Regeringens sparekniv skærer dybt i bistand til Palæstina

FINANSLOV: Det Palæstinensiske Selvstyre skal have næsten 40 procent mindre i udviklingsbistand fra Danmark over de næste fire år, hvis det står til regeringen. ”Som at skyde sig i hovedet med et maskingevær,” siger udenrigsordfører Martin Lidegaard (R).

Palæstinensisk grafitti på muren, der deler Vestbredden og Israel. 
Palæstinensisk grafitti på muren, der deler Vestbredden og Israel. 
Kasper FrandsenKasper Kaasgaard

Det var hjerteblod for den tidligere regering at hæve den danske støtte til Det Palæstinensiske Selvstyre.

Og den samlede udviklingsbistand blev da også fordoblet i regeringsperioden. Men nu går det den anden vej igen.

V-regeringen ønsker således at skære 38 procent af den danske støtte til Det Palæstinensiske Selvstyre over de næste fire år – det svarer til et samlet fald på 310 millioner kroner i forhold til det, SR-regeringen havde afsat på finansloven. 

Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, glæder sig over besparelserne, selvom han egentlig helst havde set, at støtten var droppet helt.

Behovet for hjælp er meget stort, og samtidig mister vi et stærkt udenrigspolitiske redskab.

Martin Lidegaard (R)
Udenrigsordfører

”Det Palæstinensiske Selvstyre har slet levet op til det, man kunne forvente af dem. Og nu er man i fuld gang med at hylde terrorister, der nu spreder rædsel i Jerusalems gader. Det er uacceptabelt,” siger han.

Stor forskel mellem rød og blå
Regeringen vil i alt spare cirka 16 procent af udviklingsbistanden, så der næste år vil være cirka 2,9 milliarder kroner mindre til udviklingsbistand.

Næste år forventer V-regeringen at udbetale 118 millioner kroner til Palæstina, mens SR-regeringen havde lagt op til at give 187 millioner kroner. Den forskel vokser støt frem til 2019 til i alt 100 millioner kroner.

(Artiklen fortsætter under diagram)

* Tallene viser de årlige forventede udbetalinger til Det Palæstinensiske Selvstyre ud fra finansloven 2015 og finanslovforslaget 2016.

Mister udenrigspolitisk redskab
Det er ifølge tidligere den udenrigsminister og nuværende udenrigsordfører for Radikale, Martin Lidegaard, ”hul i hovedet” at skære i bistanden til Palæstina, der ifølge ham stadig slikker sårene efter de israelske bombardementer af Gaza-striben i sommer.

”Det er endnu et eksempel på besparelser på udviklingsbistanden, hvor man skyder sig selv i hovedet med et maskingevær. Behovet for hjælp er meget stort, og samtidig mister vi et stærkt udenrigspolitiske redskab,” siger han.

41 procent af pengene til Palæstina gik i perioden 2009-2013 til statsopbygning, mens 46 procent gik til humanitære indsatser. 

Det var inden deadline ikke muligt at få en kommentar fra hverken udenrigsminister Kristian Jensen eller Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen.

Læs hele historien på Altinget: udvikling (kræver abonnement). Bestil et gratis prøveabonnement her.

Dokumentation

Sådan blev dansk udviklingsbistand til Det Palæstinensiske Selvstyre fordelt i perioden 2009-2013:

Bistand til statsopbygning udgør 41 pct. af den samlede bistand til Palæstina og omfatter støtte til lokal udvikling, støtte til menneskerettighedsorganisationer og i de senere år PEGASE. Humanitær bistand udgør 46 pct.; bistanden til fredsopbygning 7 pct. og omfatter bl.a. støtte til PLO’s forhandlingssekretariat; bistanden til økonomisk udvikling udgør 2 pct.; endelig udgør bistanden via danske civilsamfundsorganisationer 4 pct.

Resultater til støtten af menneskerettighedsområdet:

• Juridisk rådgivning og repræsentation af mere end 27.000 mennesker i forhold til israelske og palæstinensiske domstole og administrative enheder.
• Løsladelse af 183 uretmæssigt tilbageholdte
• Forhindring af legalisering af bosættelser
• Forhindring af rydning af palæstinensiske hjem og bistand til 320 personer, som blev hjemløse efter deres hjem var blevet overtaget af bosættere. '
• Sikring af palæstinensiske borgeres bevægelsesfrihed, herunder på Vestbredden.
• Repræsentation af palæstinensiske arbejdere overfor israelske arbejdsgivere, hvor ca. 1 mio. kr. blev vundet til arbejderne.

Læs mere i evalueringen af den danske støtte til Det Palæstinensiske Selvstyre her.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00