Analyse: Myten om det republikanske partis undergang

WASHINGTON DC - Det er ikke til at komme udenom: De mange alvorlige og panderynkende artikler og blogs, der med dystre miner advarer om, at the Grand Old Party – republikanernes kælenavn – lige så godt kunne lukke og slukke butikken. ”Trumps opstigning er det republikanske partis død,” spår lederskribent Jonathan Capehart fra Washington Post. I liberale New York Times skriver den faste klummeskribent Ross Douthat tilsvarende, at klasseforræderen Trump er det konservative partis endeligt.

I skoven af venstreorienterede bloggere gnider man sig følgelig i hænderne og spår en nem og betydelig sejr til Hillary Clinton; enten fordi Trump rent faktisk kunne sikre sig nomineringen, og så melder alle statistikere, at demokraterne står til en jordskredssejr; eller også fordi byggematadorens endeligt måske først vil finde sted så sent i forløbet, at den endelige vinder vil have været nødsaget til at trække så langt til højre, at det vil være overordentlig svært for partiet at søge ind mod midten igen: der hvor de uafhængige og afgørende stemmer skal vindes.

Og som om alt dette ikke var nok, lyder dødsklokken også fra det modsatte hold på den populistiske højrefløj, hvor den kendte Teaparty-konge Erick Erickson, der er chefredaktør for bloggen Red State, allerede i august lagde partiet i graven med artiklen ”Begyndelsen på enden”.

Så da Berlingske Tidende i slutningen af oktober også forudsagde, at partiets interne strid kan være ”enden på Det Republikanske Parti” var avisen i talrigt selskab:

”Det er ikke kun præsidentvalget, der er på spil for det gamle parti. Det er selve partiets eksistens og overlevelse også ved det næste valg til Kongressen og til de mange lokalvalg, der også er i november næste år,” lød det.

Virkeligheden er lysegrøn for GOP
Problemet med alle disse forudsigelser er imidlertid, at de ikke giver et dækkende billede af virkeligheden, der er langt mere kompleks – og potentiel også mere positiv for partiet.

For godt nok er det en udfordring at vinde Det Hvide Hus til næste år, hvis partiet fortsætter kursen stik mod højre (hvilket man ikke kan vide om det gør; mange iagttagere glemmer, at Trumps føring delvis skyldes den store spredning i feltet af modkandidater), især fordi man skal op på omkring 40 procent af de spansktalende stemmer. Men hvis man herudfra vil konkludere, at amerikanerne har tabt tiltroen til partiet, gør man regning helt uden vært.

Republikanerne sidder pt. på et flertal af guvernørposter - 32 ud af 50 stater (Washington DC har ikke en guvernør, hovedstaden er som distrikt heller ikke er repræsenteret i Kongressen men har en borgmester, der er demokrat.). I 31 stater kontrollerer republikanerne derudover begge kamre i den lokale lovgivende forsamling, et forspring partiet har øget med 900 folkevalgte siden valget af Barack Obama i 2008. Partiet vandt den totale kontrol over den føderale kongres ved midtvejsvalget i 2014 og har alt i alt vundet samtlige midtvejsvalg siden ”jordskredsmidtvejsvalget” i 2010.

Det hemmelige våben: Den pragmatiske konservative guvernør
Baggrunden er nem at forstå: der findes en helt anden pragmatisk og fremsynet konservatisme i mange delstater, som ikke gør stort væsen af sig i landspolitik. F.eks. i stater som Indiana, Wisconsin og Iowa, hvor republikanske guvernører styrer deres stat med populære forslag og afbalancerede budgetter, som vælgerne er særdeles tilfredse med. Hvilket i øvrigt heller ikke altid betyder, at de dårligst stillede snydes.

I staten Ohio, der ledes af guvernør John Kasich (en af de håbefulde republikanske moderate præsidentkandidater), har lovgiverne f.eks. besluttet at udvide adgangen til Medicaid (offentlig sygesikring for de fattigste amerikanere inklusive børn). 

Som Iowas erfarne guvernør Terry Branstad sagde til tidsskriftet Economist i sidste måned: ”Jeg er ikke særlig interesseret i partipolitik. Det er der mange republikanske guvernører, der ikke er.” Danske læsere med en vis alder og ditto hukommelse erindrer muligvis en særdeles populær konservativ statsminister, der sagde noget lignende under sin regeringsperiode, nemlig Poul Schlüter, der stod fadder til det ultimative pragmatiske udsagn: ”Ideologi er noget bras.” Mange danske borgmestre kører som bekendt deres politik efter samme devise. Hvilket ikke nødvendigvis kan overføres til landspolitik, men som i amerikansk kontekst betyder, at partiet har en enorm lokal base at trække på til næste år. 

Dynamisk duo: Ryan og Rubio
En anden udvikling, der ikke har været bemærket meget i dansk presse – eller i hvert fald ikke på niveau med spradebasserne Trump og Carson - er valget af formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan. Mange vil huske ham som Mitt Romneys vicepræsidentkandidat, men han er mere end det. Den nye Speaker er en ekstremt hårdarbejdende og populær konservativ, der nok ligger til højre i partiet, men som skyer værdipolitik og Machismo som pesten. Med andre ord: en mand, der kan forhandle, som ved, hvad politik (også) drejer sig om: at få strikket forlig og aftaler i stand. Han er Politiker med stort P – en af dem, som mange kommentatorer har travlt med at dømme ude hos republikanerne, men som ikke desto mindre nu er den mest magtfulde mand i Kongressen.

Læg dertil, at GOP’s pt. mest sandsynlige ”mainstream kandidat,” den spansktalende cubansk-amerikanske Marco Rubio, stille og roligt er ved at etablere sig i de afgørende nøglestater sydpå og også har udvidet sin donorbase over de seneste uger. Rubio deler Ryans ønske om at sænke skatterne og skære i de offentlige udgifter – et ønske som store dele af vælgerhavet deler.

Dertil kommer, hvilket muligvis er et chok for mange danskere, at både Rubio og Ryan også har blik for en forbedring af vilkårene for de fattigste amerikanere (i praksis: især de afroamerikanske vælgere). Opskriften herpå - ”konkurrence og flere jobs frem for offentlige ydelser” er (naturligvis) en helt anden end demokraternes, men pointen er, at der findes en bredere og mere reformorienteret republikansk dagsorden i Kongressen, som lige nu står i skyggen af de mere ekstreme og eksotiske forslag fra Trump og Carson, der begge rask væk lyver og overdriver deres vej til medierne.

De unge er ikke længere glade for Obama
En sidste positiv trend for republikanerne, der er foregået helt under danske mediers radar og som heller ikke har været særlig omtalt i USA, er udviklingen blandt de yngste vælgere (18-34 år). Det er velkendt, at præsident Obama vandt gruppen af millenials stort i 2008 og også, med lidt mindre prangende tal, i 2012. Men nye tal fra Harvard i april viser, at de tal er under forandring.

Demokraterne er godt nok fortsat i førersædet, men forspringet er spinkelt: 37 procent over for 35 procent og et flertal af unge på 52 procent mener alt i alt, at Obama har gjort det dårligt som præsident. Allerede i april – lang tid før Islamisk Stats seneste række af terrorangreb - fandt hele 59 procent af de yngste vælgere desuden, at Obamas håndtering af ISIS er ”kritisabel”.

Konklusionen er simpel: Republikanerne har en enorm aktivist- og vælgerbase ude i staterne og magtfulde lokale fakkelbærere i deres mange guvernører. Den base vil blive aktiveret, hvis/når Trump og Carson bliver besejret internt (hvilket naturligvis gør partiledelsen, der er sig særdeles bevidst om mulighederne, endnu mere utålmodige efter at se dem falde i meningsmålingerne). Dertil kommer oplagte muligheder hos de unge - samt potentielle muligheder i den spansktalende befolkning, hvis partiet ender med en af de moderate kandidater. 

Et valgnederlag til Clinton: tab af al magt

Den udsigt bør gøre Hillary Clintons demokratiske kamptropper nervøse:

For som Washington Posts Chefkorrespondent Dan Balz skrev i sidste uge, så er risikoen ved et tab af Det Hvide Hus intet mindre end enorm:

”Hvis republikanerne vinder præsidentposten i 2016, vil de komme til at sidde på næsten alt: Det Hvide Hus, Repræsentanternes Hus og sandsynligvis Senatet. Samt helt sikkert et flertal af guvernørposter. Hvis demokraterne erobrer det Hvide Hus, kan de også vinde Senatet, men sandsynligvis ikke Repræsentanternes Hus. De vil også være i markant mindretal i staterne. Hvis de mister det Hvide Hus, vil de med andre ord blive udslettet fra magtens overflade.” 

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.