Analyse: Splittede og rasende republikanere truer Obama på pengepungen

IMMIGRATION: Det konservative raseri over Obamas enegang på immigrationsområdet er enormt, og republikanerne ønsker at stoppe præsidenten ved at lukke for pengekassen til Indenrigsministeriet, men partiledelsen vil ikke sende hele regeringen i betalingsstandsning. Pengekassen løber tør 11. december.

<br>Obama og Boehner ved et tidligere møde. Pengekassen løber tør den 11. december, hvis ikke Kongressen kan nå til enighed om et nyt budget inden da.<br>

Obama og Boehner ved et tidligere møde. Pengekassen løber tør den 11. december, hvis ikke Kongressen kan nå til enighed om et nyt budget inden da.
Foto: Pete Souza/Det Hvide Hus
Annegrethe Rasmussen

WASHINGTON DC. På overfladen kunne man godt forveksle vinteren 2014 i den amerikanske hovedstad med de politiske tovtrækkerier fra sidste år på samme tidspunkt. Præsidenten benåder kalkuner til Thanksgiving den sidste uge i november, det nationale juletræ tændes tæt ved Det Hvide Hus i denne uge – det skete i går - og mens USA er i Holiday Mode, raser den bitre politiske skyttegravskrig i Kongressen.

Sådan er det igen.

Men i år er raseriet over Obama taget til i styrke, fordi præsidenten i sidste måned underskrev et dekret på immigrationsområdet, der gør det muligt for op mod 5 millioner udokumenterede indvandrere at blive lovligt i USA i to år i stedet for at være under jorden og truet af deportation. 

Straffen for dekretet: Ingen penge
Som straf herfor ønsker den konservative fraktion i det republikanske parti at sende regeringen i betalingsstandsning. Budgettet løber nemlig ud 11. december, og vedtager Kongressen ikke en finanslov inden da, løber den føderale regering tør for midler.

Det skete som bekendt netop sidste år på denne tid. Systemet kollapsede uden en bevillingslov, og store dele af centraladministrationen lukkede ned i ugevis.

Præsidenten gav sig imidlertid ikke, og på den sidste dag i det gamle år blev parterne enige. Republikanerne gav sig, og det gjorde de først og fremmest, fordi et overvældende antal meningsmålinger klart tilkendegav, at vælgerne - der var dødtrætte af lukningen og mudderkastningen i Kongressen - lagde hovedparten af ansvaret for det politiske kaos på det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus.

Partiledelse under pres
Den del af festen ønsker den moderate partiledelse – med formanden for Repræsentanternes Hus, John Boehner, i spidsen – ikke at gentage. Derfor er Boehner i disse dage ude i en politisk balancegang af de helt svære.

På den ene side vandt republikanerne en overvældende sejr ved midtvejsvalget i november, så partiet er styrket, og præsidenten er tilsvarende svækket. Samtidig er hele partiet, også ledelsen, i oprør over Obamas enegang på immigrationsområdet, og presset fra yderfløjen – godt bakket op af ekstraparlamentariske organisationer som den konservative tænketank Heritage Foundation og Tea-party græsrødderne – for at blokere finansloven er stort.

På den anden side står det klart, at et stort flertal af vælgerne – også de republikanske – ikke ønsker en ”government shutdown”, som amerikanerne kalder det. Så Boehner skal med andre ord både blæse og have mel i munden: han skal være tilstrækkelig arrig og afvisende over for præsidenten til at tilfredsstille sin egen højrefløj og holde ro på bagsmækken (også for at sikre sit eget genvalg som formand i januar), og samtidig skal han sikre et flertal i Repræsentanternes Hus for en midlertidig bevillingslov.

De konservative siger nej
Fra den demokratiske leder af Senatet, Harry Reid, der først mister sit flertal 1. januar - lyder det, at demokraterne er klar til at hjælpe Boehner med at få et lovforslag, som Boehner fremlagde for sine egne partikammerater tirsdag i denne uge, igennem Senatet.

Boehners relativt snedige kompromisforslag går ud på at finansiere det meste af regeringen til udløbet af finansåret i september 2015. Til gengæld sætter loven kun penge af til at holde Indenrigsministeriet åbent indtil marts næste år. Det er nemlig dette ministerium – Department of Homeland Security – der står for udmøntningen af de nye immigrationsregler, som republikanerne vil forsøge at stoppe, når de overtager flertallet i hele Kongressen i det nye år.

”Jeg ser hans forslag som en bedrift – og en skam. Men jeg forstår baggrunden for det,” som Reid sagde.

Den samme forståelse mødte Boehner til gengæld langt fra hos sin egen højrefløj, der også kendes under øgenavnet Hell No-fløjen. Her afviste man at vedtage en finanslov, før immigrationsdekretet er taget af bordet. Alternativt ønsker oprørsfløjen at vedtage en kort, midlertidig bevillingslov, der kun forsyner regeringskassen med penge til og med februar 2015.

Fløjen har ikke en formel leder, men anses for at være anført af den kendte Tea Party-røst og konservative senator fra Texas, Ted Cruz:

”Vi kæmpede en blodig borgerkrig og vandt - netop for at slippe af med enevældige monarker,” lød det fra Cruz, der advarede mod ”en farlig præcedens, hvor præsidenten regerer uden Kongressen. Hvad skal vi så med de folkevalgte overhovedet,” spurgte han retorisk ved et pressemøde på Capitol Hill onsdag.

Moderate republikanere ærgrer sig
Fra det demokratiske mindretal i Repræsentanternes Hus skal Boehner ikke regne med hjælp. Minoritetsleder Nancy Pelosi har gjort det helt klart, at demokraterne ønsker sig en hel finanslov, og det betyder, at den republikanske formand har brug for et samlet parti til højre i salen for at få vedtaget kompromiset og sendt det over til Senatet.

Repræsentanternes Hus vedtog også i denne uge en udtalelse, der slår fast, at præsidentens immigrationsdekret er ”ulovligt”, men vedtagelsen må ses som symbolsk. Dels har Det Hvide Hus indikeret, at det vil nedlægge veto mod enhver anstødssten over for dekretet, dels meddelte Harry Reid torsdag, at han ikke agtede at lade Senatet stemme om udtalelsen.

Slutresultatet er, at det ved udgangen af denne uge fortsat er uklart, om der kan samles flertal for Boehners forslag, og dermed vides det ikke, om der vil være penge i kassen efter 11. december. Tiden er knap, og frustrationen i den moderate del af GOP kan mærkes. "Der er ingen, ud over ganske få, der har lyst til at lukke regeringen ned. Vi har set den film før,” lød det fra den fiskalt moderate senator John McCain, der er en af Cruz’ faste interne kritikere. Og fra en anden moderat senator Jeff Flake – der, som McCain, også er republikaner fra Arizona, og som heller ikke ønsker en shutdown - lød bønnen således:

”Vores svar på immigrations-tingen bør være at overbringe en alternativ lov på præsidentens skrivebord.”

Flake er en af bagmændene bag en lov, der blev vedtaget i Senatet med tilslutning fra begge partier i 2013, men som ikke kunne samle tilslutning i Repræsentanternes Hus.

Boehner: Jo mere Obama taler, jo bedre
Og dermed er konklusionen foreløbig, at de hårdt plagede amerikanske vælgere rent faktisk kan risikere en gentagelse af scenariet fra 2013. Uanset, at en af de få ting, der var enighed om henover den politiske midte efter valget i november, netop var, at vælgerne mest af alt ønsker sig en Kongres, hvor de to kamre og præsidenten kan blive enige og vedtage love til gavn for borgerne. Men det er langt fra givet, at denne julegave vil ligge under træet den 24. december. Heller ikke selv om et betydeligt flertal af analytikere – både til højre og venstre - er enige om, at et kompromis vil være klogest.  

En sidste krølle på halen er, at de konservative også synes, at Boehner skal undlade at anmode præsidenten om at holde sin traditionelle tale til nationen - State of the Union – i starten af næste år.

Her var Boehner imidlertid klar i mælet og afviste med følgende faste, og vittige, salut:

”Hør nu her – jo mere præsidenten taler om sine ideer, jo mere upopulær bliver han. Hvorfor i al verden skulle jeg ønske at fratage ham den mulighed.”

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington, DC.


Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Barack Obama

Fhv. præsident, USA (Demokraterne)
Cand.jur. (Harvard 1991)

0:000:00