Fri abort under kraftigt angreb i USA

Homorettigheder og fri hash vinder kraftigt frem i disse år i USA, mens retten til fri abort uafbrudt indskrænkes i stater domineret af religiøse og konservative kræfter. Antallet af love rettet mod adgangen til abort er mangedoblet inden for de seneste tre år.
I mange stater bliver abortlovgivningen strammet, og demonstrationer for og imod abort - her 'March for Life' i DC - har fået større mediebevågenhed det sidste år.
I mange stater bliver abortlovgivningen strammet, og demonstrationer for og imod abort - her 'March for Life' i DC - har fået større mediebevågenhed det sidste år.Foto: Wikimedia Commons
Annegrethe Rasmussen

WASHINGTON DC - De værdipolitiske kampe i USA holder aldrig fridag, og i de seneste måneder har vælgerne bevidnet en udvikling, der går i to stik modsatte retninger.

På den ene side godkender flere og flere stater homoseksuelles ret til at gifte sig, og den årelange kamp for fri hash ser også ud til at gå i klassisk liberal (læs: venstreorienteret) retning. Opinionsmålinger viser, at befolkningens syn på begge disse kontroversielle og sædvanligvis opsplittende politikområder er i kraftig fluks: tendensen hen imod accept synes at være konstant stigende.

Men den udvikling akkompagneres af en støt stigende konservatisme, når det gælder retten til den fri abort, der på papiret er sikret gennem den historiske Roe vs. Wade-højesteretsdom fra 1973.

På trods heraf har en række stater indskrænket de abortsøgende kvinders muligheder for at få adgang til ydelsen så håndfast, at det i flere stater nu er særdeles vanskeligt, tæt på umuligt, at finde en læge, der tilbyder indgrebet. Antallet af udførte, legale aborter i USA er faldet med 13 procent over de seneste tre år.

Listen over stater, der har vedtaget nye love eller har sådanne på tapetet, bliver ved med at vokse sig længere, og den ser nu således ud:

1.     Texas
Guvernør Rick Perry strammede retten til abort i 2013, og i sidste måned vedtog lovgiverne i The Lone Star State den kontroversielle HB2-lov, der har ført til lukninger af en række klinikker, som ikke længere kan overholde statens krav. HB2 forlanger blandt andet, at alle læger, som udfører aborter, skal være tilknyttet et hospital, der ikke må ligge længere væk end 48 kilometer.

I det store Rio Grande-område er der således ingen klinikker tilbage - de to sidste lukkede for tre uger siden, og i hele Texas resterer blot 24 klinikker. 

"Realiteten er, at abort for mange lavindkomstkvinder nu blot er en ret, der findes på papiret. I virkelighedens verden har de ikke mulighed for at rejse og betale udgifterne," lyder det fra Amy Hagstrom Miller, der er direktør for foreningen "Whole Woman's Health", som var ansvarlig for de to nu nedlagte klinikker.

2.     Alabama
Her er det nu forbudt at få foretaget en abort efter seks uger - en grænse, der er så lav, at mange potentielt abortsøgende kvinder vil miste retten, fordi de ikke er klar over, at de er gravide, før det er for sent.









0:000:00