Debat

Digitale kompetencer - alle skal med!

DEBAT: Skal studerendes velfærdsteknologiske kompetencer styrkes, skal der rettes en særlig opmærksomhed mod de studerende, som ikke kommer fra en studievant baggrund, skriver udviklingskonsulent Ellen Silleborg.
Foto: EVA.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ellen Silleborg
Udviklingskonsulent, Professionshøjskolen UCC 

Spørgsmålet om, hvordan vi giver digitale kompetencer til alle studerende for at fremme velfærdsstatens overgang til en større anvendelse af velfærdsteknologier, bør også have fokus på en ny og uhomogen studentergruppe.

For det viser sig, at det er en udfordring at nå forskellige grupper studerende og gøre dem svømmeklar til digitaliseringsbølgen.

EVA's evalueringer viser parallelt med international forskning, at når uddannelser arbejder med at styrke de studerendes velfærdsteknologiske kompetencer, skal der rettes en særlig opmærksomhed mod de studerende, som ikke kommer fra en studievant baggrund - de såkaldt studiefremmede studerende.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

Undervisernes opfattelse af studiefremmede 
Digitaliseret undervisning bliver ofte fremhævet som et fænomen, der gør, at underviseren kan imødekomme et bredere optag og imødekomme de studerende, som ikke er studievante.

I EVA's datamateriale på dette område synes underviserne at tale ud fra (mindst) to logikker, nemlig: (1) at digitaliseret undervisning når ud til flere ved at være fjernundervisning, og (2) at formidlingen og pædagogikken - via det digitale medie - tager udgangspunkt i noget, der for flertallet af de studerende er genkendeligt.

Uddannelserne skal tage særligt hensyn til de studiefremmede studerende, i stedet for automatisk at gå ud fra, at alle er digitale indfødte.

Ellen Silleborg
Udviklingskonsulent, Professionshøjskolen UCC

Sagt på en anden måde: Man kan nå den studiefremmede studerende ved at (ad 1) tilbyde f.eks. online-undervisning og flipped classroom, og (ad 2) skiftet fra at se youtube-klip i fritiden til youtube-klip med fagligt indhold er ikke så voldsomt, som at gå fra youtube-klip i fritiden til tykke fagbøger på campus.

Er studiefremmede studerende teknologisk parate?
Ovenstående har som underordnet logik, at de studiefremmede studerende er mindst lige så digitalt indfødte som de studievante studerende. Dvs. at de velfærdsteknologiske kompetencer vil kunne tilegnes af alle, herunder også helt uhindret af de studiefremmede studerende - fordi alle allerede kender til it og bruger det. Eller med andre ord: Velfærdsteknologi klinger genkendeligt hos de fleste - det er bare at gå i gang.

Men internationale undersøgelser viser forbavsende nok, at digitale undervisningsformer og prioriteringen af digitale kompetencer ikke har en fastholdende effekt over for de studiefremmede studerende.

Undersøgelserne peger på, at det er de traditionelt "dygtige" studievante studerende, der også trives med digital undervisning, f.eks. onlineundervisning, og som trives med at imødekomme det, vi kunne kalde digitaliseringsbølgen.

Det er simpelthen de studievante studerende, der opnår et højt kompetenceniveau på det velfærdsteknologiske område. Undersøgelserne tyder endog på, at de studiefremmede ofte betragter digitale værktøjer og onlineundervisning som yderligere barrierer for læring. Bl.a. fordi teknologien kan isolere dem og frarøve dem muligheden for at se og øve sig i at "være som de professionelle".

Ovenstående er i min optik yderst vigtig viden! For det er et tegn på, at det er en særlig udfordring at give de studiefremmede studerende velfærdsteknologiske kompetencer.

Uddannelserne skal med andre ord tage særligt hensyn til de studiefremmede studerende, i stedet for automatisk at gå ud fra, at alle er digitale indfødte.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ellen Silleborg

Chefkonsulent, Professionshøjskolen Absalon
lic.phil. i pædagogik (Lunds Uni. 2009)

0:000:00