Tommy og Daniel har bygget robotten de selv drømte om at lege med som børn

Et kvarters tid inde i samtalen dukker en snert af skepsis op til overfladen hos robotudviklerne.

Måske det er følelsen af, at journalisten ikke helt forstår, hvad der ruller rundt på bordet foran ham. At han ikke værdsætter nytænkningen og kvaliteten i det produkt, som de har brugt de sidste to år af deres liv på at udvikle.

Og lad os være ærlige. Robotten Kubo, som på det nuværende stadium i sin udvikling mest ligner en gennemsigtig professorterning på hjul, ville ikke kunne stilles på hylden ved siden af lyssværdene i Toys “R” Us.

Men det er heller ikke meningen, lader Tommy Otzen og Daniel Lindegaard forstå. Nu handler det om nogle langt mere grundlæggende ting. Først og fremmest, at robotten virker. Og det gør den.

Typisk tager man et eksisterende kodesprog og forsimpler det, hvis det skal kunne bruges til børn. Men vi forsøger at vende opgaven på hovedet ved at spørge: Hvad kan børn mellem 4 og 8 år?

Tommy Otzen
Robotudvikler

Flashy robotter mister interesse på halv time
Når Daniel Lindegaard har bygget en bane tværs over bordet i mødelokalet i Cortex Park tæt ved Syddansk Universitet i Odense, så fuldender robotten den planlagte rute. Og når han efterfølgende beder den køre en identisk strækning et andet sted på bordpladen uden retningsangivelser, løser den også denne opgave.

Og hvis øvelsen forekommer simplificeret og skrabet - endda helt ned til det banale - så er vi fremme ved noget af det, der gør deres robot til noget særligt.

Jeg var frustreret over at sidde foran computeren dagen lang og havde lyst til at komme ud i virkeligheden igen. Herfra opstod ideen til en robot, som interagerer med det fysiske miljø. Og som kan betjenes og programmeres uden at tage computeren i brug.

Daniel Lindegaard
Robotudvikler

“Vi har eksperimenteret med en række læringsrobotter. Og hvor mange af de andre robotter har en kæmpe wow-effekt, så oplever vi, at interessen fader ud allerede efter en halv time. Her har vi valgt, at fokus skal være på læring og ikke oversukret underholdning uden indhold,” forklarer Daniel Lindegaard.

Han er 25 år gammel og ligesom sin studiekammerat klædt i sort sweatshirt og mørke jeans. Begge læser de til civilingeniør i lærings- og oplevelsesteknologi på Syddansk Universitet. En uddannelse, som de i princippet skulle afslutte til sommer, men som de formentlig kommer til at udskyde efter, at specialet voksede i omfang.

Trang til at komme væk fra computeren
Arbejdet med udvikling af Kubo kan dateres tilbage til første semester på kandidatoverbygningen. Daniel, som havde begyndt sin universitetskarriere med at læse halvandet års medicin, var på det tidspunkt blevet træt af at sidde og stirre ned i computeren.

“Jeg var frustreret over at sidde foran computeren dagen lang og havde lyst til at komme ud i virkeligheden igen. Herfra opstod ideen til en robot, som interagerer med det fysiske miljø. Og som kan betjenes og programmeres uden at tage computeren i brug,” forklarer han.

Tommy Otzen, der er ni år ældre end Daniel og selv har to børn, var hurtigt med på ideen. Hans tilgang til læring og universitetslivet har altid været anderledes end hovedparten af hans medstuderendes.

“Jeg havde i en del år haft forskellige jobs som pædagogmedhjælper og fabriksarbejder. Og havde en opfattelse af, at jeg ikke var klog nok til at læse på universitet. Men efter at have fulgt en af mine gamle venner, som begyndte at læse til civilingeniør, gik det op for mig, at der også var plads til folk, som ikke på samme måde var rundet af den akademiske tankegang,” forklarer han.

Åbne en lukket verden op
Og ikke bare plads, men også brug for, fandt han senere ud af. Begge venner så det som deres kald at gøre et værktøj som programmering, som af mange opfattes som en lukket og utilgængelig verden, tilgængeligt for masserne. Og gerne helt ned i børnehavealderen.

“Vi kiggede på, hvad der fandtes på markedet. Og fandt en stribe af produkter, som ser sjove og imponerende ud, men hvor legen hurtigt tager over, og hvor det er svært at forklare børnene, hvad det præcis er, at de har lært den sidste time,” siger Daniel og fortsætter:

“Alternativt findes der robotter, som koster 40.000 kroner stykket, og hvor programmeringsarbejdet både kræver en computer og er så teknisk, at det var svært selv for os at komme i gang med.”

Men hvad er det så, at Kubo kan?

Daniel indrømmer, at den firkantede robot i første omgang var tænkt som et stykke legetøj. Men at de hurtigt indså, at mekanismerne bag robottens design mindede så meget om programmering, at det var oplagt at arbejde videre med den ud fra et læringsmæssigt aspekt.

“Vi spurgte os selv: Hvad er det, at robotter kan tilbyde i en læringsmæssig sammenhæng? Og fandt ud af, at de kan bruges til at opbygge kompetencer ud fra materiale, som man allerede har lært. Det kan eksempelvis være at lære at stave. Målet blev så at være de første i verden til at udvikle et fuldt fysisk programmeringssprog, som kan betjenes af børn,” siger han.

Puslespilbrikker som programmeringsredskab
Genistregen blev de puslespilsbrikker, som Daniel - som var han en garvet pokerspiller - blander og håndterer i hænderne under det meste af interviewet. Afhængigt af motiverne kan brikkerne bruges til at stave, løse matematiske opgaver eller lave musik. Eller bare til leg, hvis det er det, man har lyst til.

“Typisk tager man et eksisterende kodesprog og forsimpler det, hvis det skal kunne bruges til børn. Men vi forsøger at vende opgaven på hovedet ved at spørge: Hvad kan børn mellem 4 og 8 år? Og så tage udgangspunkt i deres forståelse af verden,” forklarer Tommy og fortsætter:

“Børn lærer at programmere, men endnu vigtigere lærer de at lære. Det ligger i den måde, som programmering er bygget op på: Tænk en løsning, lav en løsning, test en løsning, debug din løsning. Man begår fejl, men man lærer af disse fejl. Det er med til at fremme børnenes refleksion, og det er for os det vigtigste.”

Efter at have testet robotten på nevøer og niecer er han kun blevet styrket i indtrykket af, at de to venner har fat i noget af det rigtige. Næste skridt er derfor at gå fra rækken af prototyper - lige nu arbejder de på fjerde iteration, som det hedder på iværksættersprog - til en færdigdesignet udgave, som kan sættes i produktion.

Hong Kong eller Odense?
Hidtil er hovedpartens af udviklingsarbejdet foregået på skrivebordet i soveværelset i Daniels lejlighed i det centrale Odense. De fysiske komponenter har de bestilt hjem på internettet.

En central del af den kommende proces bliver at give Kubo en fysisk skal, som gør den æggende i konkurrence med alt det andet eletroniske legetøj, der allerede findes på markedet. Her ved fyrene godt, at de ikke er på hjemmebane, og har derfor fået hjælp af den odenseanske virksomhed Blue Ocean Robotics til at stå for det grafiske arbejde.

Men én ting er at have designet tegnet og udtænkt. Noget andet er at stå med et færdigt produkt i hånden. Tommy og Daniel skitserer to veje, som kan bringe dem det sidste stykke.

De har været i dialog med en virksomheder i Hong Kong, som ud fra den nuværende prototype skal producere en endelig version og derefter sætte den i produktion. Det kræver dog, at de selv kan rejse en betydelig sum penge - mellem en kvart og en halv million kroner - til at finansiere udvikling og produktion.

“Desværre er det vores indtryk, at det er sværere at forklare ideerne til en asiatisk producent, som så skal overtage processen, end vi umiddelbart troede,” siger Tommy.

Håbet er derfor, at de kan blive indlemmet i den såkaldte start up hub, som netværket Odense Robotics, der er finansieret af Odense Kommune, tilbyder byens mest lovende teknologiske iværksættere.

Huslejefri hjælp og sparring
Business manager i Odense Robotics Mikkel Christoffersen forklarer, at netværket, der aktuelt tæller 83 fynske virksomheder med samlet over 2.200 ansatte, skal bevare og styrke den tradition for robotudvikling på Fyn, der efterhånden går mere end 25 år tilbage med rødder i det Mærsk-ejede skibsværft i Lindø.

Læs artiklen "Historien om skibsbyggeren, der endte med at bygge maskiner til mennesket"

“Et af formålene med Odense Robotics er at vise de studerende og andre på arbejdsmarkedet, som kunne overveje at søge mod København og Aarhus, at der er masser af jobmuligheder på Fyn. Jeg taler med mange unge, som siger, at de gerne vil blive på Fyn, men ikke tror, at der er job til dem i en højteknologisk branche som robotindustrien,” siger han.

Netværket, som fysisk er indkvarteret som del af Udvikling Fyn i Forskerparken i Odense, tilbyder løbende pladser i start up hubben, som skal bruges til at skubbe virksomhederne det sidste stykke ud over startrampen.

“Vi kan tilbyde talenterne adgang til huslejefri faciliteter. Her bliver de automatisk del af et miljø, hvor de kan sparre sammen med andre entusiaster og specialister. Og så får de et klippekort, som de kan bruge til at få hjælp til specialiserede ydelser,” forklarer Mikkel Christoffersen.

"Unikt kryds mellem teknologi og læring"
I Kubos tilfælde ville det være oplagt at få hjælp til at afslutte arbejdet med den ydre skal. Og dermed selv kunne færdiggøre produktet uden at skulle afgive ansvar til andre producenter.

Mikkel Christoffersen bekræfter, at Tommy og Daniel har ansøgt om en plads i hubben. Men at det først om en måneds tid afklares, hvorvidt de kan optages i programmet.

“En vigtig del af det, der gør Kubo til en interessant robotvirksomhed, er deres unikke kryds mellem teknologi og læring. Tommy og Daniel har en grundig forståelse af læringen som et fagligt domæne. Og fordi de samtidig kan bygge robotter, kan de overføre egne erfaringer og teorier om læring til et fysisk produkt, som de forhåbentlig kan færdigudvikle og sælge,” siger han.

Milliarder eller drømmen om at bygge sit eget legetøj
Hvad fremtiden bringer, kan de to venner derfor kun gisne om. Går alting efter planen, står de efter sommeren med et færdigt produkt, som med en crowdfunding på cirka en halv million kan sættes i produktion og forhåbentlig være klar til julesalget.

“Normalt taler robotter til et nørdet segment af fædre. Men vi håber, at vi ved at fokusere mere på læringsdimensionen også kan ramme de kvinder, som i højere grad bekymrer sig om at give deres børn en lovende fremtid,” siger Tommy.

Han afviser dog, at det er drømmen om pludselig rigdom, der driver værket. Ja, der er masser af penge i at bygge robotter, hvilket blev bekræftet, da en anden odenseansk virksomhed, Universal Robots, sidste år blev solgt til den amerikanske virksomhed Teradyne for 1,9 milliarder kroner.

“Men for mig er det interessen for produktet, der driver værket. Det handler om, at alle børn vil have glæde af at have en basal forståelse af programmering. Og samtidig kunne styrke deres evner i dansk og matematik,” siger Tommy og suppleres af Daniel:

“Personligt handler det også om, at jeg som barn drømte om at have en robot, som jeg kunne ligge og køre rundt med på gulvet. Og nu viser det sig, at jeg selv kan bygge den.”