Analyse: Fuld fart mod valget efter State of The Union-tale

TALE: Præsidenten sprang ud som glad lyserød statsmand i sin årlige tale til nationen tirsdag aften. Obama har travlt med sit eftermæle og med at bestemme, hvad han kan. Det er ikke så meget realpolitisk, men signalværdien er betydelig og til gavn for demokraterne i 2016.

<br>Obama blinkede og improviserede sig gennem talen tirsdag aften, og flere amerikanske medier bemærkede, at han var i topform under talen.<br>

Obama blinkede og improviserede sig gennem talen tirsdag aften, og flere amerikanske medier bemærkede, at han var i topform under talen.
Foto: Youtube
Annegrethe Rasmussen

WASHINGTON DC – ”Middelklasseøkonomi,” at USA har det bedst, når alle har en fair chance - det var som bebudet essensen af det indenrigspolitiske budskab, præsident Obama havde forberedt til sin årlige tale til nationen – State of the Union (SOTU) – der blev afholdt tirsdag i denne uge.


Og hvis man ikke havde vidst bedre, skulle man næsten tro, at talerstolen havde stået i København til socialdemokratisk kongres frem for i Kongressen i Washington.


For Obama bebudede højere minimumsløn, tordnede mod ulighed og manglende ligeløn, mens han slog til lyd for gratis videregående uddannelser (i form af fri adgang til USA’s teknisk orienterede Community Colleges), skattelettelser til børnefamilier, ret til at afholde egne samt børns første sygedage og barselsorlov samt adgang til vuggestuer og bedre børnehaver.

Samtidig med at han gerne vil indgå frihandelsaftaler med skyldig respekt til fagforeninger, miljøet og arbejdsmiljøet, forbedre USA’s vaklende infrastruktur og investere i fremtiden ved radikalt at opgradere amerikanernes adgang til hurtige internetforbindelser.

Og så fik han også lige indskrevet sig i de kønspolitiske historiebøger ved som den første præsident nogensinde at nævne ordene ”lesbisk, transkønnet og bøsse,” muligvis også ”Instagram.”

Ny energi
Jovist, præsidenten, der har fået helt ny energi på det seneste, var i socialdemokratisk hopla.

Han adresserede problemerne med race – noget han er blevet beskyldt for ikke at tage alvorligt nok af sit eget afroamerikanske bagland i Kongressen – og politivold uden at støde betjentene fra sig, og han havde endda overskud til at improvisere finter vendt mod sine politiske modstandere, da republikanerne fjendtligt gav sig til at klappe under talen, ”jeg har ikke flere valgkampe, jeg skal vinde. Det ved jeg, for jeg har vundet de to, jeg førte,” lød det.

Han blinkede en enkelt gang til salen (blinket lever sit eget liv på nettet og blev et 'like' efter 30 sekunder), og så fik han lige bedt Kongressen om autorisation til at gå benhårdt efter ISIL, gentage sin nye kurs over for Cuba og forsikre vælgerne om, at han reserverede sig retten til at slå hårdt ned på terror, uanset hvor den udspiller sig i verden - og også på egen hånd, hvis det er nødvendigt.

Om end han dog også lige ville minde amerikanerne om, at han jo altså har trukket nationens soldater hjem fra Afghanistan – og før det i Irak – som han lovede helt tilbage i 2008.

Effektiv retorik
At talen var effektiv var der ingen uenighed om.

En meningsmåling foretaget lige efter af CNN viste, at antallet af vælgere, der mente, at præsidentens politikker ”gavner borgen”, steg fra 58 procent til 72. Samtidig ligger Obamas popularitet nu på lige over 50 procent, hvilket er den højeste i to år.


Og uanset, at man – hvis man tager de realpolitiske briller på – kan undre sig over, at en præsident med blot et arbejdsår tilbage (det sidste år – i 2016 – fører alle valgkamp, og ingen regner med, at der foregår noget reelt i Kongressen), og hvis parti lige har tabt midtvejsvalget i november 2014, kan lyde så kampivrig og være så entusiastisk, så ligger en del af forklaringen netop i, at han ikke har så meget at tabe.

Selv skal han ikke genvælges, så han risikerer intet ved at satse butikken på de ting, han faktisk mener og går ind for – og der er intet i politik, der virker bedre på vælgerne, end når politikere rent faktisk siger, hvad de mener.

Dertil kommer, at han ved at køre hårdt frem også gavner sin egen strategi med at udstille republikanerne som ”the party of no” - dem, der blokerer og intet vil. Hvilket ikke blot vil gavne Obamas eget eftermæle, men også berede vejen for den kommende demokratiske præsidentkandidat, sandsynligvis Hillary Clinton, der har bebudet, at hun vil gøre sin stilling op senest til april.

Ikke en Kinamands chance
Imidlertid var det så også alt, talen var: Effektiv signalpolitik.

For når det kommer til finansieringen og realiseringen af de mange tiltag, der alle skal vedtages i den republikansk styrede Kongres, har de indenrigspolitiske lovforslag ingen gang på jorden. Det betyder ikke, at det nødvendigvis er en dårlig ide for præsidenten at fremlægge dem. Dels er SOTU en fænomenal talerstol i sig selv. Dels bringer den offensive stil republikanerne i defensiven – de bliver nu tvunget til at imødegå forslagene og fremsætte deres egne alternativer – netop for at undgå stemplingen som golde nejsigere.

Hovedgrunden til, at løfterne ikke kan opfyldes, er finansieringen. Obama ønsker at hæve skatterne på de rigeste amerikanere med 320 milliarder dollars (ca. 3.000 milliarder kroner) over en periode på 10 år. Det er dog ikke indkomstskatten, han vil hæve – det skete sidst i 2012 – men derimod vil han lukke huller i den eksisterende lovgivning, bl.a. ved at stoppe en i dag lovlig skattefidus, hvor man kan placere store formuer i skattefrie familiefonde, så man slipper for at betale arveafgift - og derudover vil han hæve beskatningen af kapitalgevinster for de allerrigeste fra 23,8 til 28 procent.

Og den ide er der absolut ingen tilslutning til hos republikanerne, der konsekvent ser alle skattestigninger som en straf pålagt ”dem, der skaber arbejdspladser”, og dermed til skade for det igangværende økonomiske opsving. Det er omvendt republikanernes plan at slanke den offentlige sektor, og Obamas planer ville medføre et øget offentligt forbrug, så det er en plan, der trækker i den absolut modsatte retning. Derfor kommer der ingen resultater her.

Mulig enighed på få områder
Men det betyder ikke, at alle forslagene fra talen er dødsdømte – blot de mest banebrydende – og ja, man kunne kalde dem mest socialdemokratiske.

Forslagene om et hurtigere internet, bedre infrastruktur og indgåelsen af handelsaftaler har gode chancer for at blive vedtaget på tværs af partiskellene.

Og autorisationen til kampen mod ISIL ville være kommet uanset talen, så det er en gratis omgang for Det Hvide Hus.
I forhold til den igangværende opblødning over for Cuba, der kører for fulde gardiner med forhandlinger og planer om ambassader og lempelser af konkrete politikker, kan republikanerne reelt intet gøre, fordi den del af udenrigspolitikken sorterer under præsidentens autoritet.

Vetotrusler
En sidste del af talen var forbeholdt præsidentens vetoret.

Den har Obama stort set ikke benyttet sig af, men nu, hvor hans parti er i mindretal i den lovgivende forsamling, har han forlods bebudet en stribe vetoer, hvis ikke republikanerne stikker piben ind: alle forsøg på at underminere sundhedsreformen, stoppe hans linje i immigrationspolitikken, vedtage nye sanktioner mod Iran under atomforhandlingerne med Teheran eller på at opbløde kontrollen med den finansielle sektor, vil blive mødt med et veto fra Det Hvide Hus lød det.

Obama agter også at fortsætte linjen med at udstede executive orders – præsidentielle dekreter – bl.a. når det gælder kampen mod den globale opvarmning - som der vil blive brug for op til det kommende topmøde om klodens klima i Paris til december, hvis USA skal indgå nye, bindende aftaler.

Obamas hitliste frem mod 2016
Til gengæld var der et andet område, hvor Obamas tale udgjorde det perfekte svar. Og det er i forberedelserne til præsidentvalget til næste år.

For med talen gav præsidenten stafetten tilbage til sin mulige afløser ved helt enkelt at pege på de emneområder, hans parti skal kæmpe for i de kommende år.

Flere meningsmålinger efter talen viser klart, at områder som betalt løn under sygdom, børns sygdom og barsel samt gratis adgang til visse, fortrinsvist teknisk orienterede – uddannelser er et hit hos vælgerne. Ligeledes er investeringer i Amerikas infrastruktur – det skaber både tilfredshed blandt vælgerne i et af de lande i verden, hvor befolkningen kører mest i bil og er storforbrugere af internettet, og det er en motor for jobskabelse. Skattelettelser til middelklassen er også en sikker vinder, og de forhøjelser til de allerrigeste, som republikanerne kæmper imod, er også populære hos manden og kvinden på gaden.

”Det er op til os at vælge, hvilket land, vi ønsker at være over de næste 15 år,” lød det fra præsidenten. Et paradis for de rigeste, hvor den i forvejen høje og stærkt voksende ulighed fortsætter, eller et land, hvis økonomi er i kraftig bedring, og hvor denne unikke vækst kommer det brede flertal til gavn.

Intet kompromis – men optimistisk kampagne
Man skal lægge mærke til, at præsidenten ikke – som han tidligere har gjort – lagde op til kompromisser og opfordrede republikanerne til samarbejde hen over midten. Han lagde sig heller ikke op ad republikanske forslag – noget han også tidligere har excelleret i. Og han nævnte ikke med et eneste ord valgnederlaget ved november måneds midtvejsvalg.

Nej, han fokuserede på fremtiden, på fremtidens valgkampagner og på de kommende slagsmål i Kongressen om USA’s kurs. Og det er lige sådan, alle målinger også viser, at de amerikanske vælgere foretrækker, at deres leder opfører sig. Derudover kan man i øvrigt også konstatere, er der heller ikke er noget håb om, at den delte kongres kan blive enige hen over midten, uanset hvad han siger. Så alle opfordringer til samarbejde er spildte Guds ord på Balle-Lars.

Det havde så den effekt, at Obama kom til at lyde mere som kampagnemager end som statsmand. Mere som Campaigner-in-Chief end som Commander-in-Chief. Men også som en mand, der holdt hovedet højt, og som siger farvel til Det Hvide Hus efterladende sig et land i økonomisk stærk gænge og dermed en formkurve, som en kommende demokratisk kandidat kan stå på i 2016.

Det vil partiet være ham taknemlig for. For når rampelyset flytter sig fra Capitol Hill til majsmarkerne i Iowa og de små valgdistrikter i New Hampshire, er det vigtigt, at man har et optimistisk budskab med i sine rejsekufferter. Det har Obama leveret på en sølvbakke.

Clintons, Bushs og Romneys reaktioner
Hillary Clinton var da heller ikke sen til at svare på talen. Hun lod via et tweet umiddelbart efter talen forstå, at Obama "viste os vejen frem mod en økonomi, der gavner alle. Nu er der brug for at træde i karakter og levere resultater for middelklassen”.

Fra de to republikanske politikere, der – næsten – har meldt deres kandidatur frem mod 2016, lød der selvklart andre toner. Jeb Bush kaldte det ”beklageligt, at præsident Obama ønsker at bruge skattepolitikken til at splitte nationen, i stedet for at foreslå reformer, der kan skabe et nyt økonomisk råderum for alle amerikanere. Det kan vi gøre bedre”.

Og fra Mitt Romney lød dommen således: ”Præsidenten levede op til sit ry om at være mere interesseret i at føre politik end i at vise lederevner. Han er mere fokuseret på at vinde valg end på at vinde fremskridtet. …. Den bedste måde at sænke skatten for alle amerikanske familier er ligetil: man sætter skatteprocenten ned, og man forenkler skattelovgivningen”.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC


Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00