SF: Kun EU kan redde tostatsløsningen

Af Margrete Auken (SF)
Medlem af Europa-Parlamentet 

Det burde være tydeligt for enhver, der følger udviklingen i Israel og Palæstina.

USA er som partisk mægler hverken i stand eller villig til at presse Israel, og Israel er grundlæggende uinteresseret i at afslutte den snart 50 år lange besættelse af palæstinensernes land (den såkaldte 67-grænse gælder 22 procent af det historiske Palæstina, det område Arafat og siden Abbas har accepteret som fremtidens Palæstina).

De seneste fredsforhandlinger faldt fra hinanden, da Israel nægtede at frigive en række palæstinensiske fanger. Det var ellers en del af aftalen, som havde fået palæstinenserne til at udskyde at søge optagelse i en række internationale konventioner.

Men selv USA's udenrigsminister og mægler John Kerry var klar i mælet og lagde ansvaret for sammenbruddet på Israel.

EU skal leve op til sit ansvar 
Fra EU's side forholdt vi os som sædvanligt afventende. Opbakkende men afventende.

USA har gentagne gange vist, at de ikke magter at lægge afgørende pres på Israel, når det gælder. Det betyder, at EU nu er tostatsløsningens eneste chance. Hvis ikke vi engagerer os nu og omsider bruger de juridiske redskaber, vi har, mister vi simpelthen muligheden for at oprette den palæstinensiske stat. Og så taber alle. Også Israel.

Margrete Auken (SF)
MEP

I flere årtier har EU's primære rolle i konflikten nemlig været "payer, not player", som blandt andet amerikanerne så rammende beskriver det.

Men nu er det på tide EU lever op til sit ansvar og sine egne regler og bliver "spiller". Sidste år gennemførte EU-Kommissionen de såkaldte "Guidelines", der kort sagt er betingelserne for at deltage i EU's prestige-forskningsprogram Horizon 2020. Det er Israel meget interesseret i, men samtidig er de ikke glade for at blive mindet om, at EU anser bosættelserne som ulovlige og ikke som en del af Israel.

Israel lagde derfor et enormt pres på Kommissionen for at opbløde Guidelines, og det var tæt på at lykkes. I sidste ende stod Kommissionen dog fast, og jeg har grund til at tro, at det brev, jeg 20. nov. 2013 sendte til udenrigsrepræsentant Catherine Ashton med 113 medunderskrivere fra Europa-Parlamentet, gjorde indtryk på baronessen.

Det imponerede palæstinenserne, som er vant til, at EU altid bøjer af, når israelske diplomater brokker sig. Flere højtstående kilder har fortalt mig, at EU's fastholdelse af egne principper var den primære grund til, at de accepterede endnu en omgang fredsforhandlinger med USA som mægler.

Tostatsløsningens eneste chance
EU's erklærede politik er en tostatsløsning, men inden længe er det ikke længere en mulighed.

Israelerne fortsætter udbyggelsen af de ulovlige bosættelser og har efterhånden skåret Vestbredden helt op. Selvom disse kan nedlægges, har stadigt flere opgivet håbet om en selvstændig og levedygtig palæstinensisk stat.

USA har gentagne gange vist, at de ikke magter at lægge afgørende pres på Israel, når det gælder. Det betyder, at EU nu er tostatsløsningens eneste chance. Hvis ikke vi engagerer os nu og omsider bruger de juridiske redskaber, vi har, mister vi simpelthen muligheden for at oprette den palæstinensiske stat. Og så taber alle. Også Israel.

Et godt sted at starte kunne være EU's handels- og associeringsaftale, som giver Israel favorabel adgang til europæiske markeder. Aftalens artikel 2 kræver nemlig, at Israel overholder menneskerettighederne, hvilket de tydeligvis ikke gør. Her må EU sætte foden ned og suspendere aftalen. Så ville vi hurtigt få Israels opmærksomhed.