Aarhus: Lovgivning hindrer nødvendig velfærdsteknologi

Af Ivan Kjær Lauridsen
Velfærdsteknologichef i Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune

De, der har brug for teknologien må ikke få den. Skal det være sådan?

Skal man kunne give habilt samtykke for at få rådighed over en teknologi, der forebygger, at man får et liggesår?

Nogle gange virker det mærkeligt, at mennesker, der åbenlyst har brug for teknologiens hjælp til at holde sammen på livet, forhindres i at bruge teknologien, netop fordi de har brug for den. Det er mennesker, der for eksempel har fået en demenssygdom, og derfor ikke længere kan give et habilt samtykke.

Habilt samtykke har indtil nu været en forudsætning for at kunne benytte for eksempel mobility monitor, der er en teknologi, som giver alarm, hvis en borger enten ligger for længe i samme stilling, så der opstår risiko for tryksår, eller forlader sengen om natten uden at komme tilbage igen. Det kræver i øjeblikket et habilt samtykke fra borgeren for at borgeren kan få lov til at benytte mobility monitor. Det er ikke nok, at pårørende kan se, at teknologien er gavnlig og ønsker at den benyttes.

Kamerakig til borgeren 
For at kunne benytte teknologien "nattero" kræves der også et habilt samtykke. Nattero er tilsyn til borgeren, der foregår ved et kig ind til borgeren via et kamera. Den medarbejder, der via sin mobiltelefon kigger ind til en borger bliver logget, så man altid kan se, hvem der har kigget, borgeren kan se, når der bliver kigget ind, og der bliver ikke optaget noget.

Hvordan kan det være, at vores lovgivning, der er sat op for at beskytte og værne vores privatliv, vores personlige rum, i praksis kommer til at forhindre, at vores liv og velfærd beskyttes ved brug af teknologi?

Ivan Kjær Lauridsen
Velfærdsteknologichef i Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune

Nattero er i Norge og Sverige i brug i hjemmeplejen, fordi borgerne her har krav på tilsyn - det krav findes ikke tilsvarende i Danmark. Når "nattero" anvendes giver det mulighed for at give flere tilsyn til borgeren, end hvis tilsynet foregår ved fysisk fremmøde.

Tilsyn ved hjælp af nattero synes også noget mindre indgribende end fysisk at møde frem, skramle med nøgle eller bruge automatdør, hvor den findes - gå ind i soveværelset og tilse borgeren. Nogle borgere vågner og har måske svært ved at falde i søvn igen, hvilket vil kunne undgås, hvis man benytter teknologien "nattero".

Forventning om tryghed 
Hvis man bor i en plejebolig, hører forventningen om en tryghed, der også omfatter tryghed mod at få tryksår vel med - eller gør den? Eller at få lov til at sove en hel nat uden forstyrrelse. Når vi ved, at en god nats søvn betyder overskud om morgenen?

Og omfatter forventningen, at vi også bruger teknologien til at opnå størst mulig tryghed?

Hvordan kan det være, at vores lovgivning, der er sat op for at beskytte og værne vores privatliv, vores personlige rum, i praksis kommer til at forhindre, at vores liv og velfærd beskyttes ved brug af teknologi?

Vi så samme forhold forud for, at GPS'er til demente blev taget i brug.

Hvordan kan det være, at det skal være så tungt at få skabt nye rammer, der både tilgodeser behovet for respekt om privatlivet, de private data, men som samtidig også gør det muligt at tilbyde borgerne en større tryghed og et mindre indgreb i privatlivet, end hvis teknologien ikke anvendes?

Har vi brug for at skabe innovation i forhold til det juridiske arbejde, i forhold til lovgivningsarbejdet, som i respekt for årsagen til at reglerne er skabt, viser vej til at tage ny teknologi i brug på en måde, der ikke er i modstrid med den gode hensigt, der lå bag, at reglerne eller lovgivningen blev skabt?