Debat

Red Barnet: Når vi taler om bistandsbesparelser, betaler børnene prisen

40 millioner børn i Vest- og Centralafrika er lige nu afskåret fra at gå i skole. Det er dyrt at prioritere skole og undervisning, men det er altid pengene værd, skriver Helle Gudmandsen, international uddannelseschef i Red Barnet, og Jakob Eilsøe Mikkelsen, chef for Red Barnets arbejde i Afrika.

For landene i Vest- og Centralafrika er det derfor en katastrofe, at 40 millioner børn lige nu er afskåret for at gå i skole, skriver Helle Gudmandsen og Jakob Eilsøe Mikkelsen. Arkivfoto.
For landene i Vest- og Centralafrika er det derfor en katastrofe, at 40 millioner børn lige nu er afskåret for at gå i skole, skriver Helle Gudmandsen og Jakob Eilsøe Mikkelsen. Arkivfoto.Foto: Ismail Taxta/Reuters/Ritzau Scanpix
Helle Gudmandsen
Jakob Eilsøe Mikkelsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Klimaforandringer, sult og voldelige konflikter hærger store dele af Vest- og Centralafrika. Kriserne vokser, ja de står nærmest i kø, og de rammer millioner af mennesker, ikke mindst børnene – især i den uroplagede Sahel-region.

Vi ved af bitter erfaring, at børn i kriseramte områder lever i øget risiko for overgreb og mistrivsel. Og vi ved, at selv små drenge oftere rekrutteres til væbnede grupperinger, mens pigerne risikerer at blive giftet bort i en alt for tidlig alder. Det har blandt andet undersøgelser fra Red Barnet dokumenteret.

Konsekvenserne stopper imidlertid ikke her. For når høsten slår fejl og sulten sætter ind, når enorme vandmasser eller ekstrem tørke tvinger folk fra hus og hjem, eller når familier flygter fra krig og konflikt, betyder det samtidig, at børn mister adgang til skole og uddannelse – og det får konsekvenser for dem gennem hele livet.

Alene fra 2021 til 2022 blev 12.400 skoler i otte Vest- og Centralafrikanske lande lukket på grund af angreb eller frygt for angreb. Det er voldsomt.

Når familier flygter fra krig og konflikt, betyder det samtidig, at børn mister adgang til skole og uddannelse – og det får konsekvenser for dem gennem hele livet

Helle Gudmandsen og Jakob Eilsøe Mikkelsen
Hhv. international uddannelseschef og Afrika-chef, Red Barnet

Netop adgangen til skole og uddannelse er en forudsætning for, at børn kan tilegne sig viden og evner, der er helt centrale for, at de på sigt kan skabe et godt liv med muligheder.

Skole er altid prisen værd

Et liv, hvor de kan forsørge sig selv og deres familier, men hvor de samtidig kan bidrage til opbygningen af demokratiske samfund med vækst og velfærd. For landene i Vest- og Centralafrika er det derfor en katastrofe, at 40 millioner børn lige nu er afskåret for at gå i skole. 40 millioner børn med hver deres potentiale, der ikke bliver forløst, og 40 millioner drømme om en bedre fremtid, der aldrig går i opfyldelse.

Skal udviklingen vendes, skal der politisk handling til. Både stort og småt kan gøre en forskel. Når donorer laver skoleprogrammer, bør uddeling af skolemad og vand integreres, fordi det øger forældrenes incitament til at sende børnene i skole. Samtidig er det en god ide at prioritere uddannelsen af lærere, så børnene kan få en kvalificeret undervisning.

På politisk plan er der også flere løsninger, der ligger lige for. Alle lande bør leve op til den internationale Safe Schools Declaration, som slår fast, at skole- og uddannelsessteder altid er beskyttet, også under konflikter.

Det koster at bygge skoler og vedligeholde dem, det koster at have kvalificerede lærere som undervisere, men det er altid prisen værd

Helle Gudmandsen og Jakob Eilsøe Mikkelsen
Hhv. international uddannelseschef og Afrika-chef, Red Barnet

Og så kommer vi ikke uden om pengene: Det koster at bygge skoler og vedligeholde dem, det koster at have kvalificerede lærere som undervisere, men det er altid prisen værd. Derfor er det vigtigt, at de rige lande prioriterer bistand og penge til skole- og uddannelsesområdet.

En farlig udvikling

Desværre lever vi i en tid, hvor man selv i de nordiske lande - som historisk er gået forrest – diskuterer med stadig større seriøsitet, om man skal skære i udviklingsbistanden. Det er allerede sket i Sverige, mens Danmark i stigende grad bruger bistandskroner på at hjælpe flygtninge her i landet.

Selv i Norge, der ellers har ligget på 1 procent af BNI i udviklingsbistand gennem flere år, diskuterer man besparelser. Ganske vist blev dette afvist i sidste øjeblik med den seneste finanslov, men netop bistanden til børns uddannelse led et alvorligt knæk og er på to år halveret.

Denne udvikling er farlig, ikke mindst for børnene. Derfor skal den vendes hurtigst muligt.

Ellers vil børn i Sahel og andre fattige lande i endnu højere grad komme til at betale prisen for store kriser, som de ikke har nogen andel i, men som de hver dag rammes af.

Læs også
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Gudmandsen

Chef for International Uddannelse, Red Barnet

Jakob Eilsøe Mikkelsen

Afrika-chef, Red Barnet

0:000:00