Analyse: Clintons team tager de første tæsk inden 2016

WASHINGTON DC – Valgkampen er blot 14 dage gammel på papiret for Hillary Clintons vej mod det Hvide Hus i 2016, men det skal man ikke lade sig snyde af. I realiteten har forberedelserne været i gang i årevis, og det kan mærkes på flere fronter.

Først og fremmest er det team, der står i spidsen for den erfarne demokrat, kampklart og af høj kvalitet. Der har været tid til at vælge og vrage. I spidsen står John Podesta, som er leder af kampagnen, og dennes allierede Jennifer Palmieri, der indtil sidste måned var kommunikationsdirektør i Det Hvide Hus, og som nu har samme stilling for Clinton. 

Podesta er velkendt og respekteret. Han er tidligere stabschef for præsident Bill Clinton og ledede overgangsteamet efter Obamas valgsejr i 2008. Han er også tidligere direktør for centrum-venstre tænketanken Center for American Progress.

Erfaringer fra Det Hvide Hus
Palmieri startede sin karriere i det demokratiske parti som medarbejder i Det Hvide Hus under Bill Clinton, hvor hun endte som medarbejder for netop Podesta som chief-of-staff. 

Palmieris nylige erfaringer som Obama II’s kommunikationsdirektør er guld værd for Clinton-kampagnen. Der er ikke er den nedtur og efterfølgende damage control, som hun ikke har erfaringer med. Fra præsidentens mislykkede forsøg på våbenstramninger til den katastrofale start på implementeringen af sundhedsreformen Obamacare har hun været med. Hun har også ledet Obamas vellykkede angrebsstrategi mod republikanerne efter nederlaget ved midtvejsvalget i 2014, herunder beslutningen om at implementere dele af en immigrationsreform via dekreter – executive orders. 

Allerede nu kan man læse de første historier i den amerikanske presse om, hvor radikalt organiseringen af Hillary 2016 ser ud til at adskille sig fra Hillary 2008. Ikke kun grundet det bevidst mere ydmyge budskab – som nævnt i det ekstra nyhedsbrev, vi sendte ud på dagen for kampagnens start den 12. april – om, at det er ”vælgerne, ikke kandidaten,” som er i fokus, men også fordi Clintons kampagneledelse tilsyneladende har valgt en anden arbejdsform og tilgang til medierne end for 8 år siden. Mindre konfrontativ, mere blød og mere lokal; ”ikke mere war room”, som en medarbejder udtrykker det til hjemmesiden Politico denne uge.

Afslørende skandalebog
Det er naturligvis ikke i sig selv er en garant mod kriser eller kritik; den første torpedo mod Hillary 2016 ramte allerede denne uge i form af forvarslet om en ny, afslørende bog, der fokuserer på Clinton-dynastiets pengesager og især på udenlandske donorer, der har betalt fyrstelige honorarer til Bill Clinton som gæstetaler og samtidig angiveligt modtaget positiv, politisk særbehandling fra det udenrigsministerium, som fruen samtidig stod i spidsen for.

Det er alvorlige anklager. Bogen, der har titlen ”Clinton Cash: The Untold Story of How and Why Foreign Governments and Businesses Helped Make Bill and Hillary Rich,” er skrevet af den undersøgende journalist Peter Schweizer, som er tidligere taleskriver for George W. Bush og tilknyttet den konservative tænketank Hoover Institution. Den udkommer først 5. maj, men visse medier, herunder New York Times, har fået udleveret deres eksemplarer før tid.

Avisen kaldte i sidste weekend bogen for ”den tidlige kampagnes længe ventede og mest frygtede udgivelse.” Det skyldes ikke kun de konkrete anklager, som forfatteren siger, han har håndfaste beviser for, men også at forlaget, HarperCollins har indgået aftaler med såvel New York Times som Washington Post og Fox News om publicering af udvalgte dele af anklagerne.

Paul: chokerende oplysninger
De konkrete eksempler stammer ifølge New York Times fra flere lande og tæller blandt andet en indgået frihandelsaftale med Columbia, der tilgodeså et energiselskab, som før aftalen havde givet store bidrag til the Clinton Foundation, aftaler i Haiti efter jordskælvet i 2010 samt betalinger på over en million dollar til Bill Clinton fra en canadisk bank, der også er investor i olierørledningen Keystone XL, der var under behandling i State Department, mens Hillary Clinton var udenrigsminister.

Indholdet er en tidlig valgkampsgave til de republikanske kandidater og flere medlemmer af Senatets Udenrigskomite er briefet om bogen, ligesom konservative Super PAC's står klar med sønderlemmende videobudskaber om, hvad der allerede nu er blevet døbt ”Clinton Cash” i forbindelse med udgivelsen 5. maj.

Den libertære præsidentkandidat Rand Paul kaldte i denne uge indholdet for ”dybt chokerende oplysninger.”

”Konservative konspirationsteorier”
Men her er det så, at Clintons valgmaskine skal stå sin første konkrete prøve. Foreløbig har man indskrænket sig til at kalde indholdet for en konservativ smædekampagne, der ”fordrejer velkendte oplysninger til absurde konspirationsteorier.”

Talsmand Brian Fallon siger til New Tork Times, at det er ”hverken første eller sidste gang, vi ser fiktion, der stammer fra partiske kilder.”

Ifølge avisen vil det dog være svært at afvise selve tallene, der stammer fra officielle udenrigsministerielle dokumenter og offentligt tilgængelige skatteoplysninger, som bl.a. viser, at Bill Clinton modtog 13.3 millioner dollar i honorarer for 54 taler i 2011. Af de mest velbetalte – med honorarer per tale på over en halv million dollar – var det blot to donorer, som ikke samtidig var involveret i politiske forhandlinger med udenrigsministeriet.

Det er ikke til at vide endnu, om bogen vil vise sig at blive en alvorlig test af Clinton-kampagnens budskab om ”fokus på den almindelige amerikaner” eller ej, men lige nu opererer maskineriet fortsat i smult vande.

Clinton lytter - til de lokale
Hillary Clinton selv har været igennem første del af den bebudede ”listening tour”, som har ført hende til flere afgørende svingstater, herunder Iowa og i den forgangne uge to dage i New Hampshire. Den førnævnte regionalt fokuserede og bevidst folkelige strategi har været klar: ingen store pressemøder med spørgsmål fra journalister, men flere møder med grupper af venligtsindede og nysgerrige vælgere samt dialog med lokale medier og bloggere.

De nationale medier har Clinton også undgået, som en medarbejder siger til Altinget i ”forsøget på at køre en udpræget no drama-kampagne langt væk fra fanfarer og professionelle aktører.” En strategi, der er ekstra nem at implementere al den stund, Clinton ikke har nogen seriøse modkandidater på de indre demokratiske linjer endnu. 

Kampagnen står hermed i direkte modsætning til den republikanske, hvor der allerede nu er skarp konkurrence om mediepladsen, og hvor man ser kandidaterne Ted Crux, Rand Paul og Marco Rubio stille sig non stop til rådighed for ethvert stor medie, der melder sig. Samtidig er de alle tre i gang med en kollektiv skyggekampagne mod den forventede tungeste kandidat, Jeb Bush, der ifølge velorienterede kilder i hans kampagne ikke agter at erklære sit kandidatur før til juni.

Visionen kommer i maj
Den forskel har ført til en dominans i det samlede mediebillede af konkrete konservative budskaber, men det vurderer Clintons kommunikationsfolk pt. som en fordel i dette tidlige stadie af valgkampen, fordi den demokratiske kandidat er så erfaren og velkendt som politiker, at for megen omtale nu ifølge pressefolkene blot kan føre til den ”metaltræthed”, som ofte følger i hælene på overeksponering i medierne af en politiker. Og Clinton har som bekendt ikke det problem, som flere af de republikanske kandidater lider af, nemlig at de ikke er kendte i hele USA.

Kontrasten mellem de to partiers situation er dermed betydelig. Også fordi de republikanske kandidater fremlægger konkrete forslag til politikker og reformer, mens Clinton holder fast i, at hendes store vision for sit præsidentskab – og dermed for kampagnen – først vil blive fremlagt til maj.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.