Nye tal: Indvandrere og efterkommere koster 28 milliarder om året

NYE TAL: Ikke-vestlige indvandrere er en stor udgift for den danske statskasse, viser nye beregninger fra Finansministeriet.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix
Cecilie Gormsen

Indvandrere og efterkommere kostede samlet set 28 milliarder kroner på de offentlige finanser i 2014.

Det viser en netop offentliggjort analyse af indvandreres nettobidrag til de offentlige finanser, som Finansministeriet har gennemført.

Det er første gang, at man har opgjort indvandringens pris, og ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er den største udgift. Den gruppe kostede statskassen 33 milliarder kroner, mens gruppen af vestlige indvandrere og efterkommere bidrog med knap fem milliarder kroner.

Analysen viser samtidig, at de indvandrere, der kommer til Danmark for at arbejde, bidrager positivt til statskassen, fortæller finansminister Kristian Jensen (V):

”Vi får en direkte økonomisk gevinst af de udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde. Desværre kommer rigtig mange ikke med det formål, men som asylansøgere med mere,” siger Kristian Jensen.

Asylansøgere er en stor udgift
Asylansøgere og familiesammenførte er ifølge analysen en stor udgift for den offentlige økonomi, primært fordi disse to grupper har en meget lav tilknytning til arbejdsmarkedet.

”Den gruppe har meget lav beskæftigelse. Det er ekstremt dyrt for den offentlige økonomi. Derfor skal vi have ændret balancen, så flere udlændinge er en del af arbejdsmarkedet, frem for at være på overførselsindkomst,” siger Kristian Jensen.

Han peger på, at indvandrere allerede ved lønindkomster på omkring 200.000-300.000 kroner bidrager positivt til de offentlige finanser.

Kinesere bidrager positivt
Der er stor forskel på, hvordan ikke-vestlige indvandrere bidrager til statskassen. Indvandrere fra Kina og Indien bidrager for eksempel positivt til de offentlige finanser, mens indvandrere fra for eksempel Syrien og Somalia i gennemsnit udgør en stor nettoudgift.

Finansministeriets analyse bygger som sagt på offentlige indtægter og udgifter i 2014. Det var året før, asyltilstrømningen satte rekord i 2015, hvor 21.316 personer søgte i asyl.

I forhold til efterkommeres nettobidrag skal det bemærkes, at en stor del af udgifterne til indvandreres efterkommere skyldes, at mere end 80 procent af disse er under 25 år og derfor ikke er i den traditionelt skattebetalende alder.

Nettobidrag til de offentlige finanser opdelt på herkomst, 2014

  Nettobidrag i alt (mia. kr.) Personer (1.000) Gennemsnit (1.000 kr.) Gennemsnit(25-64-årige) 1.000 kr.
Hele befolkningen 28 5.641 5 109
Dansk oprindelse 56 5.003 11 124
Indvandrere og efterkommere i alt -28 638 -44 10
Indvandrere, vestlige 6 203 30 77
Efterkommere, vestlige -2 23 -70 91
Indvandrere, ikke-vestlige -16 282 -56 -33
Efterkommere, ikke-vestlige -17 131 -128 -11

Kilde: Finansministeriet

 

Dokumentation

Analysen af indvandreres nettobidrag til de offentlige finanser viser blandt andet:

- Medregnes nettoudgifter til indvandreres børn født i Danmark (efterkommere) er den samlede offentlige nettoudgift til indvandrere og efterkommere på 28 milliarder kroner.

- Indvandrere fra vestlige lande bidrager samlet set positivt med omkring 6 milliarder kroner til de offentlige finanser. Det skyldes, at mange er i arbejde og betaler skat.

- Indvandrere fra ikke-vestlige lande udgør derimod en nettoudgift på 16 milliarder kroner, fordi mange modtager overførselsindkomst og derfor ikke bidrager nævneværdigt til de offentlige indtægter.

- Der er meget stor variation i bidraget til de offentlige finanser blandt gruppen af ikke-vestlige indvandrere – for eksempel bidrager indvandrere fra Kina og Indien positivt til de offentlige finanser, mens indvandrere fra fx Syrien og Somalia i gennemsnit udgør en stor nettoudgift.

- Indvandrere, der kommer til Danmark for at arbejde, bidrager positivt til de offentlige finanser. Det gælder både indvandrere fra vestlige og ikke-vestlige lande.

- Allerede ved lønindkomster på omkring 200.000-300.000 kroner bidrager beskæftigede indvandrere positivt til de offentlige finanser.

Læs hele rapporten her.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kristian Jensen

Direktør, Green Power Denmark, fhv. udenrigsminister, MF og næstformand for Venstre
bankassistent (Unibank Lemvig 1993)

0:000:00