NGO-veteran: Ny udviklingsstrategi tager fattige som gidsler

Af Uffe Torm
NGO-konsulent

Hovedindholdet af den nye udviklingsstrategi, som Folketinget vedtog i sidste uge, har været kendt længe. Et første udkast blev præsenteret på Folkemødet på Bornholm i juni 2016 af daværende udenrigs- og udviklingsminister Kristian Jensen.

Siden er han blevet finansminister, og i stedet er Ulla Tørnæs blevet ny minister for udviklingssamarbejde. Men hovedindholdet af den nye strategi har ikke ændret sig afgørende.

Til gengæld et det nyt og godt, at udviklingsstrategien blev vedtaget som et bindende politisk forlig for de kommende fem år, som alle partier tilsluttede sig minus Enhedslisten. Forliget indebærer, at størrelsen af den danske udviklingsbistand ikke må komme under 0,7 procent af bruttonationalindkomsten i de næste fem år.

Man skal huske på, at der ”kun” er tale om en strategi. Den skal efterfølgende udmøntes i meget konkrete politikker og specifikke handlingsplaner. Det vil give anledning til fortsatte diskussioner og debatter om dansk udviklingsbistand.

Uffe Torm, NGO-konsulent

Besparelserne er sejr for regeringen
Situationen minder dog om diskussionen om vandglasset – er det halvtomt eller halvt fyldt? Det kommer an på de (politiske) øjne, der ser på glasset.

På den ene side forhindrer forliget, at der i forligsperioden hældes mere vand ud af glasset (= nye besparelser). På den anden side er der ikke meget, der tyder på, at der vil være flertal for at hælde mere vand i glasset (= flere midler) i de kommende år – ej heller efter næste valg!

De massive besparelser, som regeringen gennemførte i 2015-16 trods oppositionens protester, videreføres uantastet. På den måde kan regeringen betragte forliget som en sejr.

Men oppositionen har til gengæld forhindret yderligere besparelser i de kommende år. Derfor kan oppositionspartierne (bortset fra EL) også se forliget som en sejr. Alle parter erklærer sig i al fald tilfredse med resultatet, men hæfter sig naturligvis især ved netop de elementer, de selv hver især finder vigtige eller direkte har fået med i strategien.

Langsigtet udviklingsbistand i fare
Forliget forhindrer imidlertid ikke, at den langsigtede udviklingsbistand fortsat kan udhules. Det skyldes blandt andet, at visse udgifter i Danmark i forbindelse med behandling af asylansøgninger stadig kan dækkes af ulandsmidlerne, selv om udgifterne hertil blev mindre i 2016 end forudset.

Fremover vil også udgifter til hjemsendelse og genetablering af flygtninge og migranter i deres hjemlande blive dækket af ulandsmidler.

Dertil kommer et voksende behov for øgede midler til humanitære indsatser. Det risikerer at gå ud over midlerne til langsigtede indsatser, som skal skabe bæredygtig udvikling. Men alt i alt betyder forliget et mere stabilt og forudsigeligt – om end mindre – dansk bidrag til den globale udvikling.

Det er positivt, da langsigtet udviklingsarbejde forudsætter et sejt træk, som pludselige afbræk og besparelser kan afbryde.

Positive reaktioner fra erhvervsliv og NGO’er
Den nye udviklingsstrategi får positive ord med på vejen fra andre aktører i samfundet – især erhvervslivet.

Private virksomheder og pensions- og kapitalfonde får i strategien tildelt en langt mere central rolle i udviklingsarbejdet end hidtil.

De glæder sig naturligvis over, at investeringer, frihandel og offentlige/private partnerskaber fremhæves, at der skal lægges mere vægt på at fremme danske, især økonomiske interesser, og at der indføres nye erhvervsrettede støtteordninger trods tidligere noget blandede erfaringer hermed.

Men også fra NGO’erne lyder der positive ord. NGO’erne glæder sig over, at civilsamfundets og deres rolle og betydning i både Nord og Syd fremhæves i strategien.

Men det skaber uro, at de nu færre NGO-midler fremover skal konkurrenceudsættes. Det virker ikke helt gennemtænkt, da det er svært at sammenligne meget forskellige NGO- og partnerindsatser på vidt forskellige områder på en fair måde.

Verdensmål og alliancer får positiv modtagelse
NGO’erne finder det også positivt, at strategien tager udgangspunkt i FN’s 17 nye bæredygtighedsmål og dermed, at udviklingsarbejdet ses i et bredere globalt perspektiv.

Der synes at være konsensus om, at statslig udviklingsbistand alene ikke bare tilnærmelsesvis kan sikre en opfyldning af FN-målene. Derfor er det nødvendigt at skabe nye innovative alliancer mellem det offentlige, civilsamfundet og privatsektoren.

Det hilses endvidere velkomment, at udviklingsstrategien nu også omfatter den voksende humanitære bistand. Det kan forhåbentligt medvirke til en tiltrængt bedre sammenkobling af katastrofe- og anden humanitær bistand og den ofte nødvendige efterfølgende langsigtede bistand især i skrøbelige stater.

Desuden glæder det NGO’erne, at strategien taler om fortsat fattigdomsbekæmpelse og vækst, indsatser til fremme af menneskerettigheder, demokrati, lighed og kvinders ligestilling samt særlige indsatser for unge.

Som noget nyt anerkender strategien, at religiøse ledere og trosbaserede organisationer spiller en rolle i samfundsudviklingen især i forhold til at fremme dialog, fred og forsoning. Men der mangler fortsat en klar forståelse af den rolle, som religion og tro spiller i menneskers liv i Syd og derfor i udviklingsprocessen.

Forstummer debatten om dansk bistand?
Nogen frygter, at det politiske forlig om udviklingsbistanden kan komme til at betyde, at debatten om dansk ulandshjælp vil forstumme.

Det sker næppe.

Trods de mange positive plusord i strategien vil der fortsat være forskellige politiske og NGO-opfattelser af for eksempel, hvad ”danske interesser” og ”danske værdier” egentlig består i. Hvordan ”bæredygtighed” og ”økonomisk vækst” egentlig skal opnås og til gavn for hvem, hvad ”lighed” i praksis betyder, hvilken konkrete roller ”civilsamfundet” egentlig bør spille og så videre.

Man skal huske på, at der ”kun” er tale om en strategi. Den skal efterfølgende udmøntes i meget konkrete politikker og specifikke handlingsplaner. Der skal opstilles klare kriterier og mål og udarbejdes præcise måleinstrumenter. Det vil give anledning til fortsatte diskussioner og debatter om dansk udviklingsbistand.

De umiddelbare tabere bor uden for landets grænser. Det er de mange fattige mennesker, som mister den danske støtte i de kommende år.

Men skulle alle de positive og gode hensigter i den nye udviklingsstrategi virkelig lykkes, kan alle måske på sigt blive vindere? Der er dog også farlige tidsler i den nye strategi.

Samarbejde eller sanktioner?
Ulla Tørnæs har udtalt, at hun er glad for, at hendes titel nu er ”minister for udviklingssamarbejde” og ikke ”minister for udviklingsbistand”, som da hun sidst havde ministerkontor på Asiatisk Plads.

Den nye danske udviklingsstrategi lægger op til samarbejde og partnerskab med udviklingslandene. Men på danske betingelser!

Danske interesser og værdier skal respekteres og langt hen ad vejen imødekommes. Men at bruge bistanden som en bulldozer for snævre vestlige interesser kan gave bagslag – især til glæde for Kina.

Der er i strategien desuden en direkte trussel overfor udviklingslande, der ikke vil modtage egne borgere, som udvises af Danmark, fordi de ikke har fået asyl eller opholdstilladelse. Disse lande risikerer at få frataget bistanden fra Danmark, hvis de ikke makker ret.

Disse trusler får dog nok begrænset effekt. Det er i kun i få relevante modtagerlande, at dansk bistand spiller så stor en rolle, at sådanne trusler vil gøre større indtryk. Desuden klæder det hverken USA eller Danmark at tage uskyldige fattige mennesker som gidsler.