Analyse: Republikanernes lange og kulørte vej til Det Hvide Hus

Indrømmet.

Det er pt. tæt på umuligt at ignorere mangemillionæren Donald Trump i en analyse af den republikanske valgkampagne op til næste års præsidentvalg.

Dels fordi byggematadoren med det høje hår fortsat bærer førertrøjen som nummer et i meningsmålingerne, dels fordi han forsyner de agurketidsramte medier med materiale, som ingen anden kandidat kan konkurrere med. Sådan er det som bekendt med skamløse populister, der ikke kender en nedre grænse for slibrige bemærkninger.

Trumps umulige opførsel
Så lad os få ham overstået, men samtidig slå helt fast, at hvor underholdende det end måtte være at følge eksempelvis Trumps sexistiske angreb på Fox News’ kvindelige supervært Megyn Kelly (der nu er taget på 14 dages såkaldt ”uplanlagt” ferie, mens bølgerne lægger sig efter hendes fine præstation under den første præsidentdebat på kanalen i forrige uge – en journalistisk opgave udført til UG, der fik Trump til at antyde, at Kelly var aggressiv, fordi hun havde menstruation) eller hans grundløse påstande om, at mexicanerne hjertens gerne selv vil betale for en ny grænsemur mellem Mexico og USA (en påstand, der blev afvist af landets præsident i denne uge som meningsløs), så er det lige så sikkert som Amen i kirken, at han ikke ender som sit partis præsidentkandidat.

Omkring 60 procent af de republikanske kernevælgere siger nej til at ville stemme på Trump, der dermed ville være den bedste gave til Demokraterne, som man kan forestille sig.

Med Trump som republikansk kandidat ville Demokraterne med Hillary Clinton i spidsen med andre ord vinde en historisk jordskredssejr.

Et tredje rask forslag fra Trump om, at USA skulle ”bombe ISIS ud af denne verden” og gå ind i Irak og overtage kontrollen med de oliekilder, der er rygraden i terrorgruppens økonomi, blev ligeledes afvist af Amerikas øverstkommanderende general gennem de seneste 39 år (the Army Chief of Staff General), Raymond T. Odierno, der onsdag i denne uge i et interview med en gruppe reportere  i Pentagon bemærkede, at der er ”grænser for, hvad man kan opnå med militær magt.”

Odierno, der er på vej på pension, svarede også ja til, at han var ”uenig” med Trump, når det gælder strategien i Irak, en sjælden direkte bemærkning fra generalstabschefen, der normalt ikke blander sig direkte i politik.

Indflydelse fra højre og partiledelsens mareridt
Dermed ikke være sagt, at Trump er ligegyldig. Hans aktuelle popularitet på højrefløjen i det republikanske parti understreger den mangeårige træthed i vælgerhavet over politikere, der taler og taler, men hvis forslag synes at sande til og forsvinde i Washington DC’s endeløse politiske korridorer ligesom afskyen over for ”den etablerede elite” og de mangeårige tovtrækkerier i hovedstadens sandkasse, hvor Kongressens to kamres skyttegravskrig med Det Hvide Hus også bærer ved til det populistiske bål.   

Trump er med andre ord en politisk markør, ligesom Tea Party-bevægelsen har været det. Han vil dermed få markant og målelig indflydelse på sit parti, hvor ledelsens største frygt i øvrigt ikke er en Trump-sejr, men at rigmandens notoriske ego og ditto storhedsvanvid vil stige ham så meget til hovedet, at han ender med at stille op som uafhængig kandidat.

Hvis Trump gør det, vil republikanerne også tabe med et brag i 2016, da hans kandidatur vil stjæle livsvigtige konservative stemmer fra GOP.

Fire favoritter – to mulige og 11 outsidere
Men ud af de 17 kandidater, der pt. bejler om pladsen, er der fire, som er sandsynlige kandidater: Jeb Bush, Scott Walker, Marco Rubio og John Kasich samt to, der er mulige: Carly Fiorina og Mike Huckabee.

Mange af de øvrige 11 – Ben Carson, Chris Christie, Ted Cruz, Jim Gilmore, Lindsey Graham. Bobby Jindal, Rand Paul, George Pataki, Rick Perry, Rick Santorum samt altså Trump - vil sandsynligvis fortsætte lang tid endnu, fordi de nye kampagneorganisationer, de såkaldte Super PACs, forsyner dem med millioner af dollar - også selv om kandidaten, der støttes, sandsynligvis ikke vinder.

Sådan var det ikke før 2010, da Super PACs blev tilladt via en højesteretsdom, så længe de ikke direkte bidrager til kandidaternes kampagner, men kun støtter dem indirekte. 

Fordele og ulemper ved et langtrukkent primærvalg
Derfor vil det republikanske primærvalg blive langtrukkent og formentlig ganske underholdende.

Det store spørgsmål er, om et længere forløb vil gavne partiet, som fortalerne mener: de siger, den vil træne den vindende kandidat og gøre ham eller hende stærkere politisk samt vænne vedkommende til rampelyset, en slags udholdenhedskonkurrence, hvor den stærkeste sejrer og bliver ekstremt kampklar til det endelige slag.

Kritikerne mener modsat, at pinen blot vil trækkes ud med et langt primærvalg og udstille svagheder og uenigheder i de konservative rækker, der tilmed bruger millioner af dollar til infight og ballade.

De ser gerne et langt kortere forløb samt færre penge brugt på primærvalget og flere på kampen mod demokraterne. Kritikernes problem er, at de ingen magtmidler har. Man kan ikke forhindre nogen i at stille op, og de mange Super PACs finansierer gildet.

Lad os se nærmere på de fire mest sandsynlige kandidater:

Jeb Bush – donorerne og partiledelsens yndling
Jeb Bush er den etablerede favorit; den tidligere senator for Florida er erfaren, hans familie har, som de fleste vil vide, haft sin jævnlige gang i Det Hvide Hus, og vi har i nyhedsbrevet sidst i juni set nærmere på hans mulige kandidatur, styrker og svagheder.

Bush er fortsat forrest, når det gælder kampen om donorerne. Indtil videre har han indsamlet 120 millioner dollar, heraf kommer 108.5 millioner fra hans Super PAC ”Right to Rise” – selv har Jeb Bush indsamlet 11. 4 millioner.

Det giver ham et forspring frem for alle andre kandidater.

Hans profil er mainstream konservativ, og alle tidligere tanker om en mere progressiv immigrationspolitik er midlertidig indstillet, men vil sandsynligvis dukke op igen, hvis han vinder kandidaturet

John Kasich - guvernør for staten Ohio
Kasich er kommet relativt sent ind i debatten, men har på det seneste tiltrukket sig betydelig opmærksomhed blandt politiske analytikere og kommentatorer, der altid er på jagt efter erfarne politikere, som er populære i egne stater, og som vil bejle til de moderate vælgere blandt republikanerne.

Dem er der ikke mange af. Kasich understregede eksempelvis i sidste uge, at han nok er modstander af homoseksuelle ægteskaber – som alle andre konservative kandidater – men at han ”glad og uden problemer deltog i en homoseksuel vens bryllup.”  Han er i det hele taget ikke meget for værdipolitiske slagsmål; ”jeg foretrækker realpolitik”, som han har sagt det.

I sidste uges debat på Fox News mellem partiets kandidater understregede han også – som den eneste – at han nok ønsker at komme illegal indvandring til livs, men at han ikke vil udelukke en ”path to citizenship” (en vej til amerikansk statsborgerskab) for de udokumenterede indvandrere, der allerede er i USA som en del af et politisk kompromis hen over midten, hvis Kongressen bliver enige om en udlændingereform i næste valgperiode. Under et valgmøde i staten New Hampshire i denne uge sagde Kasich også, at illegale indvandrere bidrager positivt til USA’s økonomi:

”Mange af disse mennesker er blandt de mest hårdtarbejdende, gudfrygtige og familieorienterede personer, man vil møde i sit liv. Det er hverken praktisk eller ønskeligt at forsøge at tvinge 12 millioner mennesker ud af dette land. De bidrager betydeligt til samfundet,” lød det fra guvernøren.

Ifølge hjemmesiden slate.com blev han mødt med ”høflige og spredte klapsalver,” hvilket kan ses som symbolsk for de udfordringer, den midtsøgende guvernør står overfor: i en tid, hvor partiets græsrødder trækker betydeligt mod højre, vil det være svært for Kasich at vinde de stater, der stemmer tidligt.

Lige nu nyder han dog betydelig popularitet i New Hampshire, der er en historisk velkendt moderat republikansk stat. Det vil også være en kæmpe opgave for Kasich at samle nok penge ind i forsøget på at gøre ham mere kendt uden for Midtvesten. Kasichs styrke er hans erfaring, lune og afbalancerede temperament samt indsigt og viden om økonomi plus praktiske erfaringer som populær guvernør.

Marco Rubio - den yngste i feltet
Marco Rubio (44) befinder sig også på top-fire listen. Han er juniorsenator for Florida, hvor han startede i Senatet i 2011 og er den yngste i feltet. Med sin relative ungdom, gode talegaver og sine eksil-cubanske forældre ønsker han ifølge sig selv at bringe ”ungdom og diversitet” ind i det republikanske parti.

“Tiden er kommet for vor generation til at bane vejen for et nyt amerikansk århundrede,” siger han.

Det er et godt argument i en valgkamp, hvor republikanerne har brug for flere minoritetsstemmer for at vinde.

Rubio agter at konkurrere i alle fire ”early voting states”, og med sit flydende spanske samt solide konservative, men dog midtsøgende udgangspunkt, står han ganske stærkt i et parti, der godt ved, at det skal modernisere sig for at vinde, men hvis base ikke bryder sig meget om projektet.

Rubio var i 2011 del af det såkaldte ”gang of eight,” hvor otte senatorer, fire fra hvert parti, fremlagde et tværpolitisk kompromis i Kongressen til en ny udlændingereform. Projektet døde i Repræsentanternes Hus, men ses som et eksempel på, at Rubio, sin unge alder til trods, kan arbejde hen over midten.

Hans udfordring er ligesom Kasich at samle flere penge samt at komme ud af de mere erfarne politikeres skygge. Han er blevet beskyldt for ikke at vide nok om udenrigspolitik og for ikke at have den nødvendige politiske tyngde til at sidde i Det Ovale Værelse - endnu. Hvis han ikke vinder, er han også et muligt bud på en vicepræsidentkandidat, om end det er god latin i analytiker-kredse, at GOP bliver nødt til at finde en kvinde til posten som nummer to, hvis partiet skal kunne appellere i tilstrækkelig grad til denne afgørende vælgergruppe, når Demokraterne sandsynligvis stiller med en kandidat, der på forhånd er en vinder blandt både kvinder og spansktalende vælgere.

Scott Walker - staten Wisconsins guvernør
Walker har længe været blandt de øverste på listen over mulige konservative, republikanske præsidentkandidater.

For to år siden udkæmpede han et kæmpe slag mod de offentlig ansattes fagforeninger i sin hjemstat og vandt.

Aktivister havde besat guvernørens kontor samt flere offentlige bygninger i ugelange strejker. Kampen mellem den konservative guvernør og de rasende fagforeningsmedlemmer tiltrak sig national opmærksomhed og gennem sin ”right to work”-retorik og et generalieblad, der bl.a. tæller hårde nedskæringer på den offentlige sektor samt en gennemført pensionsreform i Wisconsin, satser han på at appellere bredt i partiet.

Walker er en klassisk konservativ generalist. Han har gjort sig bemærket med stærk støtte til såkaldte charter skoler (uafhængige folkeskoler, der drives som selvejende virksomheder) samt til staten Israel. I udenrigspolitikken er han en høg, og han har holdt flere foredrag om national sikkerhed; den vigtige evangelikalske kristne vælgergruppe ser med positive øjne på hans status som præstesøn. Endelig er han til Tea Party-bevægelsens glæde en stærk tilhænger af at overføre så megen føderal magt som muligt til de statslige og lokale regeringer. Risikoen for Walker er, at hans potentielle politiske koalition er for bred. At hans fordel vil ende som en svaghed, fordi hans støtte kommer fra så mange forskellige grupper, at det kan være svært at samle tilstrækkelig momentum og vinde i de tidlige stater.

Walker har imidlertid selv meddelt, at han agter at vinde nøglestaten Iowa, og han har opbygget en stærk kampagneorganisation her, hvor han satser på at blive den samlende konservative kandidat. Han er veltalende og blev genvalgt som guvernør i Wisconsin for tredje gang sidst, på trods af at staten ikke har stemt for en republikansk præsidentkandidat siden 1984.

Det viser, siger Walkers støtter, at han netop er i stand til at appellere til afgørende uafhængige og midtsøgende vælgere ved det kommende præsidentvalg.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.