Ny udviklingspolitik risikerer at skyde forbi målet

Debatten om rammeorganisationer fokuserer primært på krav og rimelighed i, at der stilles krav.

Når man læser indlæggene, virker det, som om NGO'erne tidligere har fået penge, som de ikke skulle stå til regnskab for. Samtidig med at udviklingsministeren med sin lange fortid i ramme-NGO'er foretager både nålestiksangreb på specifikke NGO'er og et helt overordnet angreb på NGO'erne for ikke at være dygtige nok. Udviklingsministeren råder også alfaderligt NGO'erne til at lære af den private sektor.

Der er ingen tvivl om, at vi alle kan lære noget af hinanden, og at løbende reality-checks er vigtige. Når det gælder den private sektor, så har de mange dygtige folk og interessante initiativer, men som Klaus Winkel, bistandsdebattens grand old man, skrev forleden på u-landsnyt.dk, så kan danske private sektoraktiviteter ikke fremvise de store resultater for de allerfattigste i Afrika.

Måske skal debatten ses i sammenhæng med tidsånden, som foreskriver, at vi hyper erhvervslivet, mens NGO'erne står for skud. Dertil skal lægges, at udviklingsministeren fastslår, at en af målsætningerne for udviklingsbistand er at bidrage med danske arbejdspladser. Et klart opgør med den naive altruisme, som er afløst af en lige så klar cost-benefit-tilgang, hvor vi, danskerne, får noget for udviklingsbistanden.

Det nye bistandspolitiske partnerskab er mellem regeringen og vælgerne med fokus på målbare nytteværdier for danskerne.

Copykatte vinder
For at vende tilbage til udgangspunktet omkring krav, så er det at stille krav en indlysende del af udvekslingsrelationer.

Det nye bistandspolitiske partnerskab er mellem regeringen og vælgerne med fokus på målbare nytteværdier for danskerne.

Stig Jensen
Leder, Center for Afrikastudier

I mit første indlæg var fokus på de krav, herunder de anvendte indikatorer, der stilles til rammeorganisationerne og bl.a. min påstand om uhensigtsmæssigheder koblet til såvel politiske luner som økonomisk formåen. Problemstillingerne, der i større eller mindre grad er taget op af andre debattører. Selvom der ikke synes at være megen genklang blandt de andre debattører, hverken for mine bekymringer omkring diversiteten eller for problemstillingerne omkring strategiske partnerskaber med aktører i Syd.

Hvis finansieringsmulighederne bliver forvaltet af og fordelt på få hænder, samtidig med at ramme-NGO'erne skal inkorporere nye indikatorer i deres programstrategier, som så deres "partnere" i Syd skal rette ind efter, hvad er der så tilbage af de såkaldte "strategiske partnerskaber", som skal sikre civilsamfundsudviklingen i Syd?

Lige såvel som nogle danske NGO'er har bedre forudsætninger for at blive "folkeligt forankrede", så må det samme vel også gælde for NGO'erne i Syd. Hvor de, som kender donorers dagsordner, og som bedst kan tale deres sprog, har de bedste forudsætninger for at indgå "partnerskaber" med danske NGO'er.

Således ensrettes og indskrænkes bistanden til nogle få fokusområder og aktører, mens andres agendaer ekskluderes. Dette kan føre til kampe blandt NGO'erne i Syd, hvor den bedste copycat vinder. Det paradoksale er bare, at det kommer til at se ud, som om alle parter er så enige - og at der dermed er tale om et ægte partnerskab.

Fra et civilsamfundsperspektiv ville denne ensretning ikke være direkte i modstrid med Danidas og udviklingsministerens ønske om at skabe et dynamisk NGO-miljø i Syd?

Succes med uddeling af rettigheder?
Omkring topstyringen eller måske nærmere fjernstyringen af ramme-NGO'erne og implikationerne i Syd, så er det en problemstilling, som kun få debattører går ind i. Frans Mikael Jansen (generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke, red.) har dog en række pointer og et bud på en dansk model.

Spørgsmålet er bare, hvordan den hænger sammen med, at rammeorganisationerne bliver bedt om at lave nye programindikatorer, som er mere resultatorienterede. Hvem sætter dagsordenen, hvem deltager i processen, og hvilke implikationer har det i selve implementeringen? Bliver det en lille gruppe strategi-/kommunikationsfolk i de danske rammeorganisationer, der i endnu højere grad end tidligere udtænker planer, som kan tilfredsstille donor?

Når det kommer til stykket, så kan det meget vel betyde, at udviklingsministeren med glæde kan konstatere, at intentionen om, at ramme-NGO'erne "deler mindre mad ud og deler flere rettigheder ud", opfyldes. Således kommer det til at se ud, som om der er en kausal relation mellem de nye retningslinjer og programresultaterne, og så kan udviklingsministeren/regeringen klappe sig selv på skuldrene og sige: "Se hvad vi sagde, det er den rigtige politik, det virker".

Man fandt, hvad man ledte efter. Selvom man savner svar på det grundlæggende spørgsmål, om ramme-NGO'erne overhovedet deler rettigheder ud?