I Tanzania er skolen gratis, men ikke god

KLUMME: I Tanzania slutter skolen tidligt. Alt for tidligt. Og mens den står på, handler den langt fra kun om plus og minus, substantiver og verber. Politik, økonomi og kultur klemmer sig ind i indlæringen, skriver Ninna Rønberg.

”Good morning teacher!”

Første møde med 25 spændte unger siddende på udrullede tæpper på det støvede sandgulv. Min veninde og jeg er frivillige lærere i Tanzania. Alle øjne er rettet mod os.

Koncentrationen blev hurtigt vendt tilbage mod papiret, den gennemtyggede blyant og perlerne på snoren, børnene bruger til regnestykker i matematik. Efter en time er det mig, som står foran tavlen og underviser de 25 swahilitalende i transportmidlers navne på engelsk.

De 5-6 årige unger gør mig pludselig nervøs, og jeg tager mig selv i ikke at kunne huske mere end tre forskellige transportmidler. Jeg ender med at tegne en luftballon før toget, bussen og motorcykelen. En af de største udfordringer ved at være frivillig skolelærer er sprogbarrieren. Uden Serena, skolelærerinden, som tolk ville jeg ikke komme nogen vegne. Jeg kan mærke, magtesløsheden rammer mig, når jeg skal forklare det, de ikke forstår, i engelsk på engelsk.

For børnene bliver engelsk enormt vigtigt for deres eventuelle videre forløb i skolesystemet. For cirka 30 procent af de tanzanianske børn, som fortsætter i secondary school (14-17-årige) skifter undervisningssproget fra swahili til engelsk. Det er en stor udfordring for mange, hvilket også bliver afspejlet i en gennemførelsesprocent på under 15. I landsbyen, vi bor og underviser i, er det meget få, som mestrer engelsk og kan sige mere end ”how are you”. Og det er på trods af, at engelsk officielt er andet sprog efter swahili.

Nyereres uddannelsesvisioner
En af de mest afgørende faktorer for Tanzanias fremtid er uddannelsessystemet. Det mener både Obedy Kururgu (stifteren af MYODA, hvor jeg er frivillig igennem), den nuværende tanzanianske regering og en hurtig google-søgning. Det mente Tanzanias første præsident Julius Nyerere (1962-1985) også. Nyereres vision var ”Education for Self Reliance”. Han havde en overbevisning om, at uddannelse skulle være for det fælles bedste og have en struktur tilpasset den tanzanianske virkelighed. Børn og unge skulle ikke kun have boglige færdigheder, men også færdigheder inden for håndværk, produktion og landbrug.

I dag kan de tanzanianske politikere med lidt god vilje sætte hak ved Nyereres politiske ambition om universel primary uddannelse, idet primary school (7-13-årige) er obligatorisk og gratis, når man ser bort fra udgifter til skoleuniformer, øvelseshæfter og andre små bidrag. Obedy fortalte, at han og Nyerere nærmest er relateret, fordi de begge kommer fra Zanaki-stammen, som er en af de mindste af Tanzanias 120 folkeslag. Hvorvidt dette forklarer de mange fællesstræk ved Obedys visioner, ved jeg ikke, men ideen om at gøre ungdommen selvhjulpen har/havde i hvert fald høj prioritet hos begge.

Et skridt frem og to tilbage
Den enorme udvikling i uddannelsessektoren har også en bagside. Knappe ressourcer har resulteret i, at kvaliteten af uddannelsen ikke er fulgt med. Obedy fortalte om et ekstremt tilfælde i nyhederne, hvor man havde fundet en skole med ca. 500 elever, men med kun en underviser. Det generelle billede er mangel på uddannede undervisere, undervisningsmateriale, bøger, borde, stole og overfyldte klasseværelser. Penge – eller mangel på samme – fylder også for forældrene til de børn, som vi underviser.

Børnene sidder og leger på gulvet. Her er hverken borde eller stole, når undervisningen skal i gang. (Foto: Privatfoto)

Jeg har spurgt ind til ungernes baggrund, og billedet var dystert. Ingen af forældrene har arbejde med en fast løn. Hver morgen står de op til bekymringerne om, hvordan de mon skal dække dagens udgifter. Hvis de får dem dækket, sker det ved småjobs. Det kan være salg af grøntsager eller at agere pikipiki-chauffør for en dag. Én pikipiki-tur giver cirka fire kroner. I det lys er det meningsfuldt, at en skoleudgift til MYODAs skole hvert omkring 30 kroner giver hovedpine. Det er et beløb, MYODA nødtvunget har fastsat, fordi deres projekter ikke længere har faste sponsorer. Alle projekter, undtagen byggeriet af den nye skole, er blevet sat i bero. For at sætte tingene i perspektiv så mangler de kun 9000 kr. for at nå i mål. Paradoksalt er Obedy selv afhængig af frivilliges hjælp til at ansøge sponsorer uden for Afrika, selvom han prædiker hjælp til selvhjælp.

Forældrefælden
Børnene fra landsbyen er fanget af forældrenes beslutning, når det kommer til deres skolegang. Om børnene bliver sendt i skole eller ej, i det her tilfælde pre-primary (3-6-årige), afhænger til en vis grad af pengepungen, men i høj grad også af kultur. Når forældrene ikke selv har været en del af skolesystemet, kan det naturligt nok være svært for dem at se værdien af, at børnene skal i skole. Elevtallet i denne skole svinger, fordi flere af forældrene har en laissez faire-tilgang til, at en skoleuge er fem dage. Andre børn i landsbyen går slet ikke i skolen, men løber rundt ude omkring kirkens betonstøbning og kigger nysgerrigt ind på de børn, vi underviser.

Skolen har fra begyndelsen holdt til i kirkens bygning. Den er nemlig mødested for missionsorganisationen Evangelist, når den ikke fungerer som skole. Denne mere ekstreme retning inden for kristendommen har fået flere forældre til ikke at sende deres børn i skolen, fortæller Obedy. Både de mange stærkt troende muslimer, protestantiske kristne og katolikker har af denne grund valgt det fra. I bund og grund er der brug for en kulturændring, så alle forældre kan se værdien af uddannelse samt forstå, at uddannelse, i hvert fald i denne skole, ikke handler om religiøs lærdom.

Færdig efter primary school
Jeg talte med en fyr fra landsbyen, der til oktober starte på medicinuddannelsen i Mwanza-regionen. Obedy fortalte mig, at han er 1 ud af 100 i landsbyen, som går hele vejen til universitetet. Obedys egen fremskrivning af de 25 børns fremtid er, at stort set ingen af dem vil komme længere end primary school. Med det in mente skal jeg lige grave lidt efter, hvilken forskel vi frivillige egentlig gør. En ting, jeg kan konstatere uden tøven, er, at børnene elsker at være der. Min egen fornemmelse er også, at frivillige giver børnene et større incitament til at lære at tale engelsk. Samtidig bidrager hver frivillig med egne ideer til undervisningen, som til en vis grad kan bryde med gentag efter mig-kulturen, der især præger undervisningen. Det kan godt være, at skolesystemet kun kommer til at fylde i børnenes liv, til de er 13 år, og derefter ikke har nogen fast plan, men det føles alligevel bedre at gøre lidt end ingenting.


Ninna Gøbel Rønberg, 26, studerer Statskundskab på Københavns Universitet. Hun har tidligere arbejdet på Danmarks Radio og er nu i praktik på Altinget.

Næste artikel Klumme: Da mine forestillinger ramte den afrikanske virkelighed Klumme: Da mine forestillinger ramte den afrikanske virkelighed