Analyse: Tilbage til Irak - ingen nemme løsninger for Obama

IRAK: Den amerikanske præsident valgte i sidste uge  - stillet overfor udsigten til et regulært folkemord i Irak - at sende verdens stærkeste militær til undsætning. Efter et globalt lettelsens suk mødte Obama imidlertid kritik fra både duer og høge i Washington.

Præsident Obama mødes med sine sikkerhedsrådgivere i Situation Room i Det Hvide Hus efter beslutningen om at sende luftstyrker til Irak.
Præsident Obama mødes med sine sikkerhedsrådgivere i Situation Room i Det Hvide Hus efter beslutningen om at sende luftstyrker til Irak.Foto: Pete Souza/Det Hvide Hus
Annegrethe Rasmussen

Torsdag i denne uge  - samme dag, som det blev officielt, at den omstridte irakiske premierminister Nouri al-Malikii træder tilbage efter otte år ved magten - meddelte den amerikanske regering, at belejringen af Sinjar-bjerget i det nordlige Irak er slået tilbage.

Om end der fortsat menes at befinde sig omkring 5000 mennesker fortrinsvis fra det kurdiske yazidi-mindretal på bjerget, er det langt fra de desperate masser på anslået 30 - 50.000, som var flygtet dertil i ugen før.

Gennembruddet fandt sted efter gennemførslen af flere angreb mod terrorgruppen IS (Islamisk Stat), som amerikanske kampfly indledte fredag i sidste uge.

Præsident Obama slog i en tale torsdag aften fast, at han på baggrund af den seneste udvikling ikke længere regner med, at amerikanerne skal assistere med at evakuere de tusinder af både kristne og kurdiske yazidier, som har været strandet på bjerget af frygt for de militante islamister.

Humanitær aktion lykkedes
Islamisternes brutale fremfærd har chokeret verden i de seneste uger og har fremprovokeret endnu en runde i den pågående og heftige udenrigspolitiske debat i USA om såvel præsidentens strategi i Mellemøsten som hans udenrigspolitiske lederskab (se også denne uges artikel Clinton og Obama på kollisionskurs).

Den amerikanske præsident sagde i sin tale, at han var tilfreds med, at USA havde reddet mange tusinder, der var i livsfare, men at supermagten fortsat agter at angribe IS med det formål at forsvare de amerikanske faciliteter i Irak, også selv om der ikke nu synes at være livstruende mangel på mad og vand til de strandede religiøse mindretal, der fortsat befinder sig på bjerget.

Samtidig med den - set med amerikanske øjne - positive politiske udvikling i Bagdad, fortsatte kurdiske tropper med at gøre fremskridt i nedkæmpelsen af IS omkring Iraks nordlige grænse.

Belønning fra USA til ny samlingsregering
Obama benyttede også talen til at understrege det velkendte amerikanske budskab om, at det i sidste ende er irakerne selv, der skal nedkæmpe de hovedsagelig sunnimuslimske ekstremister.

Til det formål har Washington lagt et fortsat  stærkere pres på den afgående irakiske premierminister Maliki, der ikke har levet op til målet om en mere inklusiv tilgang til regeringsførelse. En tilgang, som i vestens optik er den eneste langtidsholdbare - og dermed også den eneste kur mod ekstremisme og holdbart lederskab i den krigshærgede nation.

Obama lovede, at såfremt planerne om at danne en bred samlingsregering i Bagdad med deltagelse af alle religiøse grupper bliver en realitet, ville det medføre øget amerikansk bistand og støtte.

Tilbage til Irak - og til intern kritik
De beskedne gode nyheder har dog ikke fjernet den humanitære krise i Irak, der i sidste uge var baggrunden for en handling, som mange iagttagere ville have forsvoret: at den notorisk lidet krigsglade amerikanske præsident, der i to omgange er gået til valg blandt andet med løftet om at trække amerikanske tropper ud af krig - først og fremmest i Afghanistan og Irak - nu har været nødsaget til at sende militæret tilbage til den nordlige del af regionen omkring byen Erbil tre år efter, at de sidste landtropper forlod netop Irak.

Godt nok er der pt. udelukkende tale om luftstyrker - og præsidenten har ikke forsømt nogen lejlighed til at understrege sin modstand mod at sende landtropper ind igen - men det er ikke desto mindre fortsat en beslutning, der ikke har stået nogen steder på Obamas liste over prioriteringer for de sidste to år af hans regeringsperiode.

Den kritiske situation førte da også som ventet i ugens løb til nye amerikanske diskussioner om USA's strategi i Mellemøsten.  Ikke så snart havde Obama annonceret selve beslutningen om luftangreb - der isoleret set fremkaldte roser på tværs af partiskellene i Washington - før såvel venstrefløjen i det demokratiske parti som de neokonservative republikanere genoptog kritikken af Det Hvide Hus. 

Venstrefløj vil involvere Kongressen
Fra venstrefløjen advarede senator Elizabeth Warren fra Massachusetts eksempelvis ifølge Washington Post om, at det er "afgørende, at vi ikke igen bliver trukket ind i en krig i Irak."

Den populære senator - som visse liberale håber vil udgøre et alternativ fra venstre til Hillary Clinton som demokraternes præsidentkandidat i 2016 - undlod omhyggeligt at kritisere selve den humanitære aktion, som hun karakteriserede som "begrænset og fokuseret," men vendte sig sammen med flere anti-krigsgrupper i partiet forlods mod, hvad krigsmodstanderne sagde, de havde "erfaret som næste skridt i planen" - nemlig at optrappe både den økonomiske og militære bistand fra USA til den irakiske regerings fortsatte kamp mod IS.

Andre anti-krigsgrupper som den velkendte kvindegruppe Codepink er også modstandere af den humanitære aktion.

En anden velkendt liberal kritiker, kongresmedlem Jim McGovern fra Massachusetts, meldte sig også:

"Disse luftangreb fører til involveringen af USA i direkte fjendtlige handlinger, uanset at der er et humanitært formål," sagde han i en udtalelse, hvor han understregede, at Amerika dermed tager stilling i en "århundrede gammel religiøs og sekterisk stridighed i Irak."

McGovern kræver, at Kongressen autoriserer enhver yderligere militær handling i Irak, når lovgiverne vender tilbage fra deres sommerferie i september.  Hans krav fik torsdag støtte fra flere moderate demokrater, blandt andet Virginias demokratiske senator Tim Kaine, og fra modsat hold også fra den velkendte libertære republikaner, senator Rand Paul samt hans partifælle fra Teaparty-fløjen, Ted Cruz.

Kritik fra højre - ros fra humanister
Den mest barske kritik kom imidlertid - som vanlig - ikke fra egne rækker eller fra venstre, men fra høgene i det republikanske parti og de konservative analytikere, der er fast overbeviste om, at præsidenten har udspillet sin rolle og samtidig udstillet Amerika som en veg og ubeslutsom nation.

Kritikerne trækker på samtlige Obamas militære beslutninger efter den vellykkede, dødelige aktion mod Osama bin Laden, især den vægelsindede kommunikation om, hvad USA agtede at foretage sig efter Assad-regeringens brug af kemiske våben mod oppositionen i Syrien.

Der var dog et sted, hvor Obama fik ros: fra den lille, men velformulerede fløj i de demokratiske rækker, der normalt kaldes for de "liberale interventionister." Gruppen, der ikke fylder meget hos demokraterne, hvor den "realpolitiske skole" dominerer, har haft trange kår i årevis, men har i deres rækker den amerikanske FN-ambassadør Samantha Power og flere kendte røster i medieverdenen.

En af de sidstnævnte er tidsskriftet The Atlantics kommentator og analytiker Peter Beinart. Han skrev i sidste uge, at Amerika havde intet mindre end en "universel humanitær forpligtelse" til at redde et religiøst mindretal fra at blive udslettet.

Han henviste - lige som mange andre af fortalerne for humanitære interventioner - til adskillige rædselsvækkende videoer, som IS havde lagt ud på nettet til skræk og advarsel, samt til scener af de forulykkede og desperate flygtninge på bjerget samt på flugt mod det nordlige Irak. Og en video af en tale, som Fiyan Dakhee - medlem af det irakiske parlament for det truede kurdiske yazidi-mindretal - holdt i sidste uge, hvor hun grædende beder sine kolleger om hjælp til at forhindre udslettelsen af hendes folk. Videoen blev flittigt vist på velbesøgte sites som Huffington Post, Politico og Daily Beast, ligesom de fleste amerikanske tv-stationer også viste den.

En moralsk forpligtelse
I sin appel skrev Beinart, at "der er enorme mængder, som USA ikke kan gøre. Jeg ved det. Amerika kan ikke løse Iraks politiske problemer og måske ikke engang bidrage til at holde landet sammen. Vi kan ikke stoppe rædslerne i Syrien eller Libyen fra at synke ned i anarki. Men vi kan frelse de mennesker, som sidder på Sinjar-bjerget. Vi kan kaste nødforsyninger ned, og vi kan bombe IS, så kurdiske styrker kan generobre byerne, de har tabt. Og ved at gøre dette, kan USA være med til at stoppe et folkemord. Og det er heldigvis det, Obama har besluttet at gøre."

Beinart sætter endvidere sin lid til, skriver han, at Obama nok er den præsident, der med mindst sandsynlighed vil lade sig suge ind i en ny egentlig Irak-krig. Og konkluderer at, om end korstog er farlige og tit går galt, så er ligegyldighed også fatalt.

"Uanset at vi amerikanere er trætte af krige i Mellemøsten, der synes håbløse, så har vi fortsat moralske forpligtelser. Vi er mennesker."

Militær opskrift på begrænset succes
Netop dette udgør sandsynligvis også rationalet bag det mest sandsynlige militære scenarie: en begrænset kampagne rettet mod at forhindre et folkedrab i det nordlige Irak. 

Hvis USA herudover vælger at støtte en ny irakisk samlingsregering som resultat af politisk forsoning og samtidig lykkes med at koordinere luft- og landkampagner og støtte kurderne militært, vil IS sandsynligvis rykke tilbage til Syrien, hvor USA ikke vil blande sig, og hvor det irakiske militær næppe kan sikre grænsen totalt.

Washington vil næppe gå længere. Dels vil et mere omfattende militært engagement kræve langt større amerikansk involvering, dels vil det være tæt på umuligt at definere et succesrigt slutscenarie, noget som altid er nødvendigt i militær planlægning. Dette udgør en yderligere væsentlig grund til, at det er så vigtigt for Obama at understrege, at amerikanske landtropper ikke er på vej tilbage til Irak.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Barack Obama

Fhv. præsident, USA (Demokraterne)
Cand.jur. (Harvard 1991)

0:000:00