Romney: Udenrigspolitik vil fylde mere i 2016-valgkampen

BESØG: Mitt Romney besøgte mandag København. Han forventer, at udenrigspolitik kommer til at fylde mere i den næste præsidentvalgkamp.

 

Foto: Mitt Romneys Facebook-side
Jesper Skeel

Mandag besøgte den seneste republikanske præsidentkandidat, Mitt Romney, København for at tale til en udvalgt skare af danske og internationale topledere om amerikansk politik.

Romney fortalte, at han tror, at udenrigspolitik og immigration vil blive store emner i 2016-valgkampen, og særligt hvis Hillary Clinton bliver nomineret som demokratisk præsidentkandidat, hvilket Romney mener absolut er mest sandsynligt.

Romney mente, at både Barack Obama og Hillary havde skuffet gevaldigt og vendte flere gange tilbage til et billede af Hillary Clinton, der med et stort smil trykkede på reset-knappen i forhold til Rusland.

Han pointerede, at Obama i sin kampagne havde argumenteret for at øge fleksibiliteten over for Rusland og for et mere venskabeligt forhold til de arabiske lande. En fleksibilitet og en venlighed, han mente, har været medvirkende til IS's fremfærd i Mellemøsten og Ruslands indtog i Ukraine. Derfor mener Romney, at udenrigspolitiken bliver et større emne i 2016.

Spørgsmål om immigration
Før 2016 skal både republikanere og demokrater dog igennem et primærvalg. Her mener Romney, at der er mange egnede republikanske kandidater. Uden at ville fremhæve nogen, pegede Romney på Rob Portman fra Ohio, Jeb Bush, Scott Walker og Rick Santorum som gode bud. Han afviste selv at være kandidat.

Romney understregede, at det var væsentligt at blive enige internt hos republikanerne omkring, hvor de står på immigrationsspørgsmålet.

”Vi skylder folk et svar,” lød det fra Romney.

Han erkendte, at han selv kun var i stand til at få støtte fra 30 procent af de spansktalende vælgere, så en fremtidig republikansk præsidentkampagne må satse mere på de spansktalende medier.

Erhvervsledere ser lyst på fremtiden 
Temaet for mandagens konference var 'Made in USA'. Ud over den tidligere præsidentkandidat, var der også indlæg fra CEO Bob (Robert.red) Greifeld fra teknologibørsen Nasdaq og KPMG’s Global Chairman John Veihmeyer.

0:000:00