Udviklingsbistand betyder nu business

Udviklingsbistand bidrager faktisk ikke umiddelbart ret meget til økonomisk vækst, idet bistand i sig selv ikke er et effektivt middel til at skabe økonomisk vækst.

Uffe Torm
Ngo-konsulent

Af Uffe Torm
Ngo-konsulent

Berlingske bragte lørdag den 2. november en kronik af professor Christian Bjørnskov, Aarhus Universitet, med overskriften "Ulandsbistand gør ikke verden bedre".

Desværre synes overskriften ikke helt at afspejle kronikkens indhold. Nærlæser man kronikken, synes professoren snarere at mene, at ulandsbistanden har gjort verden værre: "Bistanden belønner desværre som oftest uansvarlig adfærd". Det er da en udmelding, der vil noget!

Mandag den 4. november offentliggjorde Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) et oplæg til, hvordan dansk udviklingsbistand kan gøres bedre og "skabe fundament for aktive civilsamfund og stærke demokratiske velfærdssamfund".

Ifølge FTF skal Danmark gennem udviklingsbistanden især være med til sikre, at udviklingslandene kan "tilbyde uddannelse, sundhed og social sikring" til befolkningen.

Forskellige forventninger til bistand
Kronikken og FTF´s udspil afspejler to helt forskellige forventninger til, hvad udviklingsbistanden skal og ikke mindst kan bidrage til. Christian Bjørnskov mener tilsyneladende, at det vigtigste formål for udviklingsbistanden er at skabe økonomisk vækst i samfundet. FTF mener derimod, at hovedformålet med udviklingsbistand er social fremgang især for de fattigste befolkningsgrupper.

Professor Christian Bjørnskov har åbenbart efterfulgt professor Martin Paldam, der i årevis har kritiseret udviklingsbistanden for kun i ringe grad at bidrage til den økonomiske udvikling. Det gentager Christian Bjørnskov, som heller ikke kan finde "nogen bistandsvirkning på den langsigtede økonomiske udvikling". Men han tilfører ikke noget nyt til denne debat.

De to Aarhus-professorer har imidlertid langt hen ad vejen ret – men kun hvis man antager deres præmis, at udviklingsbistanden skal skabe økonomisk vækst, og hvis man kun ser i bakspejlet.

Det skal dog medgives, at især Danida har givet indtryk af, at bistand specielt handler om økonomisk vækst, og hvis vi bare øgede udviklingsbistanden, så ville fattigdomsproblemerne i ulandene forsvinde. Men i dag ved vi bedre og har lært af fortidens erfaringer.

Præmissen for kritikken af bistandens økonomiske betydning er således forkert. Selv har jeg aldrig ment, at hovedformålet med udviklingsbistand var økonomisk vækst endsige troet på, at udviklingsbistand alene kunne skabe økonomisk vækst. Udviklingsbistand bidrager faktisk ikke umiddelbart ret meget til økonomisk vækst, idet bistand i sig selv ikke er et effektivt middel til at skabe økonomisk vækst.

En forudsætning for økonomisk vækst
Derimod er udviklingsbistand et godt redskab til at skabe forudsætninger for økonomisk udvikling.

Hvad kommer først? Er sundhed et resultat af økonomisk vækst? Eller er en sund befolkning en forudsætning for økonomisk udvikling? Er en veluddannet befolkning en afgørende faktor for økonomisk udvikling? Eller er uddannelse en konsekvens af økonomisk vækst?

Der er mange eksempler på, at uddannelse har hjulpet mennesker til at løfte sig selv ud af fattigdom. Og ligeledes på, at sundhed har givet mennesker modstandskraft til at kæmpe sig ud af fattigdom. På det sociale område har udviklingsbistanden skabt mange positive resultater, sådan som det fremgår af opfyldelsen af en række af FN’s udviklingsmål for 2015 omkring skolegang og sundhed.

Derfor har FTF ret i, at bistanden fortsat skal have et klart socialt sigte. Støtte til uddannelse, sundhed og andre sociale fremskridt samt til udbygning af infrastruktur, opbygning af vitale samfundsinstitutioner, udarbejdelse af nødvendig lovgivning og etablering af positive rammebetingelser for den private sektor kan sammen med styrkelsen af et mangfoldigt civilsamfund, som aktivt arbejder for menneskerettigheder, demokrati og ligestilling, skabe en samfundsmæssig dynamik, der betyder både øget vækst og velfærd.

Bistandens begrænsninger
Bistanden har imidlertid sine begrænsninger. For naivt har vi for længe troet, at bistand alene kunne løse fattigdomsproblemerne. Bistand er i nogle tilfælde snarere blevet en forbandelse, som lammer lokalt initiativ og handlekraft.

Der er fortsat for meget bunden bilateral bistand med bagtanker og manglende koordination mellem konkurrerende donorer. Egoismen er stadig stærkere end altruismen i udviklingsbistanden. Desuden er den statslige bistand fortsat opdelt i bureaukratiske bokse. Der skal altså tænkes ud ad boksene, hvis bistanden for alvor skal skabe varige forandringer.

Frihandel og økonomiske investeringer er langt bedre til at skabe økonomisk vækst og har langt større betydning for de fleste svage landes økonomier end udviklingsbistanden. Private pengeoverførsler fra migrantarbejdere i Arabien, Europa og Nordamerika til familierne i Syd er nu større end de samlede statslige bistandsoverførsler. Men det samme er kapitalflugten fra Syd som følge af internationale firmaers tvivlsomme skatteunddragelser mv.

Der er imidlertid ingen garanti for, at økonomisk vækst i sig selv skaber udvikling og forandringer til gavn for de fattigste. Vækst skal være bæredygtig, det vil sige ikke udpine naturressourcer eller skade miljø og klima, men tværtimod gavne hele befolkningen og være med til at skabe større lighed og styrke samfundets sammenhængskraft. Hvis ikke, skaber væksten afvikling i stedet for udvikling.
 
Bistand er blevet lig med business 
Den traditionelle statslige udviklingsbistand er under alle omstændigheder i disse år under forandring og får stadig mindre betydning for ulandenes udvikling. Bistand betyder nu business.

Fremtidens faldende udviklingsbistand vil fokusere på færre lande, blive mere kommerciel, markedsorienteret, multilateral og donorharmoniseret samt sikkerhedspolitisk motiveret. Desuden er nye aktører kommet på banen med deres egen dagsorden. For eksempel Kina, Indien og Brasilien, som både yder og modtager udviklingsbistand. Dertil kommer Bill Gates' og andre private milliardfonde.

Derfor er det i dag vigtigere at fokusere på bistandens fremtid end dens fortid. Det gør FTF - og tak for det. Lad bare professorerne i Aarhus forske i fortidens udviklingsbistand, mens andre heldigvis beskæftiger sig med virkeligheden og ser konstruktivt fremad.

Der er imidlertid stadig behov for en socialt orienteret ulandsbistand. Og naturligvis er der brug for en - bæredygtig - økonomisk vækst, som på længere sigt kan finansiere de sociale fremskridt i udviklingslandene.

Men så længe Danmark, EU og USA ikke for alvor vil indgå fair frihandelsaftaler med ulandene eller modvirke vestlige selskabers skattespekulationer i ulandene, har vi desværre kun den begrænsede udviklingsbistand at gøre godt med i kampen mod verdensfattigdommen. Selv om vi godt ved, at vi kunne nå hurtigere resultater ved at bruge en gravemaskine i stedet for en spade.