Clinton og Obama på kollisionskurs

Man kan kalde det agurketid, men det er for nemt. Bag ugens mest omtalte kram i det amerikanske - det Hillary Clinton var ude at love præsident Obama i denne uge som en slags undskyldning for sin dårligt skjulte kritik af hans udenrigspolitik i almindelighed og Syrien i særdeleshed - ligger faktisk reel politisk uenighed.

Balladen startede med et længere interview, som den tidligere udenrigsminister gav til magasinet The Atlantic, og som blev offentliggjort sidste weekend.

I den lange tekst var det mest bemærkelsesværdige en kritik fra Clinton, hvor hun dels erklærede, at USA's beslutning om ikke at forsyne den syriske opposition med våben havde ledt til et magtvakuum og derefter til skabelsen af terrorgruppen IS, dels at Obamas udenrigspolitiske mantra "gør ikke dumme ting" ikke kunne gøre det ud for en global strategi. Som hun sagde på engelsk: 

"Great nations need organizing principles ... 'Don't do stupid stuff' is not an organizing principle."

Derudover forsikrede Clinton mindre kontroversielt om sin ubrydelige støtte til den siddende regering i Israel.

Demokratisk broderstrid = konservativ glæde
Voila, så brød helvede forudsigeligt løs. Ikke i fysisk forstand - det var allerede sket, kunne man mene, og netop i Irak - men verbalt, hvor hele den amerikanske, indenrigspolitisk agurketidsramte presse med stor energi kastede sig over bemærkningerne om Obama.

Artiklerne, tv- og radioudsendelserne og blogposterne faldt over hinanden i hundredevis, først med analyser af Clintons udsagn, derefter med reaktioner fra Obamas lejr (særligt et vredt tweet fra Obamas toprådgiver David Axelrod, der tiltrak sig opmærksomhed), og sluttelig med nye reaktioner fra Clinton-klanen.

I de konservative nyhedsmedier og tilhørende blogosfære herskede begejstringen over en "borgerkrig hos demokraterne" i ganske særlig grad, og ganske forudsigeligt labbede samtlige republikanske kritikere, der i lang tid har raset over den tøsedreng til en præsident, de mener, landet er udstyret med, Clintons bemærkninger i sig som en sulten kat ved udsigten til særlig fed fløde i  bare glæde over at have fundet en allieret i den formentlige demokratiske kandidat til præsidentposten i 2016. 

Sommerens mest omtalte kram
Kulminationen kom midt på ugen, hvor Obama privat kaldte kritik af hans udenrigspolitik for "horseshit", og hvor Clinton ringede til præsidenten og forsikrede ham om, at hun intet ondt mente, hvorefter hun gennem en talsmand bemærkede, at hun så frem til en forsonende krammer snarest.

De to toppolitikere skulle nemlig onsdag til sommerfest sammen i "Farm Neck Golf Club," der traditionen tro befinder sig på den celebre ferieø Martha's Vineyard, hvor et betragteligt udsnit af landets politiske - især demokratiske - elite befinder sig 14 dage i august (tænk på et mix mellem Folkemødet på Bornholm og Skagen i slutningen af juli).

Om de to tidligere rivaler rent faktisk krammede er ikke godt at vide.

Obamas talsmand holdt sig til at sige, at begge par (såvel Michelle og Barack som Hillary og Bill) morede sig strålende og ikke var  til at få af dansegulvet ved fødselsdagsfesten for topdonor og ditto-demokrat Ann Jordan, og at forholdet mellem den tidligere udenrigsminister samt førstedame og præsidenten var "venskabeligt og modstandsdygtigt."

Som klummeskriver for New York Times, Gail Collins, bemærkede, så  "skulle man næsten tro, at de to var professionelle politikere."

Efter festen signerede Clinton eksemplarer af "Hard Choices" - hendes nye biografi, som hun er på bogturne med hele sommeren igennem - på Martha's Vineyard i boghandlen Bunch of Grapes.

Adspurgt om, hvad hun mon tænkte om den nyeste udvikling i Irak og beslutningen fra Det Hvide Hus om at sende jagerfly til Irak som svar på den katastrofale humanitære situation, svarede hun venligt, at hun "først og fremmest nyder at signere bøger."

Kronprinsessens forbandelse
Dermed kunne balladen være slut for denne gang, for det er en klassiker, at det er tæt på umuligt at få medierne til at beskæftige sig med indholdet i en eventuel politisk uenighed mellem allierede eller partifæller, fordi fristelsen til at fokusere på uenigheder eller sågar uvenskaber i stedet er for stor.

Og som en artikel i Politico bemærkede torsdag, er det en særdeles svær balancekunst at slutte op om og samtidig lægge kritisk distance til ens forgænger på posten som politisk leder, når man stiller op som vedkommendes efterfølger. Det er en kunst, som meget få politikere har magtet gennem tiden - hvis man tvivler herpå, kan man blot betragte de problemer, som politikere i Danmark, tænk på Mette Frederiksen og Kristian Jensen, bakser med. De kan heller ikke ytre megen uenighed med den siddende leder, uden at kaos og antagelser om "brodermord" bryder ud.

Men det ville - som indledningsvist skrevet - være for nemt at afskrive episoden som overdrevet i medierne eller som en ren fortalelse fra Hillary Clinton.

De to demokrater er simpelt hen vitterligt uenige om udenrigspolitikken, og det er ingen hemmelighed, at der er fløje i partiet. Uenighederne har præget hele den første valgperiode og handler også om andet og mere end visdommen i ikke at udstyre oprørsgrupperne i Syrien med våben eller ej.

Årelang uenighed om Syrien
Men specifikt om Syrien forholder det sig sådan, at Det Hvide Hus forhindrede diplomaterne i State Department - det amerikanske udenrigsministerium - fra at forhandle med de moderate dele af den syriske opstand mod præsident Assad, særligt gruppen Free Syrian Army, gennem hele 2011 og det meste af 2012.

Det var, bemærker kilder i State, et godt stykke tid, før oprøret blev "kidnappet af ISIS", og for alvor bredte sig til Irak. Andre kilder som Altinget har talt med, og som arbejder for det nationale sikkerhedsråd, bemærker, at Clintons medarbejdere i flere omgange understregede risikoen for, at modstanden ville både eskalere og blive radikaliseret samt brede sig til Irak.

Der blev udarbejdet flere rapporter fra Clintons stab. Ifølge de samme kilder kom advarslerne og bønnerne om at skifte politik i øvrigt ikke kun fra udenrigsministeriet, men også fra dele af Pentagon og CIA.

Det Hvide Hus var imidlertid uenigt - her var analysen, at modstanden mod Assad først og fremmest skulle ske politisk via den eksilerede civile opposition, der fysisk befandt sig i Istanbul i Tyrkiet. Først i starten af 2013 startede CIA efter fornyet pres på Det Hvide Hus fra Clintons efterfølger, John Kerry, træningen af en begrænset mængde oprørere i Syrien. På det tidspunkt var kritikken fra USA's allierede i regionen - især Saudi Arabien - blevet mere højtrøstet.

Der er dog intet efterfølgende, der tyder på, at præsidenten må nogen måde har fortrudt sin linje. I et interview med New York Times fra 8. august om sagen, understreger Obama, at ideen om at have bevæbnet den syriske opposition tidligt "var en fantasiforestilling" om, at "tidligere læger, bønder og apotekere" på nogen måde kunne vinde krigen.

"Det var aldrig vores plan," lyder det.

Tilbage til 2008?
Obamas udtalelser, der blev offentliggjort før Clintons interview med the Atlantic, vakte betydelig vrede i Clinton-lejren og kunne meget vel have været medvirkende til, at den tidligere førstedame ikke fortrød sit eget ordvalg.

Meget tyder på, at vi langt fra har set det sidste til den velkendte overordnede uenighed mellem "duer" og "høge" i det demokratiske parti.

Som en anden analytiker bemærkede i sidste uge, fik Clintons interview hele det liberale segment i partiet op på dupperne og gav "mindelser om 2008", hvor den daværende senator fra New York, som mange vil huske, stod bag en valgreklame, hvor hun understregede sine egne evner som en knaldhård og mildt krigerisk "commander in chief."

Samtidig betvivlede hun Obamas evner til at håndtere sikkerhedspolitikken, og om han nu også ville være klar med et resolut svar, når den "røde telefon ringer". Det er derfor ikke uden grund, at de liberale fløje i partiet gyser i déjà-vu, for det er er præcis denne uenighed, vi igen har bevidnet i ugen, der gik.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.