Ngo: Lad os gøre udviklingsbistanden overflødig

Af Tim Whyte og Helle Munk Ravnborg
Hhv. generalsekretær og forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke

Det giver ingen mening at vurdere de seneste års danske udviklingspolitik uden at rette lygten hen på elefanten i rummet: De historiske nedskæringer på udviklingsbistanden. Men regeringen kunne faktisk gøre det til sin strategi at skære endnu dybere – det kræver dog en meget mere offensiv politisk strategi.

Regeringen har skåret historisk dybt i udviklingsbistanden. Det er et trist faktum, uanset hvor meget nytænkning, der fremlægges. I 2016 og 2017 har Danmark den laveste bistandsprocent i mere end tredive år. Og regeringen har næsten halveret den del af den samlede danske udviklingsbistand, der bruges på langsigtede indsatser.

Et nok lidt overraskende bud herfra kunne være at skære endnu mere. Det kræver dog meget mere mod og nytænkning end de hidtidige blinde besparelser. Hvis man virkelig ønsker at spare på udviklingsbistanden, kan regeringens tilgang vel nærmest betragtes som useriøs. Venstre-regeringen startede med at barbere milliarder af den samlede bistandsramme uden at have planer om en seriøs omstilling. Derefter sneg man endnu flere penge fra det egentlige udviklingsbudget over i de indenrigspolitiske regneark.

Det er selvsagt en katastrofal måde at omstille udviklingsbistanden på, hvis vi er enige om, at vi giver udviklingsbistand for at sikre en mindre fattig og mere stabil verden. Der er masser af potentiale i at omstille udviklingsbistanden – og det er en fin langsigtet ambition at ville gøre den helt overflødig. Men det kræver, at vi er villige til at tænke fattiges landes interesser ind i al vores politik. Ikke kun den, der formuleres på Asiatisk Plads, men også den, der formuleres af ministre med ansvar for erhvervsliv, skat, landbrug og fiskeri, klima og handel. Lad os give et par eksempler.

Det kan klares fra kontorerne i Danmark
Først et forslag, som kan klares fra kontorerne i Danmark: I årevis har vi i udviklingsbranchen brugt det fine ord kohærens – eller rettere mangel på samme – om det problem, at vi giver udviklingsbistand med den ene hånd og ødelægger udviklingsmuligheder med den anden.

Vi giver landene de bedst mulige betingelser ved at tage hensynet til verdens fattigste med i al vores politik. Ikke bare det, der foregår på Asiatisk Plads, men også i de andre ministerier.

Tim Whyte og Helle Munk Ravnborg
Hhv. generalsekretær og forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke

Der er desværre stadig masser af politik i Danmark og andre vestlige lande, der reelt står i vejen for fattige landes udvikling. Handels-, skatte-, landbrugs- og klimapolitikken i vestlige lande er ofte så ødelæggende, at vores udviklingsbistand får karakter af aflad for de skader, vi forårsager for fattige lande, når vi enten handler med dem eller investerer.

Det er velkendt, at fattige mennesker allerede betaler en ekstremt høj pris for de klimaforandringer, vi har skabt. Eller for at handelspolitik har favoriseret rige landmænd i vesten på bekostning af fattige i syd.

Andre eksempler er skattepolitikken. Helt aktuelt arbejder Danmark på skatteaftaler med flere fattige lande. Det er aftaler, der skal fastlægge, hvor stor en del af danske virksomheders skat, der skal svares i det enkelte land. Typisk er skatteaftalerne, som vi indgår, ekstremt skadelige for fattige landes muligheder for at opbygge solide samfund med gode uddannelsesmuligheder, et tåleligt sundhedsvæsen, en ordentlig infrastruktur og en god forvaltning. Og dermed direkte undergravende for udviklingsbistanden.

Regeringen bør have som krav til skatteaftalerne, at de ikke udhuler fattige landes skattegrundlag for at begunstige den danske statskasse, virksomhedernes aktionærer eller pensionskassernes medlemmer. Og vi bør i Danmark vurdere alle relevante love, aftaler og planer for deres virkning på fattige mennesker og udviklingslande.

Styrk skatteindkrævning
Også ude i vores samarbejdslande kan vi arbejde langt mere effektivt på at gøre vores bistand overflødig. Noget af det arbejde, vi er rigtig stolte over i Mellemfolkeligt Samvirke, er vores arbejde med at styrke skatteindkrævningen.

I Zambia har vi arbejdet sammen med skatteministeriet om at skabe en ny skattelovgivning. Det betyder, at staten nu har mulighed for at få skat ud af de mineselskaber, der udvinder kobber i landet. Alene det første år efter at loven trådte i kraft, førte det til ekstra inddrivelse af 500 millioner kroner. Ja, en halv milliard kroner – det er mere end Danmark giver i bilateral støtte til noget land i verden. De penge blev konverteret til 5.000 ekstra skolelærere i landet.

Den slags forskel kunne vi umuligt gøre med donationer alene. Derfor er en anden nøgle til at få afviklet udviklingsbistanden, at vi styrker de enkelte lande – og civilsamfundene – for at gøre dem i stand til at gøre sig selv uafhængige af bistanden.

Selvom der er en ny dansk udviklingspolitik på vej, er regeringens massive besparelser er ikke blevet fulgt op af egentlige tanker om en omstilling. Regeringen har lagt sig fast på, at erhvervslivet skal være det store dyr i åbenbaringen. Vi er store tilhængere af, at alle gode kræfter bidrager til kampen for mindre fattigdom og en mere lige verden. Og erhvervslivets rolle er et vigtigt element, især landenes mange små og mellemstore virksomheder og landbrug, som skaber de fleste job.

Spørgsmålet er, om og hvordan også dansk erhvervsliv kan bidrage til at sætte ekstra skub på en positiv udvikling i landene? Sagen er imidlertid, at vi ikke aner det! Det er ikke noget, vi finder på. I den seneste gennemgang af den danske udviklingsbistand får regeringen netop ret skarp kritik af OECD for at satse så ensidigt på erhvervsinstrumenter. Hvorfor? Jo, fordi vi ikke har klare indikationer på, at det virker, hvilket også den seneste evaluering fra 2014 af dansk privatsektorstøtte viste.

Sats langt hårdere
Hvis vi skal gøre udviklingsbistanden overflødig, må der derfor satses langt hårdere. Vi skal støtte befolkningsgrupper i at kræve fuld gennemsigtighed og åbenhed, så korrupte magthavere, embedsmænd og virksomhedsledere får færrest mulige chancer for at berige sig selv på det skrøbelige fællesskabs bekostning.

Og vi giver landene de bedst mulige betingelser ved at tage hensynet til verdens fattigste med i al vores politik. Ikke bare det, der foregår på Asiatisk Plads, men også i de andre ministerier.

Lykkes vi med det, er der basis for at spare rigtig meget. Og det kunne være, at vores samarbejdspartnere rundt omkring i verden rent faktisk ville takke os. Sandheden er vel, at få regeringer og befolkninger i verden ønsker at være afhængige af udviklingsbistand.