Ny Afghanistan-rapport peger på flere fejl

RAPPORT: En ny rapport om indsatsen i Afghanistan viser, at landet stadig er meget skrøbeligt, 14 år efter den internationale krigsindsats startede. Der er ting, vi kan lære, lyder det fra udenrigsministeren.

Foto: Søren Bidstrup/Scanpix
Cecilie Gormsen

Torsdag bliver tre rapporter om den danske Afghanistan-indsats offentliggjort, og de viser, at det ikke har været en ubetinget succes.

Ifølge Berlingske viser en af evalueringerne nemlig, at Afghanistan 14 år efter krigens start fortsat er en skrøbelig stat. Det betyder blandt andet, at Afghanistan ikke er i stand til at skabe grundlæggende sikkerhed, økonomiske muligheder for borgerne og ikke har befolkningens tillid.

I 2015 blev ansvaret for sikkerheden i Afghanistan overdraget til landets egne styrker, og i den forbindelse blev partierne bag beslutningen om den danske Afghanistan-mission enige om at gennemføre en erfaringsopsamling. De tre rapporter er lavet af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Forsvarsakademiet og det britiske konsulentfirma Landell Mills, og her har den danske Afghanistan-mission i 2001 til 2014 været under lup.

En af konklusionerne i DIIS's rapport er ifølge Berlingske, at der har været problemer med spændinger mellem de to militære missioner, der opererede i Afghanistan på samme tid, nemlig den amerikanskledede antiterrorindsats (OEF-A) og den multinationale stabiliseringsindsats (ISAF), som senere blev ledet af NATO.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) erkender, at Afghanistan-indsatsen ikke har været problemfri. Han mener, at der bestemt er noget, man kan lære af indsatsen.

”Ja, der var to parallelle militære operationer på samme tid, og det er vigtigt at afklare det politiske mål, inden man begynder – ellers kommer vi af sted med forskellige forudsætninger, og så er vi ikke effektive. Den erfaring bruger vi nu i Mali, hvor det er helt afgrænset, at FN-operationen er fredsbevarende og stabiliserende. FN skal ikke jagte terrorister – det hører under franskmændenes operation,” siger Kristian Jensen til Berlingske.

Han fastholder dog, at meget er gået godt i Afghanistan, og at Danmark har gjort en positiv forskel.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00