Om  
Lotte Folke Kaarsholm

DR henter ny Deadline-vært fra Information

Redaktionschef og weekendredaktør på Information Lotte Folke Kaarsholm bliver en del af holdet bag Deadline på DR2. Hun skifter i december og kommer til at tone frem på skærmen til januar.

Line Jenvall

Seerne på DR2's nyhedsmagasin, Deadline, kan se frem til at blive guidet gennem dagens store historier af et nyt ansigt efter nytår. Det er Informations redaktionschef, Lotte Folke Kaarsholm, der slutter sig til værtholdet, skriver både DR og Information.

41-årige Lotte Folke Kaarsholm er uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet og har været ansat på Information siden 2003. Hun har både skrevet for avisens kultursektion og været redaktør på udlandsområdet. I de sidste tre år har hun været redaktionschef og redaktør for weekendtillægget Moderne Tider, men nu skal hun prøve kræfter med tv. At det skal ske på Deadline, gør kun udfordringen endnu mere tillokkende for den kommende vært.

"Deadline er efter min mening det bedste program, der findes på tv. Det er et modigt program, som tør at udfordre magten og som også tør udfordre seerne og insistere på journalistisk væsentlighed og på at diskutere idéer og konflikter – mange af de ting jeg i forvejen er optaget af," siger Lotte Folke Kaarsholm, der i den grad ser frem til sit nye job.

Hun rykker til DR i starten af december, og på Deadline-redaktionen glæder man sig til at tage imod hende.

"Lotte er en journalistisk kapacitet, der går nysgerrigt og frygtløst til samfundsdebatten. Hendes udsyn og konstante udforskning af nye ideer og strømninger bliver en kæmpe gevinst for seerne," lyder det fra programmets redaktionschef, Heidi Robdrup.

Hos Information er glæden knap så stor over at skulle tage afsked med en markant profil.

"Lotte har givet Information ufatteligt meget, hun har de seneste 13 år præget avisen, huset og medarbejderne på en måde, som er blivende. Det er selvfølgelig et tab for os, at hun skal til DR2," siger chefredaktør Rune Lykkeberg ifølge avisen.

Lotte Folke Kaarsholm slutter sig til en kreds af Deadline-værter, der også tæller Niels Krause-Kjær, Nynne Bjerre Christensen, Sigge Winther Nielsen og Jacob Rosenkrands.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lotte Folke Kaarsholm

Opinionsredaktør, Politiken
cand.mag. i litteraturvidenskab (Københavns Uni. 2009)

0:000:00