Obama forbereder immigrationsreform uden om Kongressen

IMMIGRATION: Obama-adminstrationen arbejder på at ændre immigrations-systemet uden at have Kongressen med sig. Republikanerne truer med endnu et slagsmål om budgettet.

Foto: Pete Souza/Det Hvide Hus
Michelle Arrouas

Advokaterne i Det Hvide Hus er ved at udarbejde lovgivning bag en ændring af immigrationssystemet, som præsidenten kan vedtage udenom Kongressen.

Det skriver flere amerikanske medier, efter at Obama i en tale torsdag sagde, at han vil ty til en såkaldt executive order – et præsidentielt dekret  - og unilateralt give immigrationssystemet et eftersyn, hvis ikke kongressen kan enes om en immigrationsreform.

“Hvis ikke jeg ser handling i Kongressen, så er jeg nødt til i det mindste at gøre, hvad jeg kan, for at sikre at systemet virker bedre,” sagde præsidenten på en pressekonference.

Anonyme kilder siger til associated Press, at administrationen havde planlagt at have en beslutning klar inden Obama tager til Wales og Estland næste uge, men at den udenrigspolitiske krise i Irak har forsinket beslutningen.

Vil deportere færre illegale indvandrere
Den lovgivning, advokaterne arbejder på, består af flere kontroversielle punkter.

For det første vil Det Hvide Hus argumentere for, at Kongressen har tildelt dem for få ressourcer til at deportere de over 11.5 millioner illegale indvandrere, der bor i USA, og at det derfor er nødvendigt at prioritere ressourcerne.

“Systemet er i stykker; der er ikke nok ressourcer, og vi er nødt til at tage nogle valg i forhold til, hvordan vi fordeler personale og ressourcer,” sagde Obama sidste måned.

Derudover vil administrationen standse hjemsendelsen af illegale indvandrere, der kom til USA som børn.

Republikanerne lover budgetkamp
Udmeldingen fra Obama har fået flere republikanske kongresmedlemmer til at true med at trække finansieringen fra området, når Kongressen skal godkende budgettet i september.

"Hvis præsidenten bruger sin kuglepen og begår en forfatningsstridig handling, der legaliserer millioner, så tror jeg det bliver tæt på at være et politisk atomvåben," sagde Steve King, kongresmedlem fra Iowa.

Marco Rubio, senator fra Florida, sagde, at republikanerne vil bekæmpe et eventuelt præsidentielt dekret på området ved hjælp af budgetforhandlingerne.

“Jeg er interesseret i at se, hvilke ideer mine kollegaer har om at bruge finansieringsmekanismer til at addressere dette emne,” sagde Marco Rubio til pressen torsdag.

I et brev til præsidenten sendt tidligere på ugen understregede Rubio, at et præsidentielt dekret på området vil have alvorlige konsekvenser for sandsynligheden for at få en mere omfattende immigrationsreform gennem Kongressen.

“Hvis du virkelig bevæger dig mod at træffe sådan en beslutning, så mener jeg, at det vil ødelægge enhver chance for at skabe fremskridt på en immigrationsreform i den nærmeste fremtid,” skrev senatoren.

Ifølge Det Hvide Hus' talsmand Josh Earnest vil truslerne om endnu en budgetkrig ikke få præsidenten til at genoverveje at bruge en executive order.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Barack Obama

Fhv. præsident, USA (Demokraterne)
Cand.jur. (Harvard 1991)

0:000:00