Torm: Dansk politik savner personligheder med globale visioner

Af Uffe Torm
NGO-konsulent og forhenværende leder, Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling

Så faldt finansloven for 2016 på plads. Som forventet kom Venstre-regeringen næsten smertefrit igennem med store besparelser på ulandsbistanden. Da det kom til stykket, foretrak Konservative trods betænkeligheder fastfrysning af grundskylden frem for fastholdelse af en høj udviklingsbistand.

Næste år forventes cirka en tredjedel af udviklingsbistanden at gå til stigende asyludgifter i Danmark frem for at gå til aktivitetsudgifter i ulandene til fordel for verdens fattigste. Danmark bliver dermed den største modtager af dansk ulandsbistand! Som konsekvens falder den egentlige udviklingsbistand til cirka 0,5 procent af bruttonationalproduktet næste år – et godt stykke fra FN's anbefalede minimum på 0,7 procent.

Deprimerende (mangel på) debat
Det har været deprimerende at følge debatten om besparelserne både før, under og efter valget. Optimismen i bistandens begyndelse om, at det kun var et spørgsmål om ét eller få årtier, før de fattige lande var bragt op på et stade, hvor de kunne klare sig selv, holdt ikke vand. Sådan er det jo ikke gået. Så hvorfor og hvor længe skal vi fortsætte med at yde traditionel udviklingsbistand, som åbenbart ikke virker?

Det var der ikke mange bud på, og der var ikke megen debat om bistandens dilemmaer. Det er jo for eksempel rigtigt, at bistanden ofte skaber afhængighed og passiviserer både regeringer og lokalsamfund. Hvorfor selv gøre noget i lokalsamfundet, når alting kommer oppefra? Hvorfor beskatte sig selv, når pengene til statsbudgettet i høj grad kommer udefra?

Fokus var endnu engang på bistandens størrelse – ikke på bistandens indhold og kvalitet eller på, hvad bistanden trods sine begrænsninger er god til og derfor bør fokusere på. Udviklingsbistand kan i sig selv kun i begrænset omfang direkte bidrage til økonomisk vækst. Udenlandske investeringer og handelsindtægter er af langt større betydning for vækst – hvis ellers investeringer og samhandlen sker på fair vilkår.

Danmark er ved at lukke sig inde i den danske selvtilstrækkelighed og lukke verden og den globale virkelighed ude.

Uffe Torm
NGO-konsulent og forhenværende leder i Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling

Men udviklingsbistand kan især gennem investeringer i uddannelse og sundhed skabe forudsætninger for økonomisk vækst i form af en veluddannet og sund befolkning. Desuden kan bistanden bidrage til at skabe de nødvendige rammebetingelser for samfundsudviklingen i form af etableringen af velfungerende og transparente offentlige institutioner. Dertil kommer støtten til at opbygge og styrke et robust og mangfoldigt civilsamfund i samarbejde med danske og det voksende antal civilsamfundsorganisationer i Syd, som kan holde magthavere og myndigheder ansvarlige og igangsætte lokale, folkelige initiativer.

Der er international enighed om, at Danmarks ulandsbistand er af høj kvalitet, hvorfor Danmark er en rollemodel. I forhold til bruttonationalproduktet er Danmark blandt de største bidragydere til den internationale udviklingsbistand. Det vil Danmark fortsat være trods besparelserne – men rollemodellen er nok tabt på gulvet. Der er vel ingen, som for alvor tror, at andre lande vil øge ulandsbistanden, fordi Danmark sparer – tværtimod!

Fortsat behov for udviklingsbistand
Udviklingsbistand spiller ikke længere en afgørende økonomisk rolle i de fleste ulande. Som nævnt har andre faktorer større betydning for udviklingen. For eksempel overstiger private investeringer, eksportindtægter og overførsler fra migranter og flygtninge hver for sig størrelsen af Vestens bistand til ulandene. Det samme gør til gengæld illegale skatteunddragelser og kapitaludførsler fra ulandene desværre også.

Der er imidlertid fortsat behov for en målrettet udviklingsbistand og al mulig grund til at øge den internationale bistand til de fattige lande – ikke mindske den. De voksende antal flygtninge og migranter især fra Afghanistan, Mellemøsten og Nordafrika, som søger mod Europa (og fra Mexico og Mellemamerika til USA), nødvendiggør en øget indsats. Det gælder både konfliktforebyggelse, konfliktløsning og indsatser i såkaldte "fejlslagne stater" med etniske/religiøse spændinger og humanitær hjælp til flygtninge i nabolandene (nærområderne) samt udviklingsbistand, som kan forbedre levevilkårene i lande, migranterne især kommer fra.

Dertil kommer klimaforandringer, som vil udløse nye folkevandringer fra Syd mod Nord i de kommende årtier. Det kommer til at koste mere, end vi yder i dag. Og meget mere, end vi åbenbart er parate til at afsætte i fremtiden. Det altafgørende er imidlertid, at både statslig og privat udviklingsbistand er lokalt baseret og bæredygtig.

Naturligvis er det helt legitimt at argumentere for at nedsætte udviklingsbistanden. Det er imidlertid en udfordring, at der er tale om relativt store besparelser, der gennemføres i al hast med kort varsel både i forhold til modtagerlande, målgrupper og de berørte internationale og danske organisationer.

Det vil uundgåeligt i en række tilfælde medføre, at allerede foretagne investeringer går tabt, fordi det ikke vil være muligt at sikre bæredygtigheden af igangsatte indsatser og sikre en ansvarlig overdragelse heraf, når støtten brat afsluttes. Det betyder spild af både statslige og private midler, som kan løbe op i millioner af kroner – et spild, som kunne undgås, hvis man gav tid til en ansvarlig udfasning og konsolidering af igangsatte programmer, projekter og indsatser.

Ingen klare prioriteringer og visioner
Det værste er imidlertid, at det er svært at se en mening med besparelserne – udover bare at spare. Besparelserne virker vilkårlige og tilfældige, for ikke at sige kortsigtede, selvmodsigende og usammenhængende uden klare og gennemtænkte visioner og prioriteringer – bortset fra, at man vil opprioritere den humanitære bistand i nærområderne og øge udviklingsbistanden til Afrika generelt.

Det første er under alle omstændigheder nødvendigt. Men de samlede besparelser er så store, at udviklingsbistanden til Afrika først for alvor vil kunne øges på længere sigt. Selv i 2019 vil bistanden til Afrika være cirka en halv milliard kroner mindre end i 2015 ifølge Udenrigsministeriets egne beregninger.

I det hele taget forekommer valget af lande, der fortsat skal modtage dansk bistand, og lande, der skal fases ud, ulogisk (bortset fra fravalget af Latin- og Mellemamerika, som i situationen giver mening). Men der er ingen forklaring på, hvorfor det fattige, jordskælvsramte Nepal skal udfases, mens det gennemkorrupte Bangladesh, der har modtaget dansk bistand i mere end 40 år, fortsat skal tilgodeses, sammen med Tanzania, Kenya og Uganda, som ligeledes har modtaget dansk (og anden) bistand i årevis.

Det er ligeledes svært at se visionerne i at nedskære bevillingerne til Det Arabiske Initiativ og nedlægge Centret for Kultur og Udvikling samt reducere støtten til de mellemfolkelige NGO-partnerskaber med op til 35 procent samt støtten til både ulandsoplysning og -forskning på et tidspunkt, hvor der er større behov end nogensinde for at fremme mellemfolkelig, multikulturelt samt interreligiøs forståelse, indsigt, dialog og samarbejde.

Det samme spørgsmål gælder udviklingsstøtten gennem forskellige FN-organisationer. De er bestemt ikke alle lige effektive og støtteværdige. Så støtten hertil skal naturligvis prioriteres. Men måske ligger der en bevidst politisk nedprioritering af støtten via FN heri, selv om det især er gennem multilaterale støtte til FN's freds- og udviklingsarbejde, at et lille land som Danmark kan få global indflydelse.

Selv om man aner en politisk – ikke en faglig – prioritering i nedskæringerne, bruges grønthøstermetoden indenvfor de fleste områder uden en saglig vurdering af, om grønthøsteren på særligt følsomme marker kan gøre mere skade end på andre arealer. Hvis alle indsatser kan beskæres med samme procentdel, er det så fordi, de alle er lige vigtige – eller lige ligegyldige?

Spar hvor spares kan
Det virker som om parolen til embedsværket har været: Spar mest muligt, hurtigst muligt, hvor spares kan uden at bryde indgåede skriftlige aftaler. Men blæs på tilsagn, der er afgivet mundtligt under forhandlingerne med lande, FN-organisationer og andre, når der ikke er skrevet under på juridisk bindende dokumenter. Med andre ord: Et ord fra Danmark står ikke længere til troende.

Tiden for den traditionelle ulandsbistand, som vi har kendt den i de sidste godt 50 år, er ved at rinde ud – besparelser eller ej! Den fremtidige udviklingsbistand vil være langt mere kommerciel, markeds- og privatsektororienteret og konkurrencepræget.

Det allerstørste problem er imidlertid, at dansk politik i dag i den grad savner personligheder i både regering og opposition med et internationalt udsyn og globale visioner. Det gælder ikke kun, når vi taler om udviklingspolitik, men også når vi taler om energipolitik, klimapolitik, sikkerhedspolitik med videre. Danmark er ved at lukke sig inde i den danske selvtilstrækkelighed og lukke verden og den globale virkelighed ude.