Analyse: Jeb Bush 2016 – er republikanerne klar?

WASHINGTON DC – Så er det afgjort: Jeb Bush (62) – præsident George W. Bushs lillebror og præsident George H. W. Bushs næstældste søn  - går efter at blive sit partis kandidat ved præsidentvalget næste år.

Og beskeden er klar: Jeb er sin egen herre – hans far og bror glimrede udelukkende ved deres fravær, da Floridas tidligere guvernør officielt lancerede sit kandidatur mandag i denne uge på the Kendall Campus, Miami Dade College.

Kampagnens logo - Jeb! 2016 – udelukker endda hans efternavn; de fleste amerikanske kommentatorer mener, at den undladelse er bevidst. 

Jeb: Jeg er min egen mand
”Amerikanerne bryder sig ikke om politiske dynastier eller familier, der klynger sig til magten i generationer, og når græsrødderne skal beslutte sig for, om de vil have Jeb eller ej, vil det tælle ned, at hans kandidatur vil berøve republikanerne en oplagt angrebsmulighed mod Hillary,” vurderer en medarbejder i Det Hvide Hus over for Altinget.

Jeb har også selv flere gange udtalt, at han er helt sin egen:

”Jeg elsker min far og min bror, og jeg er lykkelig over at være en del af en familie, der har været i den privilegerede situation, at de har været med til at skabe USA’s udenrigspolitik, men jeg er min egen mand - og mine synspunkter er formet af min egen tænkning og egne erfaringer. Hver præsident lærer af dem, der kom før – af deres principper og deres justeringer. Men en ting vi ved, er dette: Hver præsident arver en verden i forandring og skiftende omstændigheder," sagde han til Washington Post i februar i år.

Medfølende konservatisme
Uanset om Jeb foretrækker ikke at blive forbundet med sin bror, så er det imidlertid værd at bemærke, at hans indledende budskab fra lanceringen i Miami er stort set identisk med storebror George W. Bushs slogan fra 2000, der opfordrede partiet til at gå i brechen for "compassionate conservativism" (altså en medfølende konservatisme, der er inklusiv og kerer sig om de svageste i samfundet, frem for en brølende markedsliberalisme, der lader de dårligst stillede sejle deres egen sø).

Og sådan vil Jebs kampagne i endnu højere grad blive: rettet mod de svageste – kynikere vil anføre, at de rigeste jo også i forvejen ved, at de kan regne med republikanerne, mens de ressourcesvage amerikanere mere hælder til at stemme på demokraterne – samt i højere grad mod etniske minoriteter end man eksempelvis så med Mitt Romneys kampagne. Bush har også forsvaret præsident Obamas såkaldte Common Core standarder i uddannelsespolitikken.

Kandidaten selv siger det meget klart i den officielle præsentationsvideo hvor en lang række almindelige amerikanere – bl.a. flere farvede, handikappede og et offer for hustruvold – taler om, hvordan Jeb Bushs politikker har hjulpet dem fremad i livet – da han var statens guvernør:

”De svageste i vores samfundet skal forrest, ikke bagerst, i køen.”

At ville magten
Men hvem er han herudover - Jeb? Ud over at være donorernes darling, en moderat konservativ, der er glad for at læse og spille golf og et kendt navn over hele USA, netop grundet det efternavn, som han skal forsøge at distancere sig fra, er han først og fremmest en pragmatiker og en praktiker, ikke en ideolog.

Hans tid som guvernør i Florida var præget af reformer, der blev gennemført. Som han også henviser til i videoen og flere gange har sagt i taler – med en skjult henvisning til flere af sine interne konkurrenter samt til præsident Obama – så er det ”en ting at holde medrivende taler og få stor applaus, og noget helt andet at få sine politikker gennemført.”

Det er imidlertid ni år, siden han stoppede som guvernør, og tre fjerdedele af Floridas vælgere har ikke deltaget i valg, hvor Jeb Bush har stået på stemmesedlen – det store flertal af statens vælgere er enten flyttet eller er døde. Modsat en af Bushs mest fremtrædende rivaler i kampen om pladsen i 2016, senator Marco Rubio fra samme stat. Ham har hele 92 procent af vælgerne i ”The Sunshine State” tidligere haft mulighed for at stemme på.

Mange analytikere er usikre på, om Jeb virkelig vil magten, om han fortsat er sulten efter ikke blot et nyt politisk embede, men det mest eftertragtede af slagsen i hele verden. Siden han stoppede som guvernør i 2006, har han været ansat i en kort periode i det nu krakkede Lehman Brothers og skrevet en bog, der lidt halvhjertet gør op med det, der ellers var hans claim to fame i partiets svindende moderate kredse: en mere moderat og inklusiv udlændingepolitik.

I bogen, der har titlen ”Immigration Wars” anbringer Bush sig – taktisk klogt - solidt på højrefløjen i partiet og forlanger nu, i modsætning til tidligere, at alle illegale indvandrere rejser hjem, før de kan søge statsborgerskab. Bogen tyder på, at han har forberedt sig i længere tid, og at han i hvert fald her har læst på lektien.

Hellere en bog end en øl
Men derudover er der et andet åbent spørgsmål: Har Jeb Bush psyken eller mentaliteten til at stille op? Den velkendte tommelfingerregel om, at den kandidat, vælgerne helst vil drikke en øl med, er den, der vinder det amerikanske præsidentvalg, er vendt på hovedet med Bush. For det er meget muligt, at et flertal af vælgerne bedre kan forestille sig at gå på bar med Jeb end med Hillary Clinton (uanset at sidstnævnte i flere omgange har gjort et stort nummer ud af netop at være en solid øldrikker) men hvad nu – som webmagasinet Slate formulerede det i april – hvis kandidaten ikke vil drikke en øl med vælgeren? Hvis kandidaten – som Jeb Bush – er en velkendt introvert, der ”hellere vil læse end bog end danse Congo,” som han selv formulerede det i marts under et møde med en gruppe forretningsmænd i Chicago.

Ja, så har kandidaten en betydelig udfordring, som det hedder i den politiske jargon, når man betænker, at Jeb Bush står lige ved startlinjen på et ræs, der vil vare over 600 dage og som kræver en indsats, hvor man skal trykke tusindvis af hænder og small-talke med lige så mange vælgere over hele landet. Hvis altså kandidaten bedre kunne tænke sig at sidde lige så stille med en god bog.

Man skal bemærke, at det ikke er kommentatorer eller analytikere der beskriver Jeb som socialt indadvendt. Det er ham selv.

”Jeg er en introvert,” sagde han i foråret, da han talte ved the National Auto Dealers Association i San Francisco. Men så tilføjede han, at han ”har lært at tackle det, at udfordre mig selv,” hvorefter han beskrev, hvordan han bl.a. har foretaget flere rejser til Asien med et omfattende program:

”Jeg har kæmpet og er kommet videre. Jeg har lært, at hvis man vil argumentere for sin sag, være politiker og fremme sine argumenter, så er det nødvendigt at være i stand til at oprette forbindelse med mennesker. Og du kan ikke relatere dig til andre mennesker, hvis du sidder i et hjørne og læser en bog. Du er nødt til at engagere dig og komme i øjenhøjde med andre mennesker, hvis du skal forstå, hvor de kommer fra. Før du er nået dertil, kan du ikke fremlægge dine egne visioner.”

Den største hurdle
Men selv om Bush er blevet mere social og kommunikerende, er han fortsat en rationel, argumenterende og rolig type – ikke en, der kan få en forsamling til at koge, og – endnu vigtigere – ikke en type politiker, der lever af folks beundring, eller virker, som om han har brug for at blive elsket eller bare holdt af. Og det kan blive et større problem for ham end det faktum, at hans udenrigspolitiske linje synes at vakle mellem Bush-familiens velkendte aktivisme og hårde linje overfor en tilpasset og mere tilbageholdende version af den amerikanske exceptionalisme.

For det er et faktum, at i afgørende stater som Iowa og New Hampshire er det en tvingende nødvendighed, at kandidaten behersker den direkte, folkelige ”in-my-neighbor’s-living-room campaigning” som de kalder det i amerikansk politisk slang, hvis han eller hun skal vinde.

Det er ikke nok at inspirere de store donorer – man skal ind og vinde hr. og fru Kakkelbords hjerter, som er et dansk udtryk for det samme; man skal ønske at blive elsket, før man kan blive valgt.

Det vil, sammen med det moderate image, blive Jeb Bushs største udfordring på de indre linjer. Nå ja – og så efternavnet.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington, DC

Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.