Regeringens nye strategi: Færre flygtninge, mere frihandel og et slankere EU

OVERBLIK: Regeringen præsenterer ny udenrigspolitisk strategi, der blandt andet skal sikre mindre terror og færre flygtninge til Europa og Danmark.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) præsenterer den nye strategi ved pressemøde.<div>(Liselotte Sabroe/Scanpix)</div>
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) præsenterer den nye strategi ved pressemøde.
(Liselotte Sabroe/Scanpix)
Mette Pabst

Regeringen med udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) i spidsen præsenterer onsdag en ny strategi for den danske udenrigspolitik.

Strategien gælder frem til 2018 og indeholder de områder, som regeringen særligt vil fokusere på i de kommende år.

"Regeringen vil arbejde for at mindske migrations- og flygtningepresset, prioritere indsatsen mod terror, fremme stabilitet i mellemøsten og sikre EU's grænser bedre," lyder det fra udenrigsminister Anders Samuelsen til pressemødet.

Frihandel, frihandel, frihandel
Strategien har fokus på fem hovedelementer: Migration, sikkerhed i nærområdet, Brexit og EU’s fremtid, globalisering samt Arktis.

Regeringen vil med den nye strategi blandt andet sikre, at ingen rammes negativt af globaliseringen.

"Vi vil arbejde for, at alle danskere får det maksimale ud af globaliseringen ved hjælp af frihandel, frihandel, frihandel," siger Anders Samuelsen.

Hele strategien kan læses her. Nedenfor kan du få et overblik over elementerne i den nye strategi.

Migration, ustabilitet og terrorisme
Regeringen vil arbejde for at mindske migrations- og flygtningepresset samt terrortruslen mod Europa og Danmark. Det skal blandt andet gøres ved at:

  • anvende ubrugte midler fra flygtningemodtagelse til at styrke indsatsen mod langavrige kriser, tørke og migration.
  • udsende regionale nærområde- og migrationseksperter til ambassader i Mellemøsten og Afrika, der skal målrette indsatsen for at håndtere langvarige flygtningekriser.
  • udnævne en udsendelsesambassadør og placere udsendelsesattachéer på ambassaderne i Kabul og Nairobi.

Sikkerhed i nærområdet
Sikkerheden i Danmarks nærområde skal styrkes. Det skal blandt andet ske ved at:

  • sikre et substantielt løft ved at tilføre flere midler til Forsvaret.
  • fremlægge en ny national strategi for cyber- og informationssikkerhed, der skal styrke Danmarks sikkerhed på det digitale område.
  • styrke ambassaden i Moskva for at styrke dansk interessevaretagelse over for Rusland især på det sikkerhedspolitiske område og Arktis.

Brexit og EU's fremtid
Der skal arbejdes for et stærkt europæisk samarbejde ved at slanke det nuværende EU. Regeringen lægger op til at:

  • give høj prioritet til at sikre et slankt og effektivt EU, der fokuserer på at bidrage med konkrete løsninger på grænseoverskridende udfordringer, særligt migration, sikkerhed og vækst.
  • styrke indsatsen for at sikre Danmarks samlede interesser i de kommende forhandlinger med Storbritannien.

Globalisering
Danskerne skal have maksimal gavn af globalisering gennem:

  • opbygning af tættere højniveaurelationer til det globale tech-miljø med en tech-ambassadør som spydspids.
  • to nye generalkonsulater i henholdsvis Silicon Valley og Houston.
  • placering af sektorspecialister i højindkomstlande med stort eksportpotentiale, der kan fremme danske styrkepositioner på udvalgte områder.

Arktis
Regeringen vil sikre et fredeligt og stabilt Arktis ved blandt andet at:

  • undersøge mulighederne for etablering af en international forskningshub i Grønland.
  • adressere de sikkerhedspolitiske udfordringer, som følger i kølvandet på de mange nye muligheder for udvikling i Arktis.
  • tage initiativ til en årlig Arktisk Dialog om Kongerigets strategiske indsats i Arktis for at styrke det konkrete myndighedssamarbejde inden for rigsfællesskabet.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Samuelsen

Adm. direktør, UV Medico, fhv. udenrigsminister, politisk leder og MF (LA)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993)

Ulla Tørnæs

Kandidat til Europa-Parlamentet (V), Formand, Den Sociale Investeringsfond, Danida Fellowship Centre, bestyrelsesmedlem, professionshøjskole UC-Syd
exam.art. i fransk (Odense Uni. 1984), ED i fransk (Handelshøjskolen i København 1988), Bestyrelsesuddannelse CBS

0:000:00