 25 i strategien hedder det, at ”Danmark vil støtte og udbygge civilsamfundets rolle og kapacitet”. Hvordan man opnår det ved at beskære støtten til de private organisationernes udviklingsarbejde med over 30 procent – hvilket er mere end besparelserne på statens egen bistand – er lidt af en gåde.
  
  
• på side 26 fremhæves det, at ”Danmark vil fastholde sin position som en stærk international fortaler for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder”. Men der er ingen forklaring på, hvordan Danmark vil sikre sin position ved at skære kraftigt ned på støtten til globale sundhedsprogrammer og danske indsatser mod HIV/AIDS, tuberkulose og malaria med tilsammen op mod en milliard kroner frem mod 2019.
  
  
• endvidere er det svært at se, at Danmark som hævdet lægger særlig vægt på FN’s klimamål, når regeringen samtidig helt sløjfer det planlagte nye bidrag på 450 millioner kroner til den internationale finansieringskilde for globale miljø- og klimaaftaler, Den globale Miljøfacilitet (GFE).

Danmark løber fra løfter
Mange fattige landes regeringer og flere FN-organisationer har allerede oplevet eller vil i 2017 opleve, at den nye danske regering løber fra allerede givne danske løfter og annullerer tilsagn om fortsat eller øget støtte. Og mange danske og lokale nationale NGO’er i syd må trods positiv omtale af deres virke og civilsamfundets betydning indskrænke deres arbejde som følge af de danske nedskæringer i støtten.

Danmarks troværdighed har dermed allerede lidt skade. Og den fremtidige danske udviklingsbistand risikerer at blive mere og mere uforudsigelig. Det vil svække en effektiv udnyttelse af de danske bistandsmidler i modtagerlandene. Og kan man så fremover stole på Danmark?

Den nye udviklingsstrategi kan næppe råde bod herpå, selv om der som nævnt er mange plusser i udkastet hertil. Men der er også mange minusser. Det alvorligste er, at strategien, som påvist, er modsætningsfyldt og ikke hænger sammen med de gennemførte og bebudede nedskæringerne af udviklingsbistanden og andre globale indsatser.

Der er ofte mere tale om snæver dansk interessevaretagelse end om en fremadskuende global strategi. Der mangler klare globale prioriteringer og realistiske ambitioner. Og de økonomiske midler og menneskelige ressourcer til at opfylde de gode målsætninger, der trods alt er i strategien, mangler i et stærkt svækket Udenrigsministerium.

Flotte formuleringer eller vitaminfattige floskler?
De allerede vedtagne besparelser på udviklingsbistanden vil slå igennem fuldt ud i 2017. Finanslovsforslaget for 2017 må derfor vise, om regeringen virkelig mener den nye strategi seriøst. Eller om det i virkeligheden mere handler om danske interesser end om fattige udviklingslande og menneskers behov. Med andre ord: er der snarere tale om gold indenrigspolitik end global udviklingspolitik? Og viser de flotte formuleringer sig blot at være vitaminfattige floskler?

I så fald kan det ende med en både urealistisk og utroværdig udviklingsstrategi.  En strategi, som i bestræbelserne på, at udviklingsbistanden skal fremme økonomisk vækst i Danmark, kan komme til at forringe den danske indsats mod fattigdommen i syd og derfor indirekte medvirker til at til at skabe nye flygtninge- og migrantstrømmene mod Europa i de kommende år.