Debat

S: Kæmp for de europæiske kvinders rettigheder

DEBAT: Danmark er aktiv i kampen for kvinders rettigheder i udviklingslandene, men samme kamp bør vi kæmpe i flere af de europæiske lande, som har så restriktive abortregler, at abort er en umulighed for kvinderne, skriver Mette Gjerskov (S).

Mikkel Bødker Olesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mette Gjerskov (S)
Udviklingsordfører

Nettet strammes om kvinderne i Europa. Mørkemænd med middelalderlige værdier forsøger at fratage kvinder deres grundlæggende ret til at bestemme over deres egen krop.

I vesten har vi aldrig haft så meget fokus på kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder, som vi har nu. Efter et par år med uhyggelige danske nedskæringer på området har regeringen heldigvis igen fået øjnene op for, at det faktisk er en dagsorden, der er værd at kæmpe for ude i verden.

På både dansk og europæisk plan har vi sjældent haft flere løftede ligestillingspegefingre rettet mod udviklingslandene. Vi løfter pegefingre. Vi kritiserer. Og vi presser på – i et væk. Men midt i den ideologiske iver og publicity glemmer vi en detalje. For kritikken kommer hurtigt til at klinge hult, når der ikke er styr på kvinders basale seksuelle og reproduktive rettigheder i vores egen demokratiske baghave.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Forbud giver ikke færre, men mere usikre aborter
Kaster man blikket på europakortet med abortlovgivningsbriller på, stikker en håndfuld lande nemlig ud. Malta topper med et totalforbud mod abort, mens lovgivningen i Lichtenstein, San Marino, Polen og Irland er så restriktiv, at sikre, lovlige aborter i praksis sjældent finder sted. Og det groteske er, at vi har en tommelfingerregel: forbud mod abort giver IKKE færre aborter. Det giver USIKRE aborter. Undtagen for dem med penge på lommen naturligvis – de kan betale for abortrejserne til nabolande for at få indgrebet gennemført. 

For os i Europa betyder det, at godt 23 millioner borgere med en livmoder er efterladt enten helt uden eller med en voldsomt begrænset adgang til fri, lovlig og sikker abort. Resultatet er, ifølge WHO, at op imod 360.000 usikre aborter bliver udført om året. Læs det lige igen: 360.000 usikre aborter. Hvert år.

For os i Europa betyder det, at godt 23 millioner borgere med en livmoder er efterladt enten helt uden eller med en voldsomt begrænset adgang til fri, lovlig og sikker abort

Mette Gjerskov (S)
Udviklingsordfører

Aborter, der er farlige for kvinderne og i værste tilfælde kan koste dem livet. Jeg kan ikke lade være med at tænke på historier fra min mors generation med skumle baggårde, snuskede trappeopgange og så en eller anden kvaksalver på et køkkenbord med strikkepinde og alskens uhyrligheder.

Konservative kræfter forsøger at indskrænke kvinders rettigheder
I de resterende europæiske lande har kvinderne på nuværende tidspunkt adgang til abort, men flere og flere konservative kræfter forsøger at ændre på lovgivningen, og i praksis bliver adgangen til fri abort sværere rigtig mange steder i Europa.

I Litauen, for eksempel, er en restriktion af abortlovgivningen netop kommet på dagsordenen. Her vil man sætte de litauiske kvinder i samme situation som de irske, mens Polen og Spanien de sidste år heldigvis måtte opgive at stramme deres love yderligere.

Selv i Norge er det lykkedes kristne konservative at få den såkaldte reservationsret (lægers ret til at kunne modsætte sig at henvise kvinder til at få foretaget en abort) på dagsordenen. Og herhjemme er det heller ikke mere end et par år siden, at bølgerne gik højt i abortdebatten.

Danmark skal kæmpe i udviklingslandene og Europa
Det er en alvorlig tendens. Ikke mindst fordi det er helt inde at røre ved kernen af kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder. Den fundamentale ret til egen krop. Men også fordi det viser, at kampen om kvinders fundamentale rettigheder ikke blot er en kamp, der skal kæmpes i udviklingslande, men også er en kamp, vi skal tage lige her i vores egen demokratiske baghave.

Regeringen påstår godt nok, at de prioriterer ligestillingsområdet og kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder, men hvis Danmark fortsat skal gå forrest inden for kvinders rettigheder internationalt, og dermed også retten til fri og sikker abort, er det vigtigt også at støtte op om de selv samme rettigheder uden for udviklingslandene og bevare et øje for, hvad der sker i Europa.

Det er essentielt at tage debatten og erklære solidaritet med vores søsterpartier f.eks. i Litauen og Irland, når de efterspørger vores hjælp. For hvordan kan vi med god smag i munden kæmpe for fri abort og seksuelle og reproduktive rettigheder i Etiopien, hvis ikke vi går forrest og kæmper for dem i Europa?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Gjerskov

MF (S), ordfører for miljø og verdensmål
cand.agro. (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1993)

0:000:00