Hjælp Grønland

Obs.: Siden opdateres løbende

 

En flodbølge har ramt et område på den grønlandske vestkyst med store ødelæggelser til følge. Fire personer er fortsat savnet og kan være omkommet. 11 huse ved bygden Nuugaatsiaq blev skyllet væk, og næsten 200 mennesker fra de omkringliggende bygder er blevet evakueret til byerne Uummannaq og Aasiaat.

Flodbølgen ramte den 17. juni og skyldtes, at et stort stykke fjeld faldt i havet og sendte en stor mængde vand ind over land. Der er risiko for flere skred, og derfor er beboere i området blevet opfordret til at være opmærksomme og søge op i fjeldene, hvis advarselssirenerne lyder. Myndighederne holder godt øje med fjeldet.

Befolkningen i de berørte bygder lever af fangst og fiskeri. Deres både er borte, og mange har mistet al deres udstyr. Samtidig har de måttet efterlade deres hunde i forbindelse med evakueringen.

Hjælp de evakuerede i Grønland

Det er meget udsatte familier, der er blevet ramt af denne tragedie. Mange er børnefamilier og er økonomisk dårligt stillede.

Beboerne fra de 11 huse, der er skyllet i havet, har mistet deres ejendele, og der er næppe mange af de berørte, som er forsikrede. Der er tale om isolerede områder med meget lange afstande til steder, hvorfra hjælp og fornødenheder kan skaffes.

De mennesker, der er ramt af oversvømmelserne er udfordrede på deres livs- og eksistensgrundlag.

Vi har startet en indsamling til fordel for de ramte i Grønland, og Røde Kors i Grønland står for at distribuere en del af den hjælp, der kommer til området fra resten af Grønland.

Røde Kors i Grønland har nu og her iværksat tøjindsamling, men opgaven fremover bliver at yde en langt større hjælp. Først til genhusning og senere til genopbygning af de ramte områder og liv. En del af de sager, der er indsamlet de seneste dage, vil blive gemt til senere, når de mange mennesker skal i gang med at opbygge et nyt hjem.

Støt vores arbejde i Grønland


Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget