Analyse: Trump kaster det republikanske parti ud i dyb krise

TRUMP: GOP's fraktioner og ledelse kan hverken enes om en samlende strategi over for outsideren Trumps fortsatte dominans i meningsmålingerne eller levere en alternativ politisk fortælling. Lammelsen kan ende med det største valgnederlag i USA’s moderne politiske historie

Siden Trump annoncerede sit kandidatur, har han skabt lige dele begejstring og ravage blandt de republikanske vælgere.
Siden Trump annoncerede sit kandidatur, har han skabt lige dele begejstring og ravage blandt de republikanske vælgere.Foto: Youtube
Annegrethe Rasmussen

WASHINGTON DC – Foruroligende. Ekstraordinær. Ulykkelig. Bizar. Fatal. Disse fem termer er blot et udvalg af karakteristikker, der blev præsenteret for Altingets korrespondent i denne uge som bud på en beskrivelse af den aktuelle situation for USA’s republikanske parti, da vi kontaktede en række ledende medlemmer af partiet i hovedstaden for at tage temperaturen på The Grand Old Party før indgangen til de politiske primærvalg. De valg, der afgør, hvem der ender som de to partiers præsidentkandidater i 2016.

Der langt fra tale om overdrivelser.

Uanset hvilken af de traditionelle fløje man lytter til i det republikanske parti, står det nemlig klart, at det konservative projekt i USA - der i udgangspunktet stod pænt rustet med en række dygtige kandidater i det kommende opgør med demokraternes Hillary Clinton - er i dyb krise.

Ingen i det republikanske parti uden for Trumps egne rækker tror på, at partiet kan vinde med ham ved roret. Og der er en dybtliggende angst for, at han, hvis han ikke snart dykker i målingerne, vil skade partiet så fatalt, at det ikke kan nå at rejse sig igen.

Ingen – hverken blandt de andre 16 opstillede kandidater eller i partiledelsen i Washington – aner imidlertid, hvordan de skal håndtere, for slet ikke at tale om at slippe af med den hovedrige tidligere reality-stjerne, der pt. ligger stabilt og urørligt i spidsen på mellem 20-30 procent i de interne republikanske meningsmålinger (som et yderligere sygdomstegn for partiet besættes andenpladsen af en anden oprører uden en Kinamands chance over for Clinton, nemlig hjernekirurgen Ben Carson. De etablerede, tidligere favoritter,  Jeb Bush, Scott Walker og Marco Rubio, ligger nede på mellem 5-7 procents tilslutning.)

Fire fejlslagne forsøg på at tackle The Donald
Status er, at de kandidater, der har ignoreret Trump, sygner hen i meningsmålingerne, mens ’the frontrunner’ på mesterlig vis udmanøvrerer og ud-kommunikerer dem ved at sætte sig på op mod 60 % af mediernes sendetid for politiske nyheder.

Dem, der forsøgsvis er gået til angreb på ham, som eksempelvis Rick Perry, der i juli sagde, at Trump ”slet ikke er republikaner,” har måttet se deres stilling i meningsmålingerne vige; i Perrys tilfælde  fra ”fem procent til nul,” som Trump sagde det i en triumferende tale til sine tilhængere under et møde torsdag i South Carolina. Da Carly Fiorina, eneste kvinde i et republikanske felt, på et andet tidspunkt fordømte en række nedsættende skældsord om kvinder, som Trump tidligere har brugt, svarede han med en for ham klassisk bemærkning, at ”blot det at lytte til Fiorina giver mig massiv hovedpine.”

En tredje oplagt mulighed – at afkræve Trump bud på politiske løsninger, som den tidligere favorit Jeb Bush forsøgte i starten af denne uge – slog også fejl, da Trump blot afviste udfordringen og i stedet gjorde grin med ”Jeb, der aldrig bruger sit efternavn – hvorfor mon.” Derefter offentliggjorde byggematadoren en video, hvor Barbara Bush – som bekendt kandidatens mor – siger, at hun ikke synes, at hendes søn bør stille op til præsidentposten. ”Lyt til mor, Jeb,” lød det spottende fra Trump, der simpelthen ikke ligner noget, som USA har mødt i Washington nogensinde tidligere.

Den sidste mulighed for den hårdt trængte partiledelse kunne være eksklusion af provokatøren. Men den går heller ikke. Trump kan fortsat stille op som uafhængig kandidat, hvilket også vil kvase republikanernes chancer. Partiet har brug for hver eneste konservativ vælger, for der er ikke plads til valgspild i et opgør, der traditionelt vindes på de små marginaler. 

Tre spørgsmål: Kan Trump vinde, hvem støtter ham og hvorfor
Alt dette levner plads til tre hovedspørgsmål, som man ikke kunne have forestillet sig for blot seks måneder siden:

For det første: Hvorfor er det så slemt med Trump? Kan han ikke vinde?

For det andet: Hvem støtter ham? Hvad er det, han appellerer til hos vælgerne?

Og for det tredje: Har ’det etablerede Washington’, som Trump så effektivt fører propaganda imod – ikke ulig den tidligere så succesfulde Tea Party-bevægelse – selv et medansvar for, at en skamløs populist uden et egentligt politisk program kan ligge øverst i meningsmålingerne i så lang tid? Eller er det monstro republikanernes egen skyld? 

Lad os svare på det første spørgsmål: Trump har – ifølge en dugfrisk meningsmåling foretaget af CNN torsdag i denne uge en såkaldt ”unfavourability rating” (mennesker, der ikke kan lide ham) på 63 % blandt latinos (de spansktalende vælgere) og 79 % hos de afroamerikanske vælgere. Alene her kunne diskussionen om, hvorvidt han kan vinde et valg, stoppe. For sagen er, at en kandidat skulle op på 75 % af de hvide vælgere, hvis man skulle overvinde minoritets-tallene. Dertil kan man i øvrigt lægge 61 % negative tal hos kvinderne og et gennemsnitstal på 64 % af samtlige vælgere, der svarer ja til et udsagn om, at ”Trump ikke har et egnet temperament til at håndtere en global eller international krise” som præsident.

”Trumps ødelæggelse af sit eget parti”
Med den (konservative) kommentator for Fox News og Washington Post George F. Wills ord, så vil enhver republikansk kandidat, der står tilbage med partiet, efter at Trump er færdig med at tvære sit snerrende ansigtsudtryk ud over det, ende med et ”endnu dårligere resultat end det, som blev Mitt Romney til del.”

Will er dybt pessimistisk over udsigterne for partiet. Ikke bare fordi Trump ligger i front, men også fordi han pt. og i lang tid fremover vil være i en position, hvorfra han kan præge partiets holdninger. Tilmed vil hotelkongen være ligeglad med de negative konsekvenser, spår Will i sin klumme torsdag, der har titlen ”Trumps ødelæggelse af sit eget parti”:

”Når GOP står med resterne af et parti, der er så lille, at det kan samles op med en pincet efter november 2016, vil Trump slå ud med armene og sige, ’oh, well. Det er, hvad der sker.’” 

Så til det andet spørgsmål: hvor kommer Trumps levedygtighed fra -  hvorfor har han medvind hos konservative vælgere? Standardsvaret (som jeg også selv har givet i en analyse af Trumps ubestridelige kommunikationstalent i denne uge på branchesitet KForum) er, at Trump taler til en særdeles vigtig kernegruppe i det republikanske parti: de hvide, ældre og især de evangelikalske vælgere. Og at han har været den mest aggressive og skamløse kritiker af præsident Obama, hvilket konservative elsker, men som en del republikanere viger tilbage fra i primærvalgene, fordi personangreb traditionelt også fodrer politikerleden, der i forvejen er udbredt.

Dertil kommer, at han samtidig – som tidligere demokrat – også på lange stræk lyder som en politiker, der taler ”den lille mands sag,” hvilket også gør ham interessant for de dårligst uddannede og mest ressourcesvage hvide borgere (hans ratings er ti procent lavere hos de højtuddannede i sammenligning med de dårligst uddannede).

I det republikanske primærvalg er de hvide, konservative, kristne vælgere en betydelig magtfaktor i partiets base. De føler, at de er ved at miste det USA, de kender: Deres land bliver stedse mere multikulturelt, mangefarvet og på visse punkter også mere liberalt, senest med Højesterets dom om at tillade homoægteskaber. Disse forandringer er meget synlige for denne vælgergruppe. Og de kan ikke lide dem.

Heroverfor lover Trump, at han kan gøre ”taberlandet Amerika  - det land, som har mistet sin drøm”, stærkt igen. Hans patriotiske kampagneslogan, ”Make America Great Again,” er inspireret af Ronald Reagans løfte om en ny ”Morning in America,”  og hans tilhængere elsker, at han med sin direkte, frække og løsslupne facon slår løs på eliten i Washington, medierne og den republikanske ledelse, og at han leverer en stærkt savnet genfortælling af den amerikanske drøm, hvor solen atter skinner, hvor politikere taler uden manuskript, og overskuddet på betalingsbalancen står klart frem. Hvor alle problemer med andre ord løses med en ordre fra præsident Trump.

Washington Posts liberale Dana Milbank, en respekteret analytiker, har en anden udlægning. Og så er vi nået til det sidste spørgsmål. Hvem har skabt baggrunden for Trump, ud over ham selv?

Milbank mener, at moderpartiet kun har sig selv at takke: ”Der er ingen vej udenom trods jammer og klynk fra ledelsen. Trump ér simpelthen det republikanske parti,” skrev analytikeren i sidste måned og fortsatte:

Et narcissistisk troldspejl af sit eget parti
”Trump er et spejlbillede af sit parti … han har nøje udvalgt en præcis bunke synspunkter af dem, de republikanske primærvælgere helst vil tale om, eller i det mindste en signifikant del af dem. Javel, han har et mere farverigt sprog end de andre kandidater, når han taler om mexicanske voldtægtsforbrydere og narkobaroner, men det rammer rent ind i den republikanske vælgermasses erogene zoner. Anti-immigration? Anti Common Core (en fælles læreplan i de amerikanske skoler, red.)? Anti Obamacare? Anti homoægteskaber? Anti skatter? Anti Kina? Ustoppelig, når det gælder kampen mod Obama? Svaret er 'ja' hele raden rundt,” skriver Milbank.

Den politiske journalist minder også sine læsere om, at Trump er en renlivet opportunist, som i 1999 gav den som tolerant, multikulturel ”anti-racist”, da han overvejede at stille op for et andet parti (Reformpartiet). Dengang gik politikeren også ind for en offentlig finansieret sygesikring til alle og førte kampagne for homoseksuelles ret til at være i militæret for blot at nævne nogle daværende mærkesager, der er stik modsat af det, byggematadoren prædiker i dag:

”Nu er det ham, der prædiker mod indvandrere, for tag ikke fejl – Trump er nok falsk, men han er ikke dum. Han har spottet, hvad der kan fange republikanerne af i dag … Trump er nok et monster, men han er et monster, som republikanerne selv har skabt,” lyder konklusionen, hvor Milbank også remser en lang række andre synspunkter og udsagn op, som Trump er kommet med, men som deles af nogle af partiets øvrige 16 kandidater.

Det yderste højre: Trump udfylder et vakuum
Fra det yderste højre lyder samme analyse. At GOP er i dyb krise, og at det er deres egen skyld. Men med en anden konklusion end liberale Milbank.

David Limbaugh, der er forfatter, tilknyttet Tea Party-bevægelsen, og som skriver for hjemmesiden Human Interest – en stærkt højreorienteret blog – siger, at ledelsen i partiet skulle bekymre sig mindre om Trump og mere om sig selv. For det er republikanernes svigt, som har skabt Trump ved ”ikke at repræsentere de vælgere, der ønskede en effektiv modgift mod Obamas syvårige rædselsregime:”

”Disse vælgere (de konservative, red) føler sig hjemløse. De ser på republikanerne og hører af og til nogle retoriske udfald, men det er så også alt. Mest af alt kan vælgerne blot se manglende inspiration og energi. Der er ikke engang en bevidsthed hos republikanerne om, hvor galt det står til,” lyder det fra Limbaugh, der håner ledelsen:

”Lad os nu tage den med ro, messer den republikanske ledelse. Men der er intet at være rolige over … alle, der lever uden for the Beltway (Washington DC’s motorringvej, red) er forfærdede over vores enorme gæld, der truer vore børns fremtid, forfærdede over nedskæringerne på militæret og over regeringens ødelæggelse af verdens bedste sundhedssystem, over krigen mod Kristendommen, styrkelsen af en miljøstyrelse uden for kontrol, svigtet over for Israel, atomaftalen med Iran og regeringens fortsatte finansiering af en berygtet abortfabrik (Planned Parenthood – en organisation, der hjælper udsatte familier blandt andet med at få adgang til abort, der er en ret i USA, ifølge Højesteret, red),” lyder det fra Limbaugh, der nagler sømmet i den republikanske ligkiste med følgende salve:

”Donald Trump er ingen Reagan, men han taler i det mindste som den eneste systemet og status quo imod i et klart sprog. Han går op imod regeringen, den svage republikanske ledelse og den politiske korrektheds tyranni med energi og beslutsomhed ... Trump udfylder kun et vakuum, fordi der er et – han er en bimlende alarmklokke for det konservative projekt.”

Vejen ud af tunnelen
Her mødes enderne for de to fløje i partiet.

Moderate Will og højre-manden Limbaugh: Hvis ikke den konservative bevægelse tager sig sammen og kommer op med et levedygtigt politisk projekt og en ditto kandidat, kan Donald Trumps politiske sommerfest ende med døden ved valgurnen i november 2016. At det ikke er en umulighed – trods den aktuelle tristesse – mindede CNN’s Anderson Cooper om torsdag aften i sin udsendelse, AC 360:

”Der er faktisk 70 procent anti-Trump-stemmer blandt de republikanske vælgere; de skal blot finde ud af, hvem det er, de skal samle sig om, det duer ikke, at der er 16 andre at vælge mellem,” lød det fra den velkendte studievært.

Blot kan der gå lang tid, før vælgerne finder ud af, hvem dette alternativ så er.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC


Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00