Luftangreb har dræbt mindst 500 militante ekstremister i Irak og Syrien

ISIS: Der er små fremskridt, men ingen gennembrud i Irak og USA’s kamp mod Isis. Luftangrebene har dræbt omkring 500 ekstremister, men ikke sikret afgørende fremskridt mod de ekstreme islamister.

<br>Obama siger farvel til Irak's hærchef Babakir Zebari efter et møde i USA, hvor koalitionen diskuterede indsatsen mod Isis.<br>

Obama siger farvel til Irak's hærchef Babakir Zebari efter et møde i USA, hvor koalitionen diskuterede indsatsen mod Isis.
Foto: Pete Souza/Det Hvide Hus
Michelle Arrouas

De luftangreb, som USA og en lille gruppe allierede for en måned siden indledte mod IS, har dræbt omkring 500 ekstremistiske islamister og 32 civilie, viser en ny optælling fra gruppen, the Syrian Observatory for Human Rights, der er baseret i Storbritannien.

Ifølge gruppen er tallet sandsynligvis en del højere, da Isis – der også kaldes IS og Isil - har dækket over antallet af døde. Tallene, der ikke er blevet bekræftet officielt, blev hilst velkommen af politikere i de lande, der deltager i luftangrebene, mens eksperter siger, at de demonstrerer luftangrebenes ringe succes.

“Det betyder, at koalitionens operationer i Syrien har dræbt 1,47% af Isis samlede styrker,” skriver Charles Lister, der er Syrien-ekspert hos den anerkendte tænketank, the Brookings Institution.

Kampen om Kobani fortsætter
Ifølge opgørelsen er de fleste ISIS-kæmpere blevet dræbt i nærheden af byen Kobani. Byen, der ligger tæt på den tyrkiske grænse, har siden midten af september været under angreb fra Isis, og de sidste to uger har der dagligt været meldinger om, at den er ved at falde.

Den 23. september indledte USA sammen med Storbritannien operationer i Irak og Syrien, mens ni lande, blandt andet Danmark, har indledt operationer kun i Irak, og fem arabiske lande har indledt operationer kun i Syrien.

Ifølge USA’s centrale kommando, der fører tilsyn med militærets operationer i Mellemøsten, har koalitionens luftangreb formået at bremse Isis’ fremtogt og har udført mere end 135 luftangreb mod Isis tæt på Kobani.

“Kombineret med fortsat modstand mod Isil på landjorden er der indikationer på, at disse angreb har sinket Isil’s fremrykning i byen, dræbt hundredvis af deres soldater og ødelagt eller skadet snesevis af Isil’s våben og kamppositioner,” skriver den centrale kommando i en pressemeddelelse.

Luftangreb rammer Isis på pengepungen
Luftangrebene har ikke kun dræbt Isis-kæmpere, men også skadet gruppens indtægtsmuligheder. Gruppen, der i høj grad finansieres af at sælge olie fra de territorier, den besidder på det sorte marked – ifølge USA’s skatteministerium tjener Isis omkring 1 million dollars om dagen på oliesalget - lider økonomisk under luftangrebene, der også har været rettet med olieraffinaderier, siger skatteministeriets øverste anti-terrorisme-embedsmand, David S. Cohen.

I en tale hos tænketanken Carnegie torsdag sagde han, at Isis er den “bedst finansierede terrororganisation, vi nogensinde er stødt på,” og anerkendte, at de små fremskridt langt fra er nok til at lamme organisationen.

0:000:00