Overraskelsen fra Virginia vinder republikansk primærvalg

WASHINGTON DC - På papiret lignede det et ægte oprør: Den etablerede skikkelse tabte, og rebellen vandt.

For manden, der tabte, var indtil tirsdag i sidste uge en af de mest indflydelsesrige republikanere i Washington: Eric Cantor, flertalsleder i Repræsentanternes Hus med 5,7 millioner af dollar i kampagnekassen. Alligevel blev han ikke bare besejret i delstaten Virginia, da partiet skulle udpege sin kandidat ved efterårets midtvejsvalg, men ydmyget på det mest eftertrykkelige.

Hans udfordrer, en ukendt herre ved navn David Brat, havde samlet 230.000 dollar ind og vandt nomineringen.

Brat var støttet af dele af Tea Party-bevægelsen samt af en af USA's mest kendte konservative radioværter, Laura Ingraham.

Resultatet fik de store overskrifter frem i de amerikanske medier. Det er første gang, at en majoritetsleder har tabt sin nominering til Kongressen nogensinde, og Wall Street Journal kaldte resultatet for et "granatchok".

Men hvad er udfaldet egentlig et udtryk for?

Tre mulige forklaringer på oprøret
En fortolkning er, at den republikanske partiledelse  i Washington helt har mistet kontakten til både partiets base og de almindelige vælgere. Politiske iagttagere pegede på, at den 51-årige Cantor, som har siddet i Repræsentanternes Hus siden 2001 og har været Republikanernes flertalsleder i tre år, førte en tilbagelænet kampagne, tæt på det arrogante, uden at gøre sig de store anstrengelser, mens Brat, en ukendt universitetsprofessor i økonomi, knoklede løs ved lokale valgmøder og mødte mange aktivister. Cantor brugte i stedet megen tid på møder med lobbyister og tunge donorer.

En anden forklaring peger på politiske forskelle. Brat udstillede Cantor som en indspist og elitær - og ikke mindst alt for midtersøgende - politiker, der var på vej væk fra flere konservative mærkesager, først og fremmest på det betændte spørgsmål om en immigrationsreform, men også i kampen mod det tunge, føderale bureaukrati i hovedstaden.

En tredje - og lidt mindre kulørt - årsag til resultatet må dog ikke overses: Valgdeltagelsen og -metoden.

Deltagelsen var meget lav - blot 65.000 af distriktets 750.000 indbyggere mødte frem, og ud af dem stemte omkring 29.000 på Cantor. I 2012 var tallene henholdsvis 381.000 med 223.000 krydser til Cantor. Denne apati gavnede i uforholdsmæssig grad oprøreren, mens mange, der blev hjemme, sandsynligvis havde taget Cantors sejr for givet og forsømt at stemme.

Hertil kommer at primærvalget i Virginia er åbent for alle - man skal ikke være registreret republikaner - og dermed er det muligt for demokratiske vælgere at øve indflydelse på modstandernes afgørelse. Og i demokratiske kredse var der jubel, da resultatet blev kendt, fordi det er en udbredt antagelse, at jo mere ekstrem eller jo mere højreorienteret de republikanske kandidater fremstår, jo bedre for demokraterne.

Et splittet GOP står fortsat til sejr ved midtvejsvalget
Uanset årsagen til udfaldet har resultatet i hvert fald demonstreret, at det er for tidligt at afskrive Tea Party-bevægelsen, som en del analytikere ellers havde travlt med efter en række nederlag i andre af partiets primærvalg. At det er tilfældet ser imidlertid ikke ud til at afficere den moderate partiledelse, som ikke ser ud til at give efter for højrefløjen, uanset Brats sejr.

Cantors afløser blev udpeget i denne uge, og valget faldt på den midtersøgende Kevin McCarthy fra Californien. Dermed spiller Tea Party-fløjen i Kongressen fortsat rollen som outsidere og der er fortsat rum til både indre oprør og ballade.

Samtidig kan man notere, at ethvert håb om en samlet immigrationsreform nu må være lagt i skuffen. Cantors nederlag vil fungere som en advarsel på de indre republikanske linjer til de reformatorer, som ønsker at fremme en reform i det velkendte lys af USA's demografiske udvikling. Det vil glæde demokraterne, der altid profiterer af republikanernes ringe succes hos de ikke-hvide vælgere, men det vil ikke være nok til at give dem sejren ved midtvejsvalget.

GOP står - splittelse eller ej - fortsat til sejr om fem måneder, også uden reformer i udlændingepolitikken. Og præsident Obama er nu mere upopulær, end præsident Bush var på samme tidspunkt i sin anden præsidentperiode. Blot 43 procent af amerikanerne er tilfredse med Obama, mens 55 procent er utilfredse med præsidenten, viste en ny måling fra NBC-Wall Street Journal i denne uge. George W. Bushs tal var 47 procent i 2005.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC.