Debat

Niko Grünfeld: København skal tage ansvar for verdensmål

DEBAT: Vi københavnere skal omsætte FN’s 17 verdensmål til 17 københavnermål, som skal gøre København til et bedre sted at leve og et bedre sted for verden, skriver Niko Grünfeld (Å). 

Mikkel Bødker Olesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Niko Grünfeld (Å),
Kommunal spidskandidat for Alternativet i København.

For at sikre en verden i balance må vi tage fat dér, hvor vi bor og lever. Vi københavnere skal i fællesskab omsætte FN’s 17 verdensmål til 17 københavnermål, som både skal gøre København til et bedre sted at leve og til et bedre sted for verden. Byerne og lokalsamfundene skal gå forrest, vi kan ikke vente på, regeringslederne gør det.

I 2015 vedtog verdens stats- og regeringsledere fra hele verden en hidtil uset ambitiøs udviklingsdagsorden. For at skabe en bæredygtig og retfærdig verden forpligtede alle 193 lande sig på at arbejde for at opfylde 17 verdensmål inden 2030.

De 17 verdensmål skal sætte kursen for den førte politik i de enkelte lande. Håbet er, at de kan imødegå de store forandringer, vi står over for, når det kommer til blandt andet klimaforandringer og stor økonomisk og social ulighed.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Det er rigtigt positivt, at så mange regeringer står bag verdensmålene. Men klimaet reddes ikke af flotte ord, men af handling. Og dér halter Danmark efter. Lars Løkke insisterer på, han står i spidsen for den mest grønne regering nogensinde. Samtidig afskaffer han PSO-afgiften, der sår tvivl om den langsigtede finansiering af den grønne omstilling, undergraver el-bilsmarkedet og giver Mærsk og andre olieselskaber kæmpe skattelettelser til at øge olieindvindingen i Nordsøen. Den stigende ulighed herhjemme skænkes end ikke en tanke.

København bør gå forrest i klimakampen
Vi kan ikke vente på, at regeringen tager sig sammen til for alvor at sætte handling bag deres fine ord. Vi må i stedet handle på de 17 verdensmål helt lokalt - dér, hvor vi køber ind, bor, opholder os og transporterer os. Dér, hvor vores hverdag foregår, og vores handlinger har størst betydning.

Jeg mener, at København som en af verdens mest progressive byer bør gå forrest i at implementere de 17 verdensmål i en lokal kontekst

Niko Grünfeld
Kommunal spidskandidat for Alternativet i København

Jeg mener, at København som en af verdens mest progressive byer bør gå forrest i at implementere de 17 verdensmål i en lokal kontekst. Med sin størrelse og karakter danner København ikke bare rammen for min familie og alle andre københavneres hverdag, men udgør også det perfekte springbræt for at ændre og støtte verden omkring os.

Vi står derfor med en perfekt mulighed for at sikre, at vi ikke bare er den bedste by i verden, men også den bedste by for verden. Det heldige er, at de to ting hænger sammen.

Vi er kendt ude i verden som en by, der netop formår at kombinere de to ting: høj livskvalitet og bæredygtighed. Min ambition er derfor, at vi gør København til udstillingsvindue for resten af verden, når det kommer til at skabe en bæredygtig by med tårnhøj livskvalitet. Ikke kun for de mere velstillede københavnere, men for alle i byen. 

Verdensmålene skaber muligheder for København
Hvis ikke København kan gøre det, hvem kan så?

Måden, vi kan tage lokalt ansvar på, er ved at oversætte de 17 verdensmål til 17 københavnermål for bæredygtig udvikling. Blandt de 17 verdensmål er mål, der handler om en bedre og mere balanceret økonomi.

Der er mål, der handler om at bevare natur og omstille vores forbrug. Og der er mål, der handler om mere retfærdige og socialt sammenhængende samfund. De 17 verdensmål falder grundlæggende inden for de tre områder, vi i Alternativet arbejder for bæredygtighed på: miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed. Det er disse, vi skal oversætte til en københavnerkontekst.

På den miljømæssige bundlinje ville det være oplagt at udvikle mål for at bevare Amager Fælled, for at udvikle flere grønne åndehuller, for flere cyklister, bedre bæredygtig offentlig transport og for at løse byens transportudfordringer og fjerne den luftforurening, som 500 københavnere dør af før tid årligt.

På den økonomiske bundlinje ville det være oplagt at udvikle mål for økonomisk udvikling, der samtidig omfavner sociale og miljømæssige ambitioner. Vi bliver nødt til i højere grad at understøtte bæredygtige og socialøkonomiske virksomheder, bæredygtige indkøb, og Københavns kommune skal gå forrest.

Det skal vi, fordi det er helt tydeligt, at vi bliver nødt til at inddrage og trække på både erhvervsliv, offentlige institutioner og borgere, hvis vi vil løse klodens alvorlige udfordringer. 

På den sociale bundlinje er der brug for københavnermål for at inkludere alle i fællesskabet. Det kunne være mål for et blandet og stabilt boligmarked, der ikke tvinger almindelige borgere ud af byen. Og det kunne være mål for børnefamiliernes tid til det, der virkelig betyder noget – hinanden. Men det kunne også være mål for et system med tillid og færre rigide krav, som blandt andet beskæftigelsessystemet er fyldt med.

Lad os i fællesskab formulere 17 københavnermål
Hvis de udfordringer, vi står over for, skal løses, bliver vi nødt til at udvikle politik sammen. Vi skal udfordre den ”normale” måde at udvikle og føre politik på. Det kræver, at vi møder hinanden på nye måder og gør det med åbenhed og nysgerrighed. 

At vi skaber politik sammen, og at vi holder hinanden op på de 17 københavnermål. Derfor vil jeg hermed invitere alle københavnere (virksomheder, institutioner, NGO’er og borgere) til i løbet af det næste halve år at deltage i Alternativets politiske laboratorier om København og være med til at konkretisere, hvordan de 17 verdensmål bliver til de 17 københavnermål.

Mål, som det er min ambition, at København skal styres efter, og som skal sikre både et bedre København og en bedre verden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niko Grünfeld

Direktør, Blossom
HD i organisation og ledelse (Handelshøjskolen i Aarhus 2004)

0:000:00